AKTUELT Seneste nyt om HCA-showet i parken

- Lars Ulrich, Helena Christensen og Cathy Freeman optræder som gæsteværter - Mange nye navne på den røde løber - Den britiske skuespiller Sir Derek Jacobi har indtalt voice-over delen i de seks kortfilm, som er integreret i tv-showet for den beskedne sum af ét britisk Pund.

Af on - H.C. Andersen 2005 - 31 Marts 2005

ONCE UPON A TIME... Danmarkshistoriens største tv-show, der skyder 200-året for H.C. Andersens fødselsdag i gang d. 2. april 2005 kl. 21.00-23.00 i PARKEN.

Medvirkende:

Tina Turner - Jean Michel Jarre - Connie Nielsen - Helena Christensen - Olivia Newton-John - Daniel Bedingfield - Hayley Westenra - Morten Harket/A-HA - Safri Duo - Renée  Fleming - Ennio Marchetto - Sir Roger Moore - Isabel Allende - Lars Ulrich - Cathy Freeman - Tap Dogs - kor med 350 børn - 28 balletbørn fra Den Kongelige Ballet  Den kinesiske akrobattrup Shenyang Acrobatic Troupe - Stort ensemble af dansere og sangere

2 års planlægning
Lørdag d. 2. april 2005 kl. 21.00 sker det. Fra Parken i København starter den direkte transmissionen af danmarkshistoriens største tv-show nogensinde: Det officielle åbningsshow ONCE UPON A TIME..., der sætter den 8-måneder lange, verdensomspændende fejring af H.C. Andersens 200-års fødselsdag i gang.

Forud er gået næsten to års planlægning af H.C. Andersen 2005 Fonden, DR og det Emmy-belønnede engelske produktionsselskab Initial, der regnes for et af verdens førende tv-produktionsselskaber (har bl.a. produceret The Brit Awards, De Tre Tenorer i LA, 46664 The Concert til fordel for Nelson Mandelas AIDS-arbejde og en lang række andre store verdensomspændende tv-begivenheder.)

I månedsvis har kostumedesignere, syersker, scenografer, håndværkere, producere, film-folk og det kreative team af instruktør, koreograf og komponist arbejdet hårdt for at få alle detaljer af showet klar til d. 2. april. I ugen op til showet flytter hele produktionen ud i Parken, hvor de mange hundrede produktionsfolk vil arbejde i døgndrift, herunder 20 kameramænd, 130 teknikere og produktionsfolk, 12 lysteknikere, 10 make-up artister, 10 påklædersker og ca. 600 medvirkende på scenen. Den allestedsnærværende kok Chili John, der er legendarisk når det gælder bespisning til store koncertarrangementer i Parken og Forum København, vil stå for de i alt ca. 4.000 måltider fordelt på 8 dage, med assistance fra hele 20 medarbejdere i køkkenet.

Over 500 internationale medier til Eventyrweekenden
Allerede fra fredag d.1. april vil København blive centrum for verdens opmærksomhed, når SAS flyver alle de mange internationale stjerner, VIP-gæster og kongelige ind i løbet af dagen. Politiet vil hele weekenden sørge for den fornødne sikkerhed samt omdirigering af trafikken både i Odense og områderne omkring Kongens Nytorv fredag aften og Parken lørdag aften, hvor der skal beregnes ekstra transporttid for alle, der har sikret sig billetter til showet.

Den internationale presse vil komme dryssende fra midt på ugen, og på nuværende tidspunkt er over 500 internationale medier fra hele verden akkrediteret. Blandt de mange internationale topmedier, der kommer til København i Eventyrweekenden kan nævnes: AFP (fransk tv), ARD, Norddeutscher Rundfunk og ZDF (tysk tv), Al-Jazeera (arabisk tv), AP og AP TV, Australian Broadcasting Corpoation og Channel 9 (australsk tv), Canal Once (mexicansk tv), CNN Türk (tyrkisk CNN), Czech TV (tjekkisk tv), Das Bild (tysk avis), Deutsche Welle (tysk radio), Dagens Nyheter (svensk avis), ITAR-TASS (russisk nyhedsbureau), HBO Latin (sydamerikansk tv-netværk), Indo Asian News (indonesisk nyhedsbureau), Liberation og La Croix, La Liberté (franske aviser), The New York Times, USA Today, People's Daily (kinesisk avis), Moscovia (russisk avis), Reuters og Reuters TV, Time Magazine og UK Press.

Under overværelse af Kongehuset og de mange internationale gæster starter Eventyrweekenden fredag aften med en gallapremiere på H.C. Andersen-fantasien Peberrods Suppe og fyldt Kålhoved på Gamle Scene på Det Kgl. Teater med alle tre kunstarter. Samtidig i Odense er der premiere på et nykomponeret værk af Fuzzy, inspireret af H.C. Andersens "Rejsekammeraten" i Odense Koncerthus med Odense Symfoniorkester. Værket er en del af "Symphonic Fairytales", der består af 10 nye danske orkesterværker baseret på H.C. Andersens eventyr og digte. I Odense slutter aftenen af med et spektakulært fyrværkeri og lysshow af de franske fyrværkerimestre Groupe F, der blandt andet stod for fyrværkeriet i forbindelse med OL i Athen. Herefter vil kirkeklokker i Odense ringe digterens fødselsdag ind. Om lørdagen vil der være en masse inden- og udendørs aktiviteter for et stort publikum i Odense.

