DIG



GENRER PÅ TVÆRS

Genrer på tværs er introduktioner til mulige tilgange til indhold og tematik i H.C. Andersens værker. Det er tilgange som vil være anvendelige på tværs af de fire undervisningstemaer i Andersen PÅ TVÆRS. Foreløbig er der udarbejdet følgende gennemgang af Eventyr på tværs.


Eventyr på tværs

Selv om H.C. Andersens forfatterskab rummer tekster af høj kvalitet i mange genrer, så er det set med eftertidens øjne ikke tilfældigt, at det var eventyrene, som gjorde ham verdens-berømt. Om dem handler da også mange af de videnskabelige og formidlende analyser, som lægges frem i Andersen PÅ TVÆRS.


Der var engang ...
Mellem "der var engang ..." og " ...de levede lykkeligt til deres Dages ende" ved ethvert barn, at der befinder sig et eventyr. Men H.C. Andersen genbrugte kun sjældent folkeeventyrets karakteristiske optakt. Når det skete, som i "Den standhaftige Tinsoldat", kan vi i stedet for en lykkelig slutning se frem til den for ham typiske og smertelige spaltning mellem sjæle der brænder og kroppe, som destrueres i flammerne. Tinsoldatens krop smeltes om til en klat, men den har form som et hjerte.

Andersen var på tværs. Han bragte folkeeventyrene, som han selv havde hørt som barn i den fynske humlehave, med ind i sine eventyr, men han satte sig hurtigt ud over det feudale samfunds mundtligt formidlede digtning. Hans projekt blev i stedet eventyr og historier, hvis problemstillinger, psykologi og fortælleformer hørte det tidligt borgerlige samfund til.

Siden sit gennembrud i 1835 som forfatter af eventyr og historier, har han kunne overraske sit publikum ved at være på tværs i stedet for at leve op til dets forventninger.

Og publikum blev stort. Nogle af Andersens knap 160 eventyr og historier er ikke blot verdenslitteratur, de er oftere oversat og videre udbredt end nogen andre tekster på kloden. Hvis de ikke henvendte sig til børn, var dette aldrig sket, selv om nogle af de bedste af disse tekster snarest eller udelukkende er for voksne. Hvis de kun var for børn, ville de formentlig være reduceret til et kapitel i børnelitteraturens historie. Når det gik anderledes, skyldes det formodentlig, at de to generationer på samme tid kan lytte til hver sin historie - men formentlig også, at teksterne handler om eksistentielle forhold, som er et fælles anliggende for familiens medlemmer og som både barnet og den voksne derfor er tæt på.


Formlerne
"Grantræet" varierer folkeeventyrets indledningsformel ved i stedet for tidens dimension at benytte rummets: "Ude i Skoven stod der saadant et nydeligt Grantræ .." Dermed er vi som publikum placeret inde i byen, hvortil granen higer. Træets stræben bliver dets endeligt. Det efterlader et tegn i det dennesidige - en stjerne, der peger fra eventyrets univers mod evigheden. Men med træet selv er det "forbi". Og digteren river publikum ud af fascinationen ved at føje til: "og historien med; forbi, forbi, og det bliver alle historier!"

Alternativet til denne pointering af historien som en historie er, at digterens ofte inddrager publikum, fx ved at tiltale det lyttende barn direkte. I "Den lille Havfrue", der indledes "Langt ude i Havet...", udspilles slutningen i stuen blandt de børn, der har hørt eventyret. Her får de at vide, at de kan hjælpe til med at lette den lille havfrue adgangen til et evigt liv, hvis de gør deres forældre glade ved at opføre sig ordentligt. Eventyrets slutning afhænger altså af deres handlinger. Andersen arbejdede tidligt med interaktivitet.


Det eventyrlige
Evnen til at opleve virkeligheden som eventyrlig sidder under parykken. Vi lægger gerne tegn, tolkninger og måske magi ind i det, vi ser og hører. Som litterær genre er eventyret én af de mange slags fortællinger, der betjener sig af løgn og forbandet digt, altså af fiktion.

