HCA NYHEDER HCA i samarbejde med Disneyland Resort Paris

H.C. Andersen 2005 Fonden har indgået samarbejde med Disneyland Resort Paris om fejringen af H.C. Andersens 200 års fødselsdag. Samarbejdet vil omfatte aktiviteter både i Disneyland Resort Paris og i forbindelse med fejringen i Danmark i 2005.

Af on - H.C. Andersen 2005 - 07 Februar 2005

Samarbejdet er en naturlig fortsættelse af de bånd, der har været mellem Walt Disney Company og H.C. Andersen. Andersen var en stor inspirationskilde for Walt Disney, som besøgte Danmark ved flere lejligheder. Både Disneyland Resort Paris og H.C. Andersen 2005 Fonden er derfor stolte over, at samarbejdet er indgået.

Disneyland Resort Paris fejrer H.C. Andersens liv og værk i The Kids Carnival, der varer fra d. 5. februar til d. 13. marts 2005. I den anledning fremføres figurerne fra Den lille Havfrue i Disneyland Resort Paris.

Disneyland Resort Paris skød lørdag d. 5. februar H.C. Andersen-fejringen i gang med en helt særlig dag til ære for Europas børn, hvor H.C. Andersens Den lille Havfrue blev hyldet, og hvor flere H.C. Andersen-ambassadører var til stede og læste op af Andersens eventyr. Derudover var flere kendte personligheder til stede for at deltage i fejringen.

Disneyland Resort Paris' Kids Carnival planlægges også at blive del af fejringen af H.C. Andersen i Danmark, og derudover har Disneyland Resort Paris og H.C. Andersen 2005 Fonden aftalt at samarbejde om gensidig synlighed i forbindelse med fejringen af H.C. Andersen i 2005. Præsident i Disneyland Resort Paris, André Lacroix, udtalte i forbindelse med indgåelse af aftalen:

Europæiske eventyr er hjertet af den fantasi og magi, som Disneyland Resort Paris er indhyllet i. H.C. Andersen er en af de mest talentfulde forfattere nogensinde, og det er derfor vigtigt, at Disneyland Resort Paris anerkender og fejrer den mand, som har givet så meget til verden med sine vidunderlige historier.

Generalsekretær for H.C. Andersen 2005 Fonden, Lars Seeberg, udtalte følgende om samarbejdet med Disneyland Resort Paris:

"Vi er meget glade for samarbejdet med Disneyland Resort Paris, fordi det er med til at sikre, at vi kommer i kontakt med mange mennesker fra hele verden. Gennem samarbejdet vil mange mennesker blive bekendt med fejringen af H.C. Andersens 200 års fødselsdag og de aktiviteter, som vil finde sted i 2005 til ære for Andersen."

Fakta
Goodwillambassadør Dan Shefet initiativtager til samarbejdet
Initiativet til samarbejdet mellem Disneyland Resort Paris og H.C. Andersen 2005 Fonden blev taget af den danske advokat Dan Shefet, som har boet i Frankrig siden 1982. Dan Shefet har specialiseret sig i erhvervssamarbejde mellem Danmark og Frankrig og blev i 2004 udnævnt til Goodwillambassadør for Wonderful Copenhagen i kraft af sit store engagement i at knytte bånd mellem Danmark og Frankrig både hvad angår erhvervssamarbejde og kulturliv.


Tilbage