Om lørdagen transporteres Kongehuset og VIP-gæster fra ind- og udland med et særtog fra DSB fra København til Odense for at overvære overrækkelsen af bl.a. Odense Bys H.C. Andersen-pris på 50.000 Euro til den amerikanske litteraturprofessor Harold Bloom. Efter prisuddelingen går turen tilbage til København, hvor gæster og pressen gør sig klar til at tage ud i Parken.

Stjerner og kongelige på den røde løber
I god tid før showet går i gang vil danske og udenlandske stjerner og VIP-gæster blive transporteret i busser til Parken. De vil blive kørt til Indgang A5, hvor der i dagens anledning er rullet en 50- meter lang rød løber ud. DR1 sender direkte fra ankomsten til Parken. For enden af den røde løber bygger Lego H.C. Andersen i fuld størrelse, der står parat med en gæstebog, som alle ankomne gæster skal indskrive sig i. Der opstilles podier til presse ved den røde løber, og inde i arenaen har Parkens øvrige gæster mulighed for at følge ankomsten på storskærme.

Fra regeringen kommer bl.a. Statsminister Anders Fogh Rasmussen, Undervisnings- og Kirkeminister Bertel Haarder, Udviklingsminister Ulla Tørnæs, Justitsminister Lene Espersen, Kulturminister Brian Mikkelsen, Økonomi- og Erhvervsminister Bendt Bendtsen, Familie- og forbrugerminister Lars Barfoed, Minister for Miljø og Nordisk Samarbejde, Connie Hedegaard,
Social- og Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen, Skatteminister Kristian Jensen, Forsvarsminister Søren Gade Jensen, Minister for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Helge Sander og Fødevareminister Hans Christian Schmidt.

Af danske H.C. Andersen-ambassadører er der bl.a. tilmelding fra Gabriel Axel, Susse Wold, Jens Okking, trompetisten Palle Mikkelborg, Thomas Helmig, der kommer med sin kone Renée Toft Simonsen, Sigurd Barrett, Peter Langdal, Kjeld Kirk Kristiansen, Stig Rossen og Bodil Udsen, og fra det øvrige Skandinavien kommer bl.a. de norske skuespillere Rolv Wesenlund og Wenche Foss samt den svenske forfatter og dramatiker P.O. Enquist.

Herudover kommer bl.a. Chiles præsidentfrue Luisa Duràn de Lagos, Bolivia Præsidentfrue Elvira Salinas de Mesa, Finlands tidl. præsidentfrue Eeva Ahtisaari, Islands tidligere præsident Vigdis Finnbogadóttir, den australske atlet og Ol-vinder Cathy Freeman, den irske politiker og Nobelprismodtager John Hume, Sir Roger Moore og hans kone Lady Kristina Tholstrup, forfatterne Isabel Allende og Dame Antonia Byatt, fodboldspilleren Ivan Zamorano fra Chile, Harry Belafonte med sin søn David og svigerdatter Malene Belafonte, Jean Michel Jarre, som også medvirker i showet, den hollandske topmodel og tidligere Bond-pige Daphne Deckers, den tyske skuespiller Katja Riemann, den irske skuespillerinde Vicoria Smurfit.

Den danske kongefamilie er repræsenteret ved H.M. Dronning Margrethe II, H.K.H. Prins Henrik, H.K.H. Kronprins Frederik og H.K.H. Kronprinsesse Mary, H.K.H. Prins Joachim, H.K.H. Prinsesse Alexandra, H.K.H. Prinsesse Benedikte og H.K.H. Prins Richard, H.K.H. Prinsesse Alexandra og Grev Jefferson. Fra udlandet kommer H.K.H. Kronprinsesse Victoria af Sverige, H.K.H. Prinsesse Laurentien af Holland, Storhertuginde Maria Teresa af Luxembourg og Prins Bhisastej Rajani fra Thailand.

Parken forvandlet til eventyrunivers
Parkens indre er til lejligheden transformeret til et eventyrunivers, hvor publikum vil føle sig henført til H.C. Andersens magiske eventyrverden. Når publikum kommer ind i arenaen vil de blive mødt af et syn, der formentlig vil få dem til at glemme, at de sidder på et fodboldstadion. I den ene ende af arenaen troner en gigantisk 80-meter bred hvid scene på i alt 900 m2 med en lang catwalk til optrædende artister, der nærmest vælter ud mod publikum. På scenen placeres fire 19-meter høje istaplignende søjler, der kan belyses både indefra og udefra. De i alt fire søjler bliver både før og under showet en central del af Parkens scenografi og vil som en slags magiske søjler skiftevis ligne bl.a. vældige træer i en mørk skov, tang i det dybe hav, brændende flammer og istapper i et sneklædt vinterlandskab. Et andet centralt element i Parkens scenografi er en gigantisk LED-skærm på scenens bagvæg på hele 312 m2, der både vil blive brugt som en del af scenens scenografi - abstrakte billedmønstre, former og figurer - og til at vise de film, der er en integreret del af showet.

