AKTUELT H.C. Andersen-året kom flyvende fra start

Udenlandske medier fyldt med Andersen

Af on - H.C. Andersen 2005 - 05 April 2005

HCA-showet i Parken blev en kæmpe succes:
- 1,6 mio. danske seere så PARKEN-showet på TV
lørdag aften.
- Gallups seervurdering giver topkarakter med gennemsnittet 4,1, hvilket betragtes som utrolig højt.
- Mange anmeldere kalder showet stort, flot og professionelt 
- Mindst 60 mio. seere alene fra Europa har set højdepunkter fra showet på tv.

Så er H.C. Andersen-året skudt i gang! Og endda med kæmpe succes. Den netop overståede Eventyrweekend i København med besøg fra 135 H.C. Andersen-ambassadører fra hele verden, den danske kongefamilie og kongelige fra bl.a. Sverige og Holland, præsidentfruer og ekspræsidenter er blevet en ubetinget succes. Kulminationen på Eventyrweekenden i København var det store TV-show Once upon a time fra PARKEN lørdag aften, som får mange flotte anmeldelser i danske medier.



Selvom nogle medier havde indvendinger mod enkelte elementer af showet, er der i stort set alle danske medier enighed om, at showet som helhed var storslået, flot og professionelt. Stor begejstring var der især for Jean Michel Jarres ni-minutters multimediefortolkning af Skyggen, Henrik Koefoed som H.C. Andersen, den amerikanske sopran Renée Flemming, den blot 17-årige Hayley Westenra, Lars Ulrich, der talte dansk i showet, Safri Duos udgave af Den standhaftige tinsoldat, den italienske forvandlingskunstner Ennio Marchetto og scenografien i PARKEN som helhed.

Flere af anmelderne fremhæver Tina Turner som et scoop til finalenummeret, herunder Lars Wredstrøm i Børsen som kalder det "en triumf" og Henrik Dannemand i Berlingske Tidende, som skriver: "Tina Turner har altid - lige siden hun og eksmanden Ike varmede op for Rolling Stones - haft formatet og dynamikken til at få stadions i grand prix størrelse til at koge. Det gjorde hun også lørdag, og det er ikke dårligt gået af en sild i midten af 60'erne." Allerstørst begejstring tilfalder aftenens værtinde Connie Nielsen, som anmelderne står i kø for at rose. På forsiden af sit underholdningstillæg kalder B.T. hende for "fremragende", mens bl.a. Berlingske Tidende, Politiken, Børsen, Ekstra-Bladet og Information følger efter med lignende lovprisninger. Internationale anmeldelser af showet forventes at blive bragt i løbet af de kommende dage.



Og her til morgen kan DR konstatere, at PARKEN-showet også er en uhørt stor seersucces med intet mindre end 1,6 mio. seere og en share på imponerende 72, hvilket betyder, at 72 % af alle tv-seere, der havde fjernsynet tændt i tidsrummet, hvor showet løb over skærmen, kiggede med. Det er ét af de allerflotteste seertal på et dansk live-show nogensinde! Samtidig giver Gallups seervudering topkarakteren 4,1 hvilket er usædvanlig højt. Til den røde løber-programmet inden selve showet, hvor de mange stjerner og kongelige gæster ankom, havde imponerende 1,4 mio. danske seere fundet plads foran skærmen.

De første meldinger er, at mindst 60 mio. seere alene i Europa har set højdepunkter fra showet i PARKEN. Over 60 internationale tv-stationer fra EBUs netværk viste klip fra den røde løber og showet, herunder AFP (fransk tv), BBC (England), ARD, Norddeutscher Rundfunk og ZDF (tysk tv), Al-Jazeera (arabisk tv), AP TV, RAI (Italiensk tv), Australian Broadcasting Corpoation og Channel 9 (australsk tv), CNN, Euronews, Czech TV (tjekkisk tv), HBO Latin (sydamerikansk tv-netværk) samt nationalt TV fra bl.a. Holland, Norge, Finland og Portugal m.m.
15 lande har indtil videre købt showet til enten direkte visning i lørdags eller forskudt visning, og DR forhandler i skrivende stund med andre lande om at købe showet. 

Den længe planlagte Eventyrweekend i København havde besøg af 135 H.C. Andersen-ambassadører fra hele verden, den danske kongefamilie og kongelige fra bl.a. Sverige og Holland, præsidentfruer og ekspræsidenter. Hele weekenden har vejrguderne tilsmilet H.C. Andersen og vejrguderne med et bragende smukt solskinsvejr til de forskellige officielle arrangementer, som alle blev store og vellykkede tilløbsstykker, herunder gallaforestillingen på Det Kongelige Teater, det store fyrværkeri på Odense Havn, det officielle besøg i Odense med titusinder af odenseanere i gaderne, der gav Kongehuset og de mange prominente gæster en eventyrlig modtagelse samt den afsluttende reception på Københavns Rådhus i går, hvor H.K.H. kronprinsesse Mary bl.a. udnævnte fem internationale vindere af HCA-børnekonkurrencer til fremtidens H.C. Andersen-ambassadører.

Generalsekretær Lars Seeberg, H.C. Andersen 2005 Fonden, udtaler:
- Vi er utroligt stolte over, at H.C. Andersen-året er kommet så flyvende fra start som det er tilfældet. Vi er ganske enkelt overvældet af de begejstrede reaktioner vi får alle steder fra. Det ser ud til, at vi med Eventyrweekenden virkelig har tændt H.C. Andersen-faklen, så den kan lyse klart og smukt over hele verden de næste otte måneder. Nu kan vi så for alvor komme i gang med H.C. Andersen-året og de mange spændende projekter som kan opleves frem til d. 6. december.

Downloading af fotos:

Billeder til brug for redaktionel omtale af Once Upon A Time kan frit downloades fra:
 
www.havepr.dk/gallery.htm

Login i øverste højre hjørne.

Som presse:

Userid: press
Password: havepr

eller

www.dr.dk/presse:

Klik på foto
Mailadresse: drpix
Password: drpix
Søgeord: Once upon a time


For yderligere information, kontakt venligst nedenstående.

Have PR & Kommunikation
Tlf. 33 25 21 07
Michael Feder, Mail: , Mobil: 22 43 49 42


Tilbage