HCA NYHEDER DATS offentliggør nye bevillinger

DATS offentligører bevillinger til amatørteatre rundt i landet i anledning af H.C. Andersen 2005-året. Bevillingerne er støttet af H.C. Andersen 2005 Fonden.

Af on - H.C. Andersen 2005 - 09 December 2004

Den 1. november 2004 fik 15 amatørteatre tildelt i alt 92.800 kroner til deres H.C. Andersen projekter, som involverer musicals, danseforestillinger og forskellige skuespil. Disse projekter vil løbe af stablen som en del af fejringen af 200-året for H.C. Andersens fødsel i 2005. De 15 bevillinger er en del af aftalen mellem DATS (Landsforeningen for dramatisk virksomhed) og H.C. Andersen 2005 Fonden.

Aftalen er baseret på et rammebeløb, som H.C. Andersen 2005 Fonden har stillet til rådighed for DATS, som DATS selv administrerer med henblik på støtte til dansk amatørteater i forbindelse med fejringen af H.C. Andersens 200-års fødselsdag.
De 15 bevillinger er uddelt fra DATS' lille pulje, og består af mindre beløb til delvis støtte for H.C. Andersen relaterede dramatiseringer.

 
Bevillingsoversigt DATS' lille pulje september 2004

Optimisterne, Ansager
I den gamle vandmølle i Ansager opsættes en fortælling/musical "Mit livs eventyr" i marts/april 2005. Der satses på en totaltoplevelse gennem flotte billeder på scenen kombineret med de kendte eventyr "Svinedrengen", "Kejserens nye klæder" og "Klods Hans". En professionel skuespiller og instruktør hjælper med at lægge sidste hånd på værket inden premieren.

Sdr. Park Musical, Ringsted
Spillet vil opføre en musical med titlen "Eventyret om mit liv". Essensen i musicalen er gennem dele af H. C. Andersens eventyr at tegne et portræt i ord, billeder og toner af eventyrforfatterens eget liv og herigennem vise det, der i sig selv er blevet til et eventyr. 

Jægerspris Amatørscene, Jægerspris
Dramatikeren Kaj Nissens værk "Det bedste i denne verden" spilles. Spillet er frit efter H.C.Andersens "Skyggen" og romanen OT. Den krimiagtigt spændende historie giver rige muligheder for at undersøge væsentlige H.C. Andersen temaer i en utraditionel fortolkning der skal være med til at fejre også scenens 25 års jubilæum.

Værkstedet, Ældreteatret af 1997, Rødovre
Et medlem af Værkstedet skriver gruppens egen udgave af "Lykkens galocher", der er inspirationen for spillet. Gruppen der består af 17 amatørskuespillere i alderen 64 - 85 år er et seniorteater der har turneret meget i Danmark. Der skal spilles på Rødovre Bibliotek i perioden 14. - 17. marts 2005.

Dansescenen, Juniorkompagniet, København
Med udgangspunkt i HCA eventyret "Noget" fra 1858 om fire brødre og deres drømme og individuelle synspunkter om værdien af de andres uddannelse vil Juniorkompagniet skabe en moderne danseforestilling. De unge amatørdansere er i alderen 14 - 18 år.

Jens Glob Samvirket, Thyholm
Der laves en gennemskrivning og ny bearbejdning af HCA skuespillet fra 1839 "Den usynlige på Sprogø". Et i originalen muntert spil med kor og en masse sange fra samtiden. Nybearbejdningen ved dramatikeren Niels Stokholm har til hensigt at opdatere indholdet og sproget så det også fungerer i nutiden.

Stevns Amatør Scene, Stevns
"Kejserens nye klæder" bliver forårets forestilling på Stevns. Et musikalsk eventyr - frit efter H.C. Andersen - af den lokale dramatiker Grethe Fischer og komponist Jesper Askø.

Haarby Amatør Teater, Haarby, Fyn
Med en HCA-collage sammensat til lejligheden af flere elementer som f.eks. en scene fra P.O.Enquist's "Fra regnormenes liv" lægges der op til et hyggeligt Caféteater i april/maj 2005.

Børne- og ungdomsteatret BALDER, Lemvig
Teatrets to grupper for henholdsvis de store og de små børn, vil begge lave en udgave af "Nattergalen" med Sebastians originale musik til. Lille Balders udgave bliver domineret af bevægelse, improvisation og få replikker, mens Store Balders udgave ligger tæt op af eventyret, præget af farvestrålende kostumer og sang.

Mindeperlerne, Greve
Ældreteatergruppen MINDEPERLERNE satser på en forestilling "Æventyr og figurer", der skal spilles for Greve kommunes børneinstitutioner. Forestillingen er beregnet til at vare 50 minutter og vil i tableauer vise figurer fra flere af eventyrerne.

Brønderslev Amatørscene
DATS i Vendsyssel har i fællesskab og med midler udefra fået skrevet stykket "Prinsessen af Vendsyssel" af den lokale dramatiker Gunnar Iversen. Gruppen får her hjælp til at få komponeret original musik til forestillingen.

Bakkehuset, Vedbæk
I dette Aktivitetscenter for efterlønsmodtagere og pensionister i Søllerød kommune opsættes en forestilling med titlen "At rejse er at leve". Billedligt talt er livet en rejse og gruppen udforsker hvorledes HCAs kuffert var pakket.

Laundrup Marks Egnspilsforening, Gislev
Skuespillet "Drengen fra Odense" skrevet af Tommy Hovgård Nielsen, med melodier og sange komponeret til netop denne forestilling blive dette engsspils bidrag til HCA2005 året.

Dravibberne, Viborg Dramaskole
En gruppe under dramaskolen i alderen 17 - 19 år vil turnere med 5 forskellige eventyr lavet til HCA2005 fejringen. Der skal spilles ved fællesarrangementer for børneinstitutioner i Viborg amt og på forskellige campingpladser på Jyllands vestkyst.

Café Hjørnet, Ribe
Café Hjørnet er en café for udviklingshæmmede i Ribe. Et projekt, hvor udviklingshæmmede sammen med de lokale teaterfolk og andre interesserede gennemfører en teaterproces på de udviklingshæmmedes præmisser i samarbejde med de lokale skuespillere og musikere frem mod en offentlig forestilling. 

Profil - DATS
DATS er en landsforening for enkeltpersoner og grupper, der beskæftiger sig med teater og drama på amatørbasis.
DATS arbejder med to puljer:
1. Den store pulje støtter med DKK 40.000-50.000,- til i alt 18 spil. Det betyder, at disse aktiviteter stort set vil kunne få et nyskrevet manuskript eller hyre en professionel instruktør. Beløbet gives som direkte tilskud og indgår i spillenes almindelige finansiering. Ansøgningsfristen til den store pulje var 2. februar 2004.
2. Den lille pulje støtter ca. 25 spil med et beløb mellem DKK 2.000-15.000,-. Den lille pulje er mere fleksibel end den store og har flere ansøgningsfrister: 1.2.04, 1.8.04, 1.11.04 og 1.2.05.
Herudover kan der ydes konsulentbistand fra DATS' konsulenter.
DATS har udover støtte til den internationale amatørfestival The Meeting Place modtaget et særligt rammebeløb, som foreningen selv administrerer med henblik på at støtte dansk amatørteater i forbindelse med fejringen af H.C. Andersen i 2005.


Tilbage