I øvrigt har publikum allerede på vej ind til deres pladser i arenaen mulighed for at skabe lidt ekstra eventyrstemning for sig selv, idet der i alle boder kan købes en særlig eventyrpude skabt til lejligheden. Puden, der er lavet i rødt polyester satin, har form som en sammenklappelig bog og indeholder et brudstykke af eventyret "Prinsessen på ærten". På bagsiden af puden er fastmonteret en lille grøn ært af plastic. Foruden eventyrpuder (100kr.) kan publikum købe koncertlygter (15 kr.) og kikkerter (40 kr.). Overskuddet fra alt merchandisesalg går til HCA-abc Fonden.
 
Opvarmning i Parken
For alle fans af Melodi Grand Prix og DRs Stjerne for en aften er der grund til at indtage sine pladser i god tid. Fra ca. kl. 19.00 og en time frem vil seks af de mest populære Stjerne for en aften-deltagere indtage kæmpescenen i Parken og varme publikum godt og grundigt op inden DRs direkte tv-transmission går i luften kl. 21.00. Fem af de seks optrædende kunstnere er finaledeltagere fra Stjerne for en aften - den sidste mission og inkluderer Lene Matthisen, der blev en flot nr. 2, færøske Gudrun Jacobsen, Jan Nielsen, Martin G. Pedersen og showets suveræne vinder, Jacob Andersen - manden med den rå rockstemme, der fik Messecenter Herning til at koge med sin version af Hey Jude. Sjette og sidste optrædende er årets vinder af Det Danske Melodi Grand Prix, Jakob Sveistrup, som ligeledes er en tidligere Stjerne for en aften-deltager. Som vinder af årets Grand Prix skal han repræsentere de danske farver ved Eurovisions Grand Prix-semifinale i Kiev 19.maj med sangen "Tænder på dig" - som på engelsk har fået titlen "Talking to You". 

120 minutters eventyr
Klokken 21.00 præcis begynder den direkte TV-transmission fra Parken. Indtil videre sendes showet af omkring 15 lande inkl. Australien, Singapore, Portugal, Bulgarien, Tjekkiet, Slovakiet, Sverige, Island, Finland, Litauen, Armenien, Serbien-Montenegro, Rumænien, Bosnien-Hercegovina, og flere lande kan komme til, inden showet finder sted. Der er stadig forhandlinger i gang med bl.a. Kina, Indien, Tyskland og Storbritannien,

20 tv-kameraer, 3 OB-vogne, 20 kilometer kabler, 12 teknik-trailere og 24 computere tages i brug for at bringe eventyrshowet ud til seere i hele verden. På 120 minutter vil hundredvis af kunstnere på scenen i ord, film, dans, sang og musik fortælle historien om H.C. Andersens liv og kunst.

Aftenens vært bliver danske Connie Nielsen, som hermed kan opleves live på en scene herhjemme for første gang. Stjernen fra "Gladiator", "Brødre" og "Return to Sender" skal binde hele det store show sammen, herunder præsentere stjerner, gæsteværter, H.C. Andersen-ambassadører og de forskellige musikalske eventyrindslag. Showet er på engelsk, og Connie Nielsen vil derfor også udføre sin værtsrolle på engelsk. Til at hjælpe sig kommer der i løbet af showet følgende H.C. Andersen-ambassadører på scenen for at præsentere musikindslag, eventyr, film, læse en tekst m.m.: Lars Ulrich fra Metallica, Helena Christensen, den australske atlet og OL-vinder Cathy Freeman, skuespilleren Sir Roger Moore og forfatteren Isabel Allende.

I løbet af showet vil hele en lang række af H.C. Andersens eventyr blive helt eller delvist genfortalt på scenen, dels via nyskrevne numre, oplæsning og eksisterende musik og sange som er med til at tematisere og forklare dele af Andersens liv og eventyr.

Når Tv-showet starter, bliver det med et overdådigt sang- og dansenummer, der tager publikum og seerne med på en rejse igennem Andersens liv, hvor personer fra hans eget liv forvandler sig til berømte figurer fra hans eventyr. Nummeret har nyskreven musik af Simon Hale, og på scenen står Balletbørn fra Den Kongelige Ballet, The Hans Christian Andersen Dancers og Henrik Koefoed som H.C. Andersen. Der bliver ikke sparet på noget, og alene åbningsnummeret vil byde på optrædende i 92 forskellige kostumer ud af i alt over 300 kostumer til hele showet.

Blandt de mange indslag på scenen kan publikum bl.a. se frem til følgende:
Jean Michel Jarre giver sit helt eget bud på "Skyggen" i et til lejligheden skabt multimedieshow med indendørs lasershow, 35-mands orkester og stort kor på scenen. A-Ha forsangeren Morten Harket synger duet med den new zealandske stjerne Hayley Westenra i forbindelse med verdenspremieren på Unicef-sangen "Children First" og med et kæmpe børnekor på 350 drenge og piger fra DR Radiojuniorkoret, DR Radiobørnekoret, Det Danske Drengekor, Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Børnekor og et børnekor fra Skt. Annæ Gymnasium. Musikken er skrevet af den danske komponist Carsten Johs. Mørch og med teksten af amerikaneren Lisa Freemann. 

Den fænomenale kinesiske akrobattrup Shenyang Acrobatic Troupe fortolker "Nattergalen", Den Kongelige Ballet genfortæller "Den Lille Pige Med Svovlstikkerne" med musik af Sigur Ros og animationer af Martin de Thuragh og det internationalt berømmede danseensemble Tap Dogs leverer en knitrende stepudgave af "De røde sko".

