BAGGRUND

På det tidspunkt, hvor han skrev digtet Det døende Barn, gik H.C. Andersen i latinskole - den tids gymnasium - først i Slagelse og senere i Helsingør. Han boede hos latinskolens rektor, Simon Meisling, som han absolut ikke brød sig om. I "Dagbog paa en Sommer-Udflugt" fra 1829 beskriver H.C. Andersen et gensyn med Slagelse; han er lettet over at køre ind i byen uden at skulle i skole og skriver: "Underkuelsens og Sønderknuselsens Dage stode i den tilbagelagte Baggrund. Skolen har vundet i det ydre og indre ved den nye Rector".

H.C. Andersen havde det forfærdeligt i latinskolen: han fik dårlige karakterer og følte slet ikke, at han levede op til de forventninger, der blev stillet til ham. Han gik i klasse med 11-12-årige drenge og var således både fysisk og psykisk og langt mere udviklet end sine klasse-kammerater; desuden skrev han allerede digte og skuespil, så han har på alle måder skilt sig ud fra sine omgivelser. Tiden i rektor Meislings hus ligger bl.a. bag skildringen af Peers skolegang i Lykke-Peer, der er den sidste tekst i dette delforløb.

Hjemme i Odense havde H.C. Andersen gået i skole, bl.a. i to private "pogeskoler" og i byens fattigskole, men hans skolegang var uregelmæssig, og da han som 14-årig ankom til København for at forsøge at blive optaget på Det Kongelige Teater, kunne han fx næsten ikke stave. I København fik en en smule privatundervisning, men fra 1822 fik han mulighed for at gå i latinskole i Slagelse; med hjælp fra sin ven og beskytter, Jonas Collin, der var teaterdirektør, lykkedes det Andersen at få økonomisk hjælp fra kongen til at få en studentereksamen.

Fra 1825 boede H.C. Andersen hos latinskolens rektor i Slagelse og flyttede med, da Simon Meisling blev rektor i Helsingør. H.C. Andersen var imidlertid så ked af at bo hos familien Meisling, at han fik lov til at flytte tilbage til København i 1827 og gøre sin studentereksamen færdig der. Han blev student i oktober 1828 i en alder af 23.


Se også punktet Andersen skoledreng fra undervisningstemaet Den rejsende.