HCA NYHEDER Lars Schmidt Grael udnævnt HCA2005-ambassadør

Tidligere OL-medaljevinder Lars Schmidt Grael udnævnt til H.C. Andersen-ambassadør i Brasilien.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 03 November 2004

1. november blev Statssekretær for sport, ungdom og beskæftigelse i São Paulo og tidligere OL-medaljevinder Lars Schmidt Grael udnævnt til H.C. Andersen-ambassadør i Brasilien.

Udnævnelsen fandt sted ved en ceremoni på nationalteatret i Brasilia arrangeret af den Kongelige Danske Ambassade i Brasilien. Udnævnelsen blev foretaget af den danske ambassadør Christian Kønigsfeldt.

Lars Schmidt Grael er den tredje H.C. Andersen-ambassadør, der udnævnes i Brasilien og kommer dermed i fornemt selskab med fodboldlegenden Pelé og den brasilianske kulturminister og Jazz musiker Gilberto Gil. Som H.C. Andersen-ambassadører skal de alle tre være med til at udbrede kendskabet til H.C. Andersen i Brasilien i forbindelse med fejringen af digterens 200 års dag i 2005.

H.C. Andersen-ambassadørerne er desuden tilknyttet den humanitære fond HCA-abc Fonden som vil bekæmpe analfabetisme i H.C. Andersen navn.

I forbindelse med ceremonien opførtes tre af H.C. Andersens historier. De medvirkende i stykkerne er alle diplomater fra de udenlandske repræsentationer i Brasilia. Overskuddet fra billetsalget går ubeskåret til børnehjemmet Casa de Moisés de Águas Lindas lidt udenfor Brasilia. Teaterforestillingen støttes af Brasilias kultursekretariat og en række sponsorer.


Fakta om Lars Schmidt Grael

Lars Schmidt Grael er født i 1964 i São Paulo, Brasilien. Hans bedste far Preben Schmidt var dansker, så deraf det dansk klingende navn.

Lars Schmidt Grael er i dag Statssekretær for sport, ungdom og beskæftigelse i São Paulo, men har tidligere gjort sig bemærket inden for sejlsportsverdenen, hvor han blandt andet har været medlem af det Brasilianske Olympiske Hold siden 1982.

Blandt de mange præmier Lars Schmidt Grael har vundet kan blandt andet nævnes Bronze ved OL i Soul 1988 og igen ved OL i Atlanta 1996. Lars Schmidt Grael blev i 1998 ramt af en motorbåd. En ulykke, der desværre kostede ham det ene ben.

Ulykken stoppede dog ikke karrrieren. Lars Schmidt Grael har foruden sin professionelle karriere involveret sig i forskellige sociale projekter. Han lægger blandt andet navn til The Grael Project, der startede i 1996 og har til formål at give underbemidlede børn muligheden for at lære at sejle og dermed en mulighed for at bryde den sociale arv.


Tilbage