HCA NYHEDER Kreativt samarbejde om HCA-fejringen

Københavns Kommunes syv forvaltninger har i et kreativt samarbejde skabt en bred vifte af aktiviteter i den populære forfatters ånd. Det vil kunne opleves i byrummet, i børneinstitutionerne, på arbejdspladsen og på bibliotekerne, når hovedstaden fejrer H.C. Andersens 200 års fødselsdag i 2005.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 20 December 2004

"Mens man andre steder har lagt vægt på store enkeltstående begivenheder og turisme, så fejrer København først og fremmest H.C. Andersen gennem oplevelser, der beriger københavnerne i deres dagligdag. Forhåbentlig kan det give os alle sammen inspiration til samarbejdsformer og aktiviteter, der også rækker ud over feståret" siger Martin Geertsen og fortsætter:
 
"Eksempelvis modtager alle børneinstitutioner i byen begyndelsen af 2005 et inspirationskatalog med forslag til aktiviteter og ekskursioner, der formidler H.C. Andersens historier og hans tid til de små. Her vil pædagogerne blandt andet kunne få idéer til, hvordan man laver gammeldags legetøj eller leger fælleslege fra 1800-tallet."
 
Københavns indbyggere skal selvfølgelig ikke snydes for de mere enestående oplevelser. Borgere i alle aldre kan derfor glæde sig til en musicalopsætning af Den lille Havfrue i Københavns Havn i august 2005. Den er blevet til i et samarbejde mellem syv store aftenskoler i kommunen og Kulturhavnfestivalen.
 
Københavns Bymuseum, der koordinerer Københavns fejring af H.C. Andersen, forbereder udstillingen Vanddråben ? København på H.C. Andersens tid. Der vil de fortælle historien om København og byens udvikling i 1800-tallet gennem steder og skæbner, der kan knyttes til H.C. Andersens gang i byen. Udstillingen baserer sig på bogen af samme navn, der udkom i september 2004. Bogen kan købes på Bymuseet for 40 kroner.
 
Et fælles program for de kommunale H.C. Andersen-aktiviteter udkommer i januar 2005, men det er allerede nu muligt at få et overblik på hjemmesiden www.hcakk.dk


Tilbage