Danske tv-stjerner varmer op før HCA-show i Parken

Melodi Grand Prix-vinder Jakob Sveistrup og fem af finalisterne fra årets udgave af DRs Stjerne for en aften - den sidste mission varmer op i Parken før den direkte tv-transmission af det store åbningsshow for H.C. Andersen-året d. 2. april

Af on - H.C. Andersen 2005 - 16 Marts 2005

For alle fans af Melodi Grand Prix og DRs Stjerne for en aften er der grund til at indtage sine pladser i god tid i Parken til det store åbningsshow for H.C. Andersen-året d. 2. april 2005 kl. 21.00. Fra ca. kl. 19.00 og en time frem vil seks af de mest populære Stjerne for en aften-deltagere indtage kæmpescenen i Parken og varme publikum godt og grundigt op inden DRs direkte tv-transmission går i luften kl. 21.00. Fem af de seks optrædende kunstnere er finaledeltagere fra Stjerne for en aften - den sidste mission og inkluderer Lene Matthisen, der blev en flot nr. 2, færøske Gudrun Jacobsen, Jan Nielsen, Martin G. Pedersen og showets suveræne vinder, Jacob Andersen - manden med den rå rockstemme, der fik Messecenter Herning til at koge med sin version af Hey Jude. Sjette og sidste optrædende er årets vinder af Det Danske Melodi Grand Prix, Jakob Sveistrup, som ligeledes er en tidligere Stjerne for en aften-deltager. Som vinder af årets Grand Prix skal han repræsentere de danske farver ved Eurovisions Grand Prix-semifinale i Kiev 19.maj med sangen "Tænder på dig" - som på engelsk har fået titlen "Talking to You". 



Jakob Sveistrup ved dansk Melodi Grand Prix

"Once Upon A Time" sendes direkte på DR1 og til lande over hele verden og er et 120-minutters show, der i ord, film, dans og musik fortæller historien om Andersen, hans liv og kunst. Parken omdannes til et magisk eventyrunivers, hvor der med udgangspunkt i en række små nyindspillede film, berettes historien om Andersens liv. Hvert eventyr fortælles i dans og musik, og på scenen vil publikum og seerne hjemme i stuerne bl.a. kunne opleve Connie Nielsen som vært, Jean Michel Jarre, den verdensberømte amerikanske operasangerinde Renée Fleming, Safri Duo, den italienske forvandlingskunstner Ennio Marchetto, Sir Roger Moore, Harry Belafonte og Isabel Allende. I alt er der 600 medvirkende inkl et børnekor på 350 drenge og piger, 28 balletbørn fra Den Kongelige Ballet, den kinesiske akrobattrup Shenyang Acrobatic Troupe og et stort ensemble af dansere og sangere.

Blandt gæsterne i Parken er Kongefamilien, den danske regering og H.C. Andersen-ambassadører fra hele verden.

Billetter til showet kan købes på BilletNet på tlf. 7015 6565 eller www.billetnet.dk og på Billetlugen på tlf. 70 263 267 eller www.billetlugen.dk


Tilbage