Connie Nielsen fortolker "Prinsessen på ærten" med The Hans Christian Andersen Dancers på scenen, danske Safri Duo garanterer rytmer for alle pengene i deres gendigtining af "Den Standhaftige Tinsoldat" og den italienske forvandlingskunstner Ennio Marchetto har skabt et visuelt værk over eventyrene "Kejserens nye klær", "Snedronningen", "Den lille havfrue" og "Den grimme ælling". En anden musikalsk fortolkning af "Snedronningen" fremføres i duetten "A Little Girl and a Little Boy" af de to kendte britiske musicalbørnesangere Sydney White og Pax Baldwin under ledsagelse af DR Radiosymfoniorkestret og DR Radiokoret.

Den verdensberømte amerikanske operasangerinde Renée Fleming synger "O Silver Moon", Olivia Newton-John synger hittet "Xanadu", Daniel Bedingfield optræder med nummeret "Wrap My Words Around You" og rocklegenden Tina Turner vender tilbage til PARKEN efter fem år med de to udødelige klassikere "Simply the Best" og "What's Love Got To Do With It". Det store finalenummer bliver en spektakulær musikalsk fortolkning af Den grimme ælling" med flere hundrede medvirkende på scenen.

Seks film bliver omdrejningspunkt i showet
Omdrejningspunktet i showet bliver seks små film, der dramatiserer digterens liv og som binder en tråd til eventyrene på scenen. De seks film dækker hele H.C. Andersens liv - fra barndommen i Odense og ungdomsårene i København over den hårde tid på Slagelse Latinskole og voksenalderen med succes, rejser og ulykkelig kærlighed til de sene år i hans liv, hvor især hjemkomsten til Odense og hyldesten som æresborger får en central plads. Filmene er optaget i bl.a. Polen i oktober 2004 med internationale skuespillere i de fleste roller. Rollen som H.C. Andersen selv spilles af dog af en dansker, nemlig kongelig skuespiller Henrik Koefoed. Han har tidligere spillet H.C. Andersen på scenen for to år siden i Det Danske Teaters opsætning af Fra regnormenes liv - en rolle han gentager i denne sæson. Filmenes voice-over leveres af ingen anden end den britiske skuespiller Sir Derek Jacobi, som i begejstring over H.C. Andersen har lagt stemme til filmene for den beskedne sum af ét britisk Pund.



Henrik Koefoed


Downloading af fotos:
Billeder til brug for redaktionel omtale af "Once Upon A Time" kan frit downloades fra:
 
www.havepr.dk/gallery.htm

Login i øverste højre hjørne.

Som presse:
Userid: press
Password: havepr
 

Se bagest

- Fact-sheet på ONCE UPON A TIME...
- Biografier på medvirkende
- Om kostumerne
- Om DRs projektledelse
- Profil på Initial og folkene bag showet
- Om HCA-abc Fonden
- Om H.C. Andersen 2005-fejringen

Billetter til showet kan købes på BilletNet på tlf. 70 15 65 65 eller www.billetnet.dk og på Billetlugen på tlf. 70 263 267 eller www.billetlugen.dk

For yderligere information, kontakt venligst nedenstående.

Med venlig hilsen

Have PR & Kommunikation
Tlf. 33 25 21 07

Projektkoordinatorer:
Michael Feder - Mail: - Mobil: 22 43 49 42
Shelly Silberberg - Mail: - Mobil: 61 71 64 70
Louise Christensen - Mail:


Fact-sheet på ONCE UPON A TIME...

Teknik
- 20 kameraer - Alle 20 kameraer bruges til tv-transmissionen
- 3 OB-vogne
- 20 kilometer kabler
- 12 trailere til lys-, lyd-, skærm- og scenografiudstyr, heraf 6 til generatorer, 2 til lys, 2 til stilladsudstyr
- 24 computere og over 100 mobiltelefoner

Scenen
- 80-meter bred og i alt 900 m2.
- LED storskærm: 312 m2 (består af i alt 1560 flisedele og vejer 37,180 kg)
- 1 hovedscenografi, som skifter udseende til 11 skiftende numre med lys, ekstra scenografi og rekvisitter
- I alt 4 søjler, der har form som gigantiske istapper. De måler: 19 meter i højden, 9 meter i diameter øverst, 3 meter nederst. Kan belyses indefra og udefra. Der er tilsammen brugt 2.000 meter stof til søjlerne.

Mandskab/bemanding
- Ca. 600 optrædende
- Heraf 350 børn i kor, 2 i Snedronningen og 30 balletbørn
- 20 kameramænd
- 130 teknikere og produktionsfolk
- 12 lysteknikere
- 10 make-upartister
- 10 påklædersker
 
Garderobe
- I åbnings- og afslutningsnumrene bruges 92 kostumer til at lave H.C. Andersens mest berømte eventyr, heraf 56 splinternye, speciallavede kostumer til H.C. Andersens mest berømte figurer.
- I alt over 300 kostumer
- 8 mennesker har arbejdet på at lave kostumerne
 
Børnekor
- 350 drenge og piger udgør børnekoret i Parken
- De kommer fra DR Radiojuniorkoret, Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Børnekor, DR Radiobørnekoret, Det Danske Drengekor og et børnekor fra Skt. Annæ Gymnasium.
- Michael Bojesen, der til daglig er chefdirigent for DR Radiopigekoret, bliver dirigent for børnekoret og har sammensat koret i samarbejde med projektleder Louise Skovbæch, til daglig producent i Danmarks Radio.

