HCA-premiere på NatFilm Festival 2005

I morgen, tirsdag den 5. april, har den kinesiske film "Peach Blossom" international premiere i Cinemateket i København. "Peach Blossom", instrueret af Fu Ming, bygger over Andersens eventyr "Under piletræet".

Af awk - H.C. Andersen 2005 - 04 April 2005

H.C. Andersens store indflydelse på de levende billeder spiller en central rolle under NatFilm Festivalen i 2005. Digteren sugede indtryk til sig og skrev med et malende udtryk, der har appelleret til billedmagere i både samtiden og eftertiden. Få forfattere har med deres værker sat så stort præg på filmverdenen som H.C. Andersen. Hans liv, hans rejsebeskrivelser og især hans eventyr har været inspirationskilde for mere end 100 film, og interessen synes i disse år så stor som nogensinde.

Under NatFilm Festivalen d. 1.- 15. april 2005 præsenteres publikum for et særligt program af 11 væsentlige Andersen-filmatiseringer, hvoraf den første vises i morgen.

I eventyret "Under piletræet" rejser skomagersvenden Knud fra Køge til Milano i en forgæves flugt fra sin egen smertelige kærlighed. I "Peach Blossom" er scenen flyttet hele vejen til Kina i Fu Mings kongeniale filmatisering, der forlener et urbant kinesisk udtryk med det universelle, poesien og humanismen i Andersens fortælling. Pilen er blevet til et ferskentræ, og tiden er årene efter den kinesiske kulturrevolution. Følelserne er dog de samme for Fi og Xingzi, der elsker hinanden med ungdommens kraft, men af skæbne og ambitioner tvinges fra hinanden. Mens Fi vælger at blive i den lille provins, forfølger Xingzi en akademisk karriere i den store by. Deres livsvilkår sender dem ud ad fundamentalt forskellige veje, men begge drømmer de om den forliste kærlighed, og hvert forår kommer de stærke, men pinefulde minder til live med det blomstrende ferskentræ - indtil den barske virkelighed adskiller dem for evigt.

"Peach Blossom" er instrueret af femte-generationsinstruktøren Fu Ming. Hovedrollerne spilles af to af ny kinesisk films største stjerner, Guo Xiao Dong - i Kina kaldet 'den melankolske stjerne' - og Zhou Yun fra 'Warriors of Heaven and Earth'.

Filmens instruktør og producent vil indlede første visning i Cinemateket.

Peach Blossom
Kina, 2005
35mm, 90 min.
Med engelske undertekster

Instruktør: Fu Ming
Manus: Ding Dong, Fu Ming
Kamera: Liang Dian Wei
Med: Guo Xiao Dong, Zhou Yun
Producer: Zhuo Shungun
Produktion: Beijing Forbidden City & Trinity Pictures Co. Ltd.

Distr.: Beijing Forbidden City & Trinity Pictures Co. Ltd., PR China.

www.natfilm.dk


Tilbage