H.C. ANDERSENS HUS
H.C. Andersens Hus
Online rundtur

H.C. Andersens Hus er med stor sandsynlighed den verdensberømte digters fødested. Det åbnede i 1908 som museum for H.C. Andersens liv og virke og er dermed et af verdens ældste digtermuseer.

Op til H.C. Andersens 200 års fødselsdag i 2005 er H. C. Andersens Hus blevet bygget om. De nye udstillinger fører dig tilbage til årene 1805-1875, hvor digterens værker blev til. Museet byder således på en rejse gennem H.C. Andersens kreative udfoldelser udtrykt via hans billedkunst, bøger, tegninger og klip. Derudover går museet bag om forfatteren H.C. Andersen, som var et uhyre interessant menneske med en speciel fremtoning, både fysisk og mentalt. Biblioteket inviterer indenfor til Andersens omfangsrige forfatterskab og den umådelige udbredelse, hans værker nyder verden over i dag.

Det nye H.C. Andersens Hus er en levende opdagelsesrejse i forfatterens fodspor. Her befinder du dig i Andersens univers, hvor du kan bladre i hans bøger på PC eller lytte til hans eventyr ved de mange lytteposter. I museumsbutikken finder du et omfattende udvalg af bøger på flere sprog af og om H.C. Andersen. Udvalgte bøger og andre genstande fra museumsbutikken kan bestilles via internet-butikken.


Samlinger og organisation

Bortset fra udstillingerne omfatter museets samlinger ca. 1.500 breve fra H.C. Andersen, ca. 400 originale digtmanuskripter, 10 eventyrmanuskripter - bl.a. manuskripterne til "Klokken" (1845) og "Historien om en Moder" (1848) - samt det store manuskript til selvbiografien "Mit Livs Eventyr". Desuden ejer H.C. Andersens Hus en samling af ca. 2.000 originalillustrationer til eventyrene, hvilket naturligvis er langt mere, end udstillingen kan vise.

H.C. Andersens Hus og Barndomshjem er en del af den kommunale museumsforvaltning, Odense Bys Museer, der foruden H.C. Andersen-museerne omfatter Fyns Kunstmuseum, Den fynske Landsby, Bymuseet Møntergården, Fyns Oldtid Hollufgaard samt Carl Nielsen Museet og Carl Nielsens Barndomshjem i Nr. Lyndelse syd for Odense (se evt. www.odmus.dk). Odense Bys Museers faglige bemanding vedr. H.C. Andersen er en del af afdelingen for Viden & formidling og omfatter 2 museumsinspektører, en deltids sekretær samt et skiftende antal projektansatte, som dog foruden H.C. Andersen tillige varetager det faglige arbejde vedr. Carl Nielsen-museerne. Imidlertid arbejder andre funktioner i Odense Bys Museer også i tilknytning til H.C. Andersen-området, især f.eks. Bevaringsfunktionen, Udstillingsværksted og markedsføring.

H.C. Andersen-funktionen varetager indsamling og formidling af digterens liv og værk såvel som H.C. Andersen-traditionen i Danmark og internationalt. Således udfylder funktionen i vidt omfang en rolle som dokumentationscenter for et bredt spektrum af eksterne H.C. Andersen-interesser.

Aktuelle projekter:

2.
Opbygning af en sammenhængende og fyldestgørende H.C. Andersen-website i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek, Syddansk Universitet (H.C. Andersen Centret) og HCA2005 Fonden. Museets andel heri omfatter bl.a. digitalisering af manuskriptsamlingerne, ligesom databaser vedr. registrering m.v. fortløbende vil blive tilgængeliggjort på internettet. Bl.a. en database med musikværker, der er skrevet under inspiration af H.C. Andersen.
3.
Udgivelse af H.C. Andersens korrespondence med 1) Louise Collin, datter af hans væsentligste velgører, Jonas Collin, og 2) Jonna Stampe, datterdatter af Jonas Collin.
5.
Forskning i internationale sprogudgaver af H.C. Andersens eventyr med særlig vægt på det engelske sprogområde.









Elisabeth Jerichau-Baumann:
H.C. Andersen læser for et sygt barn, 1862


Personale

Ejnar Askgaard, funktionsleder. Mag.art. (litteraturhistorie) 1994. Museumsinspektør ved Odense Bys Museer siden 1997.

Ane Grum-Schwensen, cand.mag. (historie og dansk litteratur) 1995. Museumsinspektør ved Odense Bys Museer siden 1998.

Solveig Brunholm, sekretær. Ansat siden 1988 i kombinationsstilling med Syddansk Universitet (H.C. Andersen Centret).

Kasper Maaløe, stud.mag.