Filmene
- Optaget i oktober 2004
- Instruktør: Adek Drabinski
- Manuskript: John Paul Chapple
- Vigtige roller:
Henrik Koefoed: H.C. Andersen
Josh Reynolds: Unge H.C. Andersen
Malin Christensen: Jenny Lind
Gary Sharkey: Jonas Collin
David Newsome: Simon Meisling

Rød løber
- 50-meter lang rød løber
- Alle Vip-gæster, dvs. kongelige fra ind- og udland samt HCA ambasadører går ned ad den røde løber
- Opbygning af podier ved den røde løber.
- H.C. Andersen bygget i fuld størrelse af Lego byder gæsterne velkommen for enden af løberen
- Alle gæster skriver sig ind i en gæstebog bygget af Lego

Bespisning af artister
- Chili John er chef-kok for artister og backstage-crew.
- 4000 måltider, fordelt på 8 dage
- En kantine bygges op i Parken
- Chili John medbringer selv alt køkkengrejet
- 20 medarbejdere står i køkkenet
- 20.000 sodavand/kildevand

Merchandise:

Eventyrpuden:
- Puden er lavet som en sammenklappelig bog med forsideteksten "Once Upon a Time...". Inden i er der på den ene side et brudstykke af Prinsessen på ærten, og på bagsiden af puden er fastmonteret en lille grøn ært af plastic.
- Det røde pudebetræk er lavet af polyester satin med 100 % polyesterfyld. Puden er bundet sammen med to hvide polyester satinsnore. Teksten inde i puden er brunlig, mens trykket på forsiden er sort.
- Puden er 35 x 35 cm og 4 cm tyk.
- Der produceres 18.000 stk., der vil blive lagt til alle, der har købet billetter i Kategori A, B og C. Desuden bliver puden sat til salg i Parkens boder til en pris på 100 kr. eks. moms.

Koncertlygter:
- Pris: 15 kr.

Kikkert:
- Pris 40 kr.

Overskuddet fra alt merchandisesalg går til HCA-abc Fonden.

Biografier:

Tina Turner
Tina Turner er efter mere end 40 år i musikbranchen en af de største og mest succesfulde kvindelige rockstjerner gennem tiderne med samlet over 50 millioner solgte albums. Hun blev født Annie Mae Bullock i 1939 i Brownsville, Tennessee.  Igennem 50'erne, 60'erne og 70'erne havde hun succes sammen med sin daværende mand Ike Turner i bandet Ike and Tina Turner Revue, hvor hits som for eksempel "River Deep, Mountain High" og "Proud Mary" blev gigantsucceser. I midten af 70'erne brød hun såvel privat som professionelt med Ike Turner, og i 80'erne vendte hun tilbage som solist og har siden stået bag et utal af albums. Størst succes havde hun med albummet "Private Dancer" fra 1984 og det var også dette album, der for alvor åbnede op for hendes solokarriere. Med hits som "What's Love Got to Do With it?" er albummet blevet solgt i over 10 millioner eksemplarer verden over og hun modtog i kølvandet på albummet tre Grammyer. Stor succes havde hun også med albummet "Simply the Best" fra 1991 - og ikke mindst titelsangen har fulgt hende lige siden. Desuden har hun medvirket i diverse film så som "Mad Max Beyound Thunderdome" fra 1985, hvor hun også havde stor succes med soundtracket "We Don't Need Another Hero". Endvidere står hun bag soundtracket "Golden Eyes" til James Bond-filmen af samme navn. I løbet af hendes lange karriere har hun modtaget et hav af priser og utallige af hendes hits har ligget nummer 1 på diverse lister verden over.   

Jean Michel Jarre
Født 1948, musiker. Jean Michel Jarre har studeret klassisk musik ved musikkonservatoriet Conservatoire de Musique de Paris. Han ændrede dog kurs mod rock og jazz, og vendte sig i slutningen af 1960'erne mod en mere eksperimenterede akustisk/elektro-musik. Han har siden sin debut solgt ikke færre end 60 millioner album i hele verden. Jean Michel Jarre har ved flere lejligheder givet koncerter til fordel for humanitære formål. Han har tidligere optrådt i Danmark til den storslåede koncert "Aero" i en vindmøllepark i Aalborg i 2002, hvor han samarbejdede med Safri Duo. I oktober sidste år henrykkede Jean Michel Jarre ved to historiske koncerter i Den Forbudte By og på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. Disse koncerter blev sendt live ud til en milliard tv-seere verden over.

Connie Nielsen
Connie Nielsen blev født i Frederikshavn i 1965. Hun stod første gang på scenen i en cabaret, som hendes mor havde skrevet. Som 18-årig rejste hun jorden rundt og studerede blandt andet i Paris, Rom og Milano. Hun er kendt fra sin medvirken i Djævelens Advokat, Gladiator og One Hour Photo. Senest har hun modtaget Bodil-prisen for sin rolle i Susanne Biers "Brødre".

Daniel Bedingfield
23 år, sanger. Daniel Bedingfield kommer fra New Zealand og er et af de største internationale popnavne netop nu. Han er aktuel med albummet "Second First Impression", hvorfra han i aften vil optræde med nummeret "Wrap My Words Around You". Nævnte album er opfølgeren til Daniel Bedingfields debutalbum "Gotta Get Thru This" fra 2003, der solgte over 3 millioner eksemplarer, og balladen "If You're Not The One" figurerede på adskillige top 10 lister. Det nye album "Second First Impression" er en forening af forskellige musikalske genrer såsom funk, soul, reggae, R'n'B, garage og pop.

