Forældre:
Anne Marie Andersdatter (f. enten 1773 eller 1775, d. 1833 i fattigstiftelsen Doctors Boder) og skomagersvend, senere friskomager (dvs. skomager uden for lauget) Hans Andersen (f. 1782, d. 1816) i mandtalslister også betegnet som Hans Hansen Piber (Piber refererer til hans funktion i Odense Borgervæbnings 3. kompagni).

Halvsøster:
Karen Marie (f. den 22. september 1799, d. 18. november 1846 i Trinitatis sogn, København - adressen Borgergade og registreret som Ane Kaufmann (med hendes samlevers navn) f. Andersen - 18. november 1846.
Karen Maries far var pottemagersvend Daniel Jørgensen Rosenvinge. Ved konfirmationen i Skt. Knuds Kirke i oktober 1814 registreret med faderens navn Rosenvinge. Som født uden for ægteskab anbragt hos HCAs mormor og ved moderens senere ægteskab anbragt uden for hjemmet. Rejste til København (som blind passager) i november 1822 (ifølge brev fra HCAs mor til ham for at opsøge ham. HCA var dog på denne tid i skole i Slagelse). Ernærede sig som vaskekone i København. Opsøgte HCA 1842.

Moster:
Christiane, f. 1778, d. 1830. Hendes mor (HCAs mormor) var 1778 ugift. Far: sadelmagersvend i Odense Johan Gottfred Meyer Fascher. Moderen tog hende med ind i ægteskab 1783 med skrædder Jens Pedersen, Odense. Ved folketællingen 1787 kaldes hun Christiane Gotlib. Rejste til København, formodentlig 1799 sammen med en familie, hun var tjenestepige hos.
HCA opsøgte hende i 1819, hvor det viste sig, at hun holdt horehus. Hun opgav selv at være enke efter en rig søkaptajn ved navn Jansen. En sådan har aldrig eksisteret. Formodentlig har hun taget navnet og glansen fra en bådsmand Gert Jansen, der omkom 1806, og som hun måske har levet sammen med. Hendes to døtre; Gertine og Lovise, er antagelig plejebørn og således ikke stammødre til senere HCA-"slægtninge".

Mormor:
Anna Sørensdatter (f. ca. 1745, d. 1825), gift og enke to gange, fødte inden da 3 børn uden for ægteskab (deriblandt HCAs mor). Efter sag om det 3. uægte barn blev hun 1783 sat 8 dage i fængsel på Odense Rådhus. Hendes første mand, Jens Pedersen (som hun giftede sig med 1783) sad 1782-83 i Odense Tugthus for at have skudt på en herregårdsskytte. Hendes anden mand (fra 1794), handskemagersvend Jørgen Rasmussen Sievert, blev natvægter, først i Odense, efter problemer dér fra 1804 i Bogense.
Anna Sørensdatter og Jørgen Rasmussen Sievert boede januar 1803 til juli 1804 i det hjørnehus i Hans Jensens Stræde, der senere blev udlagt som HCAs fødehjem. Her blev HCAs halvsøster sat i pleje.
Anna Sørensdatter døde som almisselem på Hospitalet (fattighuset) i Bogense.

Morfar:
Ukendt.

Farmor:
Anne Cathrine Nommensen eller Nomensdatter (f. 1745, d. 1822). Gift 1781. Hun var den af HCAs bedsteforældre, der stod ham nærmest. Ifølge Mit Livs Eventyr har hun fortalt HCA, at hun og hendes mand havde været velstående bønderfolk, som uforskyldt var kommet i fattigdom, og at hendes mormor var en adelig dame fra Kassel i Tyskland, som var løbet bort med en "komediant-spiller". Denne myte har muligvis været med til at motivere HCAs egen sociale opdrift.
I virkeligheden var farfar'en en fattig landsbyhåndværker og drev et muligvis en tid også et lille husmandsbrug. I Odense arbejdede han en overgang som skomagersvend.
Farmorens far (Nomen Nomensen, 1707-87, gift 1742 i Kappel med Karen Sørensdatter, hvis far var postrider i Assens Søren Jensen) var en holstensk handskemagersvend, der slog sig ned i Odense, hvor han og hans kone endte på fattiggården.
Hendes mormor var ikke tysk adelsdame, men en fattig dansk pige, Karen Nielsdatter, der blev gift med den ovenfor omtalte postrytter i Assens. Denne døde 1754 og efterlod enke og 8 børn i dybeste fattigdom.

Farfar:
Anders Hansen Traes (f. ca. 1751, d. 1827). Landsbyskomager og muligvis også en tid husmand. Slog sig ned som skomagersvend i Odense. Blev sindssyg og var som sådan en figur, der var til spot og spe for byens børn. HCA frygtede senere at skulle arve hans sindssyge (et blandt flere træk, der taler mod, at han selv skulle have vidst, at han havde en anden biologisk far end den Hans Andersen, han voksede op hos). "Gale Anders" endte som såkaldt bespisningslem i Gråbrødrehospitalet (Odenses fattighus).

Halvfætter:
Johan Figath Josephsen (1831-77). Hans morfars mor var den Karen Sørensdatter, som var HCAs farmors mor, m.a.o.; de to havde fælles oldemor. Johan F. Josephsens mor var født Nomensen.
Arbejdede i Åsum og i Odense bl.a. hos bagere. Senere 5 år i Rullekroen. Blev idømt fængselsstraffe for skovtyverier, fik domme for betleri og for at lade sine børn betle.
De to halvfætre har ikke kendt hinanden.

Tilbage

© 2002 Johan de Mylius, H.C. Andersen-Centret