Billede af bogen Andersen og Verden (1993). Klik for at gå til indholdsfortegnelsen H.C. Andersen er bedst kendt som eventyrforfatter og opfattes derfor traditionelt, især i udlandet, som børnebogsforfatter. Det er formentlig grunden til, at hans forfatterskab aldrig har været et selvfølgeligt forskningsemne på universiteter uden for Danmark.

H.C. Andersen-centret (på Syddansk Universitet), der blev oprettet i 1988, ønskede at ændre denne situation og denne opfattelse af H.C. Andersen og besluttede at afholde verdens første internationale H.C. Andersen-konference.

I august 1991 mødtes da mere end 70 forskere fra 16 lande for at forelæse over og diskutere H.C. Andersen. Det fælles udgangspunkt var at betragte H.C. Andersens forfatterskab fra voksne læseres synsvinkel.

Konference-indlæggene er højt kvalificeret læsning, og de er stadig hyppigt efterspurgte. H.C. Andersen-centret har udgivet indlæg fra konferencerne på Syddansk Universitet (dengang Odense Universitet) i 1991 og 1996 samt konferencen i Utah, USA, juni 2000, i bøgerne Andersen og Verden (1993) (se indholdfortegnelsen), Hans Christian Andersen. A Poet in Time (1999) (se indholdsfortegnelsen) og (udgivet i samarbejde med Brigham Young University) H.C. Andersen. Old Problems and New Readings (2004). Billede af bogen A Poet in Time (1999). Klik for at gå til indholdsfortegnelsen Foreløbig er indlæggene fra Andersen og Verden og A Poet in Time publiceret online.

H.C. Andersen-centret har planlagt en konference på Syddansk Universitet i august i jubilæumsåret 2005.

Konferencerne har skabt og opretholder et internationalt fællesskab for H.C. Andersen-forskere og giver også mindre kendte forskere mulighed for at få offentliggjort HCA-forskning.

De to første konferencebøger (1993 og 1996) er ikke i handelen længere. Publiceringen på internettet gør det igen muligt at få fat i disse væsentlige forskningsbidrag.