Olivia Newton John
Olivia Newton John blev født i Cambridge, England i 1948. Som fem-årig flyttede familien til Melbourne i Australien. Mange vil huske Olivia Newton Johns medvirken i filmen, "Grease", hvor hun spillede sammen med John Travolta, og sangene fra filmen blev nogle af den tids mest populære, med titler som, "Summer Nights" og mega-hittet "Hopelessly Devoted To You". I 2000/2001 udgav hun sit første live album, "One Woman's Live Journey", som blev efterfulgt af "Magic - The Very Best of Olivia Newton-John", som markerede hendes 30 års jubilæum.

Helena Christensen
Helena Christensen er født i 1968 og betragtes som en af 1990´ernes førende modeller. Hun er til stadighed en af de mest efterspurgte modeller, men er tillige en anerkendt fotograf. Helena Christensen blev udnævnt til H. C. Andersen-ambassadør i New York, som har været hendes base i mange år.

Lars Ulrich
Lars Ulrich blev født i Gentofte i 1963. Som trommeslager i Metallica er Lars Ulrich midtpunktet i gruppen. Lars Ulrich er kendt for sin energi, som har været en af grundpillerne i hans liv. Metallica er i dag en af de bedst sælgende rockgrupper, og de har til dato solgt mere end 80 millioner albums.

Isabel Allende
Isabel Allende blev født i Lima, Peru i 1942.Hun arbejdede indtil 1973 som journalist i Chile, men flygtede til Venezuela under militærkuppet samme år. For 20 år siden tog Isabel Allende den litterære verden med storm, med romanen "Åndernes Hus", som senere blev filmatiseret af instruktøren Bille August. Isabel Allende blev i 2004 udnævnt til H. C Andersen-ambassadør.

Harry Belafonte
Harry Belafonte blev født i Harlem, New York i 1927. Harry Belafonte rangerer blandt de bedste kunstnere i efterkrigstiden. Han er en af de mest succesfulde afroamerikanske popstjerner og hans talent samt hans fortolkninger af både folkemusik og jazz har gjort ham populær i brede kredse. Harry Belafonte er UNICEF-ambassadør, og i 2004 blev han tillige udnævnt til H. C. Andersen-ambassadør.

Sir Roger Moore
Sir Roger Moore blev født i Stockwell, London i 1927. Han har studeret til skuespiller ved the Royal Academy of Drama og har spillet på flere teatre i London. Sir Roger Moore er nok mest kendt som agent 007, James Bond, men har også medvirket i et hav af andre spillefilm og tv-serier. Foruden at være H. C. Andersen-ambassadør er Sir Roger Moore også en engageret UNICEF-ambassadør.

Cathy Freeman
Cathy Freeman blev født i Queensland & Victoria, Australien i 1973. Siden 90'erne har hun været blandt de mest populære atleter i verden, og i Australien er hun betragtet som en legende. Cathy Freeman blev udnævnt til H. C. Andersen-ambassadør i 2003.

Sir Derek Jacobi
Det er en af Englands mest kendte og hædrede skuespillere, Sir Derek Jacobi, der lægger stemme til i de H. C. Andersen-film, som kæder aftenens show sammen. Derek Jacobi har optrådt i utallige stykker, blandt andet i rollen som Hamlet, som Sir Derek både har spillet på Old Vic i London og på Kronborg Slot i Helsingør i forbindelse med Hamlet-festivalerne.Mange husker desuden Sir Dereks medvirken i "Jeg Claudius" og i blockbusteren "Gladiator", hvori han spillede Gracchus.

Hayley Westenra
17 år, sangerinde. Hayley Westenra kommer fra Christchurch, New Zealand. Hayley Westenras internationale debutalbum "Pure" er det bedst sælgende klassiske albumnogensinde i England, og albummet har modtaget både guld ogdobbelt platin. Hayley Westenra synger primært klassiske kompositioner. Hayley Westenra er æres-ambassadør for UNICEF.

Morten Harket
Morten Harket blev født i 1959 i Kongsberg i Norge. Han har i gennem en årrække været forsanger i a-ha, som er en af Norges mest succesfulde pop-grupper nogensinde. Sideløbende med sit engagement i a-ha har Morten Harket udgivet tre solo-albums. I øjeblikket er Harket ved at lægge sidste hånd på a-ha's nye album, som forventes i butikkerne senere i år.

Safri Duo
Safri Duo består af de klassisk uddannede Morten Friis og Uffe Savery, der med enorm succes har taget springet fra den klassiske scene til det elektroniske dansegulv. Deres første single, "Played-A-Live" ("The Bongo Song"), hittede massivt i både Danmark og internationalt. Safri Duos musik viser tydeligt den danske duos evne til at integrere den organiske lyd i trance technoens lydbillede. Dette overfører de med stort held til deres liveoptræden, som er en dynamisk og medrivende oplevelse.

Tap Dogs
Tap Dogs  tager i øjeblikket verden med storm med deres stepshow, som kombinerer styrke og energi, med den præcision det kræver at steppe. Gruppen startede i en lille by nord for Sydney i Australien, og bag projektet står, foruden danserne, koreografen Dein Perry, designeren Nigel Triffitt og komponisten Andrew Wilkie.

