HCA NYHEDER The New York Times skriver om dansk hygge

Vinteren står for døren i Danmark. En dyne af mørke lægger sig over landet. Men danskerne kender årstidernes skiften. Og de ved, hvordan de skal bekæmpe vinterens komme. Nemlig med lys og hygge. Det skriver den herboende amerikanske journalist Ken Chowder i The New York Times magasin Sophisticated Traveler.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 24 November 2004

Vinteren står for døren i Danmark. En dyne af mørke lægger sig over landet. Men danskerne kender årstidernes skiften. Og de ved, hvordan de skal bekæmpe vinterens komme. Nemlig med lys og hygge. Det skriver den herboende amerikanske journalist Ken Chowder i The New York Times magasin Sophisticated Traveler fra søndag den 21. november. I artiklen giver han følgende opskrift på, hvordan danskerne overvinder kulden og mørket:

- De gør det bogstaveligt talt med stearinlys. Selv midt på dagen lyser frokostbordene op med "levende lys", som stearinlys bliver kaldt. Ordet "hyggelig" er både standard og det største kompliment, man kan give sin vært: Det var meget hyggeligt.

Ken Chowder skriver om andet end danskernes vinterhumør. Han giver et indfølende og kærligt portræt af danskerne og deres hovedstad som en international metropol med sit eget kulturelle særpræg. Det illustreres også gennem temaerne "food" og "style". I artiklen nævnes bl.a. restauranten 1. th., som tilbyder mad i international topklasse tilført hjemlig dansk hygge.

Danmarks Turistråd vurderer, at omtalen er uvurderlig for Danmark. Ikke kun repræsenterer den en meget høj annonceværdi, men den tegner også et nyt billede af Danmark, som fascinerer amerikanerne:

- Artiklen fokuserer ikke kun på den lille havfrue og kongehuset, men fremstiller Danmark som et uhøjtideligt land, hvor det traditionelle kombineres med det moderne og innovative. Det er noget, som vækker de pengestærke og sofistikerede amerikaneres opmærksomhed, siger markedschef Dorthe Hansen, Danmarks Turistråd i USA, som håber, at artiklen vil få flere amerikanere til at rejse til Danmark.

De amerikanske turister har i år til dato stået for 294.654 overnatninger i Danmark, hvilket er en vækst på 10,5 pct. i forhold til samme periode 2003. Dertil kommer, at USA ligger på femte pladsen, når det gælder turismeomsætning fra udenlandske markeder. Danmarks Turistråd vurderer, at væksten på det amerikanske marked forventes at fortsætte i 2005.

Det er ikke kun The New York Times, som tegner et nyt billede af Danmark. Samme tendens ses i en række andre livsstilsmedier, som det sidste stykke tid har vist interesse for Danmark og derfor kontaktet Danmarks Turistråd for tips og idéer. Danmarks Turistråd vurderer, at interessen for Danmark fortsat vil vokse. Det skal ikke mindst ses i lyset af, at det netop genåbnede Museum of Modern Art i New York (MoMA) er blevet udstillingsvindue for dansk design.

Sophisticated Traveler Magazine vedlægges fire gange årligt The New York Times, som udkommer i et oplag på 1,6 mio. Det er anden gang i år, The New York Times skriver om Danmark. I august skrev avisen om Vesterbro, og gennem NYTimes Syndicate blev artiklen publiceret i 12 andre aviser og nåede dermed en annonceværdi på ca. 4,3 mio. kr.


Tilbage