CFB





Min oplevelse - Elverhøi
Det er skønt at have fået chancen til at illustrere en historie af den opfindsomme eventyrfortæller. H.C. Andersen er så kendt og elsket af alverdens børn, så han ikke kun er et nationalt men også er et internationalt klenodie.

Elverhøj er til gengæld et meget dansk/nordisk eventyr med spændende og mystiske undertoner. Eventyret er specielt, fordi der ikke er en hovedperson og et klassisk handlingsforløb, men kun sagnfigurer, der fester og laver ballade. Det var svært at komme i gang med fortællingens kaotiske slutbillede, men sætningen:
»Trold-Gubben dansede Stuen rundt med sin unge Brud og byttede Støvler med hende« fik mig i gang.

Teknik
Tegning og skravering er udført med en tusch og malet med akvarel, som er en laserende farve og som derfor ikke dækker skraveringen. Illustrationen blev meget blå, det var egentlig ikke meningen, men i arbejdsprocessen overtager illustrationen tit styringen og i dette tilfælde sagde den:«blå - mere blå« Hvis jeg i sådan et tilfælde prøver at styre billedet fra A til Z risikerer jeg, at det bliver uharmonisk og kedeligt.

Inspirationen til min skraveringsteknik kommer fra Klaus Ensikat, østtysk illustrator. Jeg kiggede meget på Elisabeth Nymanns »Elverhøj« som er en flot og stemningsfyldt bog, men min største stjerne blandt H.C. Andersen-tegnerne er Svend Otto S. og hans utallige Andersen fortolkninger.

Tilbage