Renée Fleming
Født 1959, operasanger, sopran. Renée Fleming kommer fra USA, hvor hun også har grundlagt sin karriere, men hun har for længst også erobret de europæiske hjerter. Hun har opnået megen anerkendelse gennem sine roste cd-indspilninger og optrædener på verdens vigtigste operascener og koncerttribuner.Hendes repertoire favner bredt lige fra store romantiske operaer til nyere musik, og barokmusik er senest blevet en vigtig del af hendes repertoire. I tidens løb har hun modtaget diverse priser blandt andet en Grammy Award i 1999, ligesom hun har opnået en lang række nomineringer.

Ennio Marchetto
Italienskfødte Ennio Marchetto med kæle-navnet "Den menneskelige tegneseriefigur" er berømt for sine papir-kostumer af mereend 100 kendisser.I 1990 henrykkede han for første gang sit publikum ved Edinburgh Festivalen, og siden den succes har han optrådt over det meste af kloden.Til aftenens show har Ennio designet en helt ny række af karakterer, hentet fra H. C. Andersens eventyr.

Henrik Koefoed
Henrik Koefoed er født i 1955 i Kalvehave. Han er uddannet fra Statens Teaterskole i 1980, og har siden optrådt på flere af de større københavnske scener, men har i de senere år primært været fast tilknyttet Det Kongelige Teater. Henrik Koefoed slog for alvor sit navn fast, da han medvirkede i filmen "Når Engle Elsker" fra 1985.

Sydney White / Pax Baldwin
Til trods for at de begge kun er 13 år, har de allerede stor erfaring på de skrå brædder. Pax og Sydney har begge optrådt på flere teatre i London, hvor de har spillet og sunget sig ind i publikums hjerter.

Shenyang Acrobatic Troupe
Shenyang Acrobatic Troupe blev etableret i 1951, og har siden vundet stor international anerkendelse for deres kombination af klassisk kinesisk akrobatik, dans og musik med moderne udtryksformer som multimedie, lys, lyd og laser. Under kunstnerisk ledelse af An Ning vil en gruppe artister præsentere "Nattergalen".

Om kostumerne:
Kostumerne til aftenens show er fremstillet hos Academy Costumes i London, hvor otte syersker har brugt flere måneder på at sy ca. 300 kostumer. Academy Costumes er en af de førende systuer inden for deres felt og har tidligere lavet kostumer til blandt andet "Saving Private Ryan" og "Die Another Day". Bag designet står Chris Woods.

Om DRs projektledelse:
Ulrik Skotte

Chef for DR Event og senest var DR's "bryllupsgeneral". Fra 1998 til 2004 var Ulrik Skotte Ulrik har tidligere være både redaktionschef for TV-Avisen, og i 2003 blev han projektleder for DR's dækning af Kronprinsparrets bryllup. I 2004 tiltrådte Ulrik Skotte stillingen som chef for DR Event og nu co-executive producer på "Once Upon a Time".

Merethe Eckhardt
Merethe Eckhardt er uddannet advokat i 1993 og kom til DR i 1998. Fra 2004 ansat som
projektchef hos TV-direktøren i DR og fra i år co-executive producer på "Once Upon a Time".

Profil på Initial og folkene bag showet:

Produktionsselskabet Initial (Endemol UK plc)
Det Emmy-vindende selskab Initial er Storbritanniens førende producent af underholdning og direkte event-tv. Selskabet har desuden en støt stigende portefølje af ungdomsprogrammer og Initials programmer bliver set i over 100 lande.

Initial producerede Storbritanniens største musik-event - The Brit Awards (Storbritanniens svar på den amerikanske Grammy) i otte år fra 1993 - 2000, hvor selskabet skabte shows med cremen af den britiske og internationale musikscene sammen med stjerner fra film- og kunstverdenen.
 
Initial var også medudvikler og producent på showet Fashion Rocks, der var et ekstraordinært "mode møder musik" show i Royal Albert Hall og producerede 46664 The Concert, der var en storstilet global event til fordel for Nelson Mandelas AIDS-arbejde.

De seneste produktioner fra Initial inkluderer UK Music Hall of Fame (for Channel 4), The Match (for Sky One) og Orange Playlist (for ITV1, VH1 og TMF). Af andre nyligt overståede produktioner, kan nævnes Fame Academy og Comic Relief does Fame Academy (begge for BBC), The Orange British Academy Film Awards (for BBC One), Party In the Park (for Five) og The Voice (for Channel 4).

Initial har desuden stået bag Q Awards (Channel 4), Miss World (sendt direkte til 75 lande), Joaquin Cortes Live at the Royal Albert Hall, Our Maniacs in Havana (for C4 og International), De Tre Tenorer (i Los Angeles), Björk at the Royal Opera House (BBC4) og Russel Watson live in Auckland (for PBS USA).

Også den verdensomspændende webcast af JK Rowlings eksklusive fremtræden i Royal Albert Hall i forbindelse med lanceringen af Harry Potter og Fønix Ordenen var produceret af Initial.
Det samme var en række populære programmer, der gik bag nogle af de største filmsucceser i 2003: Hulken, Terminator 3 og Charlies Angels 2.

