UGENS FOKUS "Børnenes ven" udnævnt til HCA-ambassadør

I forbindelse med åbningen af Børnekulturhuset Fyrtøjets H.C. Andersen satsning "I "Hjertet af Andersen", blev entertaineren Sigurd Barrett udnævnt til HCA-ambassadør.

Af Oliver Newton - H.C. Andersen 2005 - 03 Februar 2005

Fredag den 4. februar dannede Børnekulturhuset Fyrtøjet en festlig ramme om åbningen af deres H.C. Andersen satning "I Hjertet af Andersen", som er deres bidrag til fejringen af deres elskede bybarns 200 års fødselsdag.

Ved denne lejlighed blev en af Danmarks mest populære entertainere og musikere, Sigurd Barrett, udnævnt til HCA-ambassadør af Anker Boye, Odenses Borgmester og Formand for HCA 2005 Fonden. Blandt publikum var en stor gruppe børn, som sammen med Anker Boye fik sat kulør på udnævnelsen af Sigurd Barrett, og var et meget medlevende publikum i forbindelse med hans takketale.

Efter sin udnævnelse til HCA-ambassadør påtog Sigurd Barrett sig sit første hverv som HCA-ambassadør, da han erklærede Fyrtøjets eventyrinstallation for åbent.

Sigurd siger følgende om sit forhold til H.C. Andersen:
"H.C. Andersen har fulgt mig, siden jeg blev døbt. For mig er H.C. Andersen en af de største fortællere nogensinde. Han udmærker sig især ved, ligesom jeg selv altid bestræber mig på at fortælle for både børn og voksne på én gang - og det er en stor kunst."



Sigurd Barrett, Conny Stolberg-Rohr Formand for Fonden Fyrtøjet, Anker Boye Formand for HCA 2005 Fonden.


Fakta om Sigurd Barrett
Sigurd Barrett er kendt af både børn og voksne efter DR-TV-succes'erne "Hit Med Sangen", "Sigurd's Ulvetime" og "Sigurd's Bjørnetime". Sigurd Barrett er meget flittig og imellem alle TV-optagelserne optræder han årligt til over 100 arrangementer over hele Danmark.

I juni 2005 skal Sigurd Barrett til Kina med DRs Radiosymfoniorkester, som en del af et større H.C. Andersen projekt. Her skal han spille to koncerter, hvor der også er deltagelse af den kinesiske HCA-ambassadør skuespilleren Zhang Jinlai, som har specialiseret sig i at optræde som den kinesiske sagnfigur og superhelt, Abekongen.


Fakta om I Hjertet af Andersen
"I Hjertet af Andersen" er en kæmpestor hjerteformet eventyrinstallation, der sender publikum ud på en eventyrrejse i Andersens liv og eventyr - samt i deres eget liv. I denne hjerteinstallation kan publikum opleve et kunstnerisk rum med plads til forvandling, de bliver udstyret med "en hjertekuffert", der indeholder forskellige rekvisitter/småting som kan bruges på vej gennem eventyrerne: Snedronningen, Grantræet, Kærestefolkene, Den standhaftige Tinsoldat, og Den lille Pige med Svovlstikkerne. Med disse rekvisitter skal publikum være aktive i historierne og genskabe de forskellige figurer i eventyrerne eller genopbygge de triste skæbner/forløb.

Installationskunstner Thomas Wolsing, der er uddannet på Kunstakademiet i København, har forvandlet H. C. Andersens rigdom af eventyr, historier og levet liv til et kunstnerisk bud på, hvad Andersen kan bruges til i dag.

Om sin H.C. Andersen-installation siger Thomas Wolsing:
"Jeg ser hjertet som et billede på ethvert menneskes livsforløb og udvikling - hjertet som bliver udsat for en masse genvordigheder og går så grueligt meget igennem. Men uanset, hvor vi er i livet, har vi hjertet med os og i stadig forvandling"

Fakta om Fyrtøjet
Fyrtøjet et kulturhus for børn har valgt hjertet som det primære symbol i projektet, fordi hjertet er et symbol både på Andersen selv og på det budskab, der løber under alle hans eventyr og i hans eget liv, at turde følge sit hjerte og blive forvandlet til en smuk svane.

Installationen er åben for publikum fra d. 8. februar. Åbningstid er: uge 7 og 8 alle ugens dage 11- 16. Herefter tirsdag - søndag kl. 11- 16.


Tilbage