Sådanne historier henvender sig til og drejer sig om faktisk virkelighed, men det sker indirekte gennem beretninger om det opfundne, forestillede, måske endda usandsynlige. Ordet 'eventyr' stammer fra latin og findes i de europæiske hovedsprog (engelsk: 'adventure', tysk: 'Abenteuer', fransk: 'aventure'). Det blev oprindelig brugt om noget, der kommer eller hænder. Men i et eventyr er der ikke noget, der sker af sig selv.

Kampen mod skæbnen betjener sig ofte af det, som strider mod kendsgerningerne. Ikke ved at være mindre sandsynligt eller usandt, men ved i egentlig forstand at være vidunderligt - uden for den normale forståelses rækkevidde.

Det er eventyret imidlertid ikke ene om.


Myter
Myter udtrykker et samfunds eller en kulturs religiøse forestillinger. Dertil hører også  kosmologiens beretninger om 'det heles' oprindelse. Ligesom sagnene giver de sig ud for at være sande, så må man tro dem eller lade være. Eventyrene vedkender sig deres manglende vederhæftighed, men insisterer på at være underholdende, hvad man næppe kan være uden pointer i ærmet.

Genren er formentlig så gammel som menneskers evne til at prale og lokke andre til at lytte til det, der er farligt, dristigt eller uforståeligt. Eventyr er blevet fortalt ved mange lejligheder, nogle i kroen, andre i ammestuen. Saftige var de ofte og ikke for sarte sjæle, selv om små børn nu bedst kan lide de mest voldsomme.


Det overnaturlige eller 'vidunderlige'
For at bruge Andersens betegnelse - kan man forkaste ud fra sine dagligdags erfaringer, eller man kan søge at overskride disse, hvis man lokkes til at acceptere præmisserne. Man kan opleve eventyr som dobbeltfiktion.

Først accepterer vi fiktionen ved at gå ind i et kunstnerisk skabt rum, for at se, hvad der sker. Så møder vi den anden fiktion: der forekommer fortryllede personer og genstande eller andet, der både strider mod, hvad der er muligt i vores hverdag og i de fiktionsuniverser, som afspejler den. Når det kniber, reddes eventyrets helt af en ånd, en trylleformular eller af hunde, der kaster modstanderne op i vejret, så de falder ned og bliver slået rent i stykker, som i slutningen af "Fyrtøiet".

I eventyret møder vi ikke blot mennesker, der handler som mennesker nu gør i og uden for tekster. Vi møder også dyr, planter og ting, som agerer mennesker - men det på en måde, som bevarer vores menneskelige forestillinger om deres mulige reaktionsmønstre. Grantræet higer, så det glemmer sit nu, men er henvist til at gøre det på en 'grantræsagtig' måde. På samme vis øver det materiale, hyrdinden og skorstensfejeren er skabt af, indflydelse på deres færd ud i verden og ind i døden.

Hos H.C. Andersen er folkeeventyrets brug af trylledrikke og -formularer normalt afløst af en insisteren på de dagligdags, materielt forankrede egenskaber ved det, som i øvrigt er bærer af  'det vidunderlige' i fiktionsrummet.

Lige som vi lægger tegn ind i den virkelighed, vi oplever på en søndagspromenade, således lægger han virkelighedsforankring ind i skildringen af sine eventyrfigurer. De kan ses, høres og lugtes - og de må følge reglerne fra det univers, de er hentet fra, for at kunne formidle det vidunderlige eller eventyrlige. Den regel gælder også for blomster og legetøj i "Den lille Idas Blomster". Selv her, hvor barnet er fornuftigt, fremgår det, at samtidens borgerlige fædre og mødre var bange for at poderne skulle blive overtroiske af at høre tyendets eventyr, der nok kunne komme på kant med kristen tro og moral.


H.C. Andersen og troen
H.C. Andersen var ikke kirkekristen. Hans omgang med tro og skæbne var for speciel, og i perioder var hans tvivl for stor. Specielt nogle af de sene og sjældent læste eventyr er dog klart nok kristen kunst. I de mest læste, er det fantasien og det kun delvis bevidste, som regerer. Men ikke ustyret, for H.C. Andersen udviklede det meste af sit lange forfatterliv sine eventyr og historier ud fra den forudsætning, at der var tale om en ikke blot original, men også seriøs poesi.

