I 1874 lavede H.C. Andersen sin sidste billedbog: "Billedbog fra H.C. Andersen til Lille Charlotte".

Den sidste del af sit liv var digteren stærkt knyttet til familien Melchior og færdedes meget på landstedet "Rolighed" (ved det nuværende Gl. Kalkbrænderivej på Østerbro i København) hos Dorothea og Moritz G. Melchior.

Lille Charlotte (født i 1871) var datter af Moritz' bror, Israel Berendt, der blandt andet var flittig amatørfotograf og lavede en lang række fotografiske portrætter af H.C. Andersen.

Nedenstående billede af Charlotte Melchior og H.C. Andersen er en fotografisk montage konstrueret i 1875. (Fotografiet af H.C. Andersen daterer sig til 1868, hvor Charlotte altså endnu ikke var født).



I dag befinder billedbogen sig i H.C. Andersens Hus/Odense Bys Museer, og hér kan du se den.