Personerne bag Initial og showet

Andy Ward, leder af Initials eventafdeling
Andy Ward er en internationalt anerkendt event-tv producent, og han har arbejdet med et bredt spektrum af tv-selskaber og event-selskaber, bl.a. Fox, Channel 4, Five, ITV, BBC, Sony Entertainment TV, BSkyB og Channel 9 Australien. Han har produceret tv-shows med en lang række verdensstjerner: Michael Jackson, Luciano Pavarotti, Madonna, Sting, Diana Ross, Queen, U2, Elton John, David Bowie, Ricky Martin, Will Smith og Spice Girls, blot for at nævne nogle få.

Før han tiltrådte som Head of Events hos Initial, tilrettelagde og producerede Andy Ward verdens hidtil største direkte tv-show: BBC's 2000 Today Millenium Event. Showet blev set i mere end 70 lande, inklusiv USA, Rusland, Indien, Kina, Frankrig, Tyskland og Australien.

Efter at være blevet ansat hos Initial, har Andy Ward bl.a. produceret The Brits 2000 (den engelske Grammy uddeling) for ITV. 

John Bishop, producer
John Bishop har instrueret og produceret tv-serier og "specials" med Les Dennis, Bob Monkhouse, Stanley Baxter, Paul Daniels og over 40 episoder af The Russ Abbot Show. Han har også tidligere været ansat hos BBC, hvor han bl.a. tog beslutningen om at producere pilot-episoden af tv-serien Absolutely Fabulous. Senest har John Bishop bl.a. produceret The Millennium Concert i Greenwich for Initial.

David Mallet, instruktør
David Mallet anses for at være en af verdens bedste musikinstruktører. Han har tidligere høstet stor anerkendelse for sine musikvideoer med David Bowie, Pet Shop Boys, Freddie Mercury og Janet Jackson. Han har også instrueret og tilrettelagt adskillige live-events, inkl. Rolling Stones, U2 og Cirque du Soleil. Han har modtaget to Grammys (U2 og Madonna) og en Emmy (Cirque du Soleil) for sit arbejde.

Om HCA-abc Fonden:
HCA-abc Fonden blev stiftet i foråret 2004 med den mission at bekæmpe analfabetisme hos børn og unge globalt. En særlig vægt vil blive lagt på børn, unge kvinder og etniske minoriteter i udviklingslande. Her vil fonden støtte projekter, der kan sikre en faglig ekspertise og opnåelse af en af menneskehedens mest fundamentale færdigheder: Evnen til at læse og skrive.

Fejringen af H.C. Andersens 200-års fødselsdag anvendes som afsæt til at igangsætte en global kampagne, der skal udbrede kendskabet til HCA-abc fonden og dens vision: At være en markant og betydelig deltager i bekæmpelsen af analfabetisme gennem støtte til innovative alfabetiseringsprojekter. Med stiftelsen af HCA-abc Fonden har H.C. Andersen 2005-fejringen et overordnet mål, der på sigt skal bidrage til at gøre en væsentlig indsats for analfabetisme og dermed gøre en forskel for børn og unge i udviklingslande.
Mette Holst er direktør for HCA-abc Fonden. 

Om H.C. Andersen 2005-fejringen:
ONCE UPON A TIME... markerer åbningen på H.C. Andersen 2005 - den internationale fejring af digterens 200-års jubilæum.  H.C. Andersen blev født 2. april 1805 og fejres verden over 2. april - 6. december 2005. Formålet med H.C. Andersen 2005 er at sikre, at så mange mennesker som muligt får et større og mere nuanceret kendskab til digteren i ind- og udland. Udgangspunktet for fejringen er, at det billede, der med årene er tegnet af H.C. Andersen, er for snævert og begrænset i forhold til det, forfatterskabet og digteren selv kan og bør fortælle i forhold til vor tid.

Fejringen er en begivenhed, der finder sted over hele verden og bliver til inden for tre væsentlige søjler: kunst og kultur, uddannelse og turisme. H.C. Andersen 2005 vil derfor være et bredt favnende projekt, som både helt store produktioner og projekter med bred folkelig appel samt mere marginale produktioner, der henvender sig til bestemte målgrupper. Helt nye personlige tolkninger af H.C. Andersens liv og værk vil se dagens lys inde for alle genrer samtidig med at H.C. Andersens eget forfatterskab gøres tilgængeligt blandt andet via kvalitetsprægede oversættelser til alverdens sprog. Et nyt publikum sikres gennem danske og internationale undervisningsprojekter, ligesom den danske kulturarv gøres tilgængelig gennem helt nye tilgange til Andersen-turismen i Danmark.

For yderligere at formidle H. C. Andersen 2005 udpeges løbende H.C. Andersen-ambassadører, kendte personligheder - primært fra kunstens verden - som vil skabe opmærksomhed om H.C. Andersen 2005 verden over. De udnævnte H.C. Andersen-ambassadører inviteres samtidig til åbningen af Andersen året den 1. - 2. april 2005. Endvidere skal de være med til at udbrede kendskabet til den nystiftede HCA-abc Fonden til bekæmpelse af analfabetisme over hele verden.

H.C. Andersen 2005 Fonden har Lars Seeberg som generalsekretær og er etableret af den danske stat ved Kulturministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet og af Odense Kommune, Fyns Amt og Bikubenfonden. Protektor for begivenhederne under H.C. Andersen 2005 er Hendes Majestæt Dronning Margrethe II af Danmark.


Tilbage