Fantasien banede vej fra det uendeligt små til det uendeligt store, fra tingenes mikrouniverser til den højeste erkendelse, foreningen af det sande, det gode og det skønne - tro, moral og æstetik.
Folkeeventyrene med deres forankring i den middelalderlige traditionskultur måtte vige til fordel for inspirationen fra samtidens kunsteventyr og øvrige digtning.

H.C. Andersen satte i stedet alvorlige, eksistentielle temaer på dagsordenen i den tidlige borgerlige familie, og med sin indlevelse i 'det barnlige' kunne han sætte dens følsomhed på sprog. Det fik han på puklen for. Men han gav eventyret en psykologi, som endnu er moderne, og som endnu kan udfordre vores forståelse af andre, børn som voksne.


Børnekultur
Digteren var langt foran det 20. århundredes dybdepsykologer, men han var ikke alene om at tage børn og familie alvorligt.

I hans samtid blev der efterhånden skabt en original, dansk kultur for børn som erstatning for præsters og skolelæreres opbyggelighed og som alternativ til den oversatte børnelitteratur.

Forfattere for hjem og skole skrev digte, som stadig synges, fx "I østen stiger solen op", "Nu titte til Hinanden, de favre Blomster smaa" og "Nu vaagne alle Guds Fugle smaa" - alle fra B.S. Ingemanns Morgensange for Børn, udgivet til brug for fattige, københavnske asylbørn i 1837 og sat i musik af C.E.F. Weyse.

Først i den lange række af billedkunstnere, som har illustreret H.C. Andersens eventyr, kom Vilhelm Pedersen, en ung dansk søofficer og elev af Wilhelm Marstrand. Hans enkle tegninger blev 1849-50 omsat til træsnit i en tysk og en dansk samling, og dermed var eventyrene på vej ud til de mange kunstnere og til de mange medier, der siden har ladet sig inspirere verden over.


Iboende mundtlighed
Et arbejde med H.C. Andersens eventyr kan ikke undgå at omfatte forholdet mellem tale og skrift. Han klarede sig igennem sin fattige ungdom ved at underholde. Selv som voksen, anerkendt forfatter - hvad han faktisk blev - måtte han være underholdende for at være tålt i sin stadige bevægelse fra det ene fornemme hjem og middagsbord til det næste. I "Den lille Idas Blomster" møder vi ham i skikkelse af en ung student, der kan fortælle historier og klippe billeder. Teksten er skrevet om og til børnene i én af de familier, som digteren ofte gæstede, og i den findes børnereplikker, hentet fra en oplæsning af det endnu ufærdige eventyr.

De fleste af eventyrene er skrevet til oplæsning. Når samtidens kritikere klagede over digterens umådeholdne brug af udråbstegn, havde de fat i udtryk for den fornyelse af prosaen, der søgte at forvalte mundtligheden i en skreven tekst, beregnet til højtlæsning i familiekredsen. Det dannede borgerskabs stue er det sted, hvorfra eventyrerne selv regner med, at deres fiktive verden lader sig betragte. Vi hører faderens røst over det runde bord, petroleumslampen på midten belyser eventyrheftets sider, mens han læser og således viderefører den rolle som husherre, der har legitimitet fra og rod i oplæsning af Bibelen i det lutheranske samfund.

Mundtlighed i oplæsningen af eventyr, er anderledes end den fortællen, som tyendet kunne give til bedste. Mens fortællingerne improviserer og aktualiserer eventyr, sagn, myter og vandrehistorier uden skriftligt forlæg, har det nedskrevne kunsteventyr en iboende mundtlighed, som er hævet over dialekt, vulgaritet og overtro.

Sproget er ikke fornemt, men dannet og nuanceret borgerligt talesprog egnet til at plante i munden på de læsende og i de lyttendes øren. Oplæserens performance har været støttet og tilrettet af det skriftlige forlæg. Oplæseren kunne øve sig i individualisering af replikkerne, men hans rolle var i øvrigt tilrettelagt af digteren - fra grin og gys til den sikre oplæsersucces "gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten", som H.C. Andersen havde opfundet til "Hyrdinden og Skorsteensfeieren".