HCA NYHEDER Václav Havel og Magdalena Kozená HCA-ambassadører

3. november 2004 blev den tidligere præsident af Den Tjekkiske Republik, Václav Havel, og den verdensberømte tjekkiske mezzo-sopran Magdalena Kozená udnævnt til H.C. Andersen-ambassadører ved en ceremoni i St. Anna-Kirken i den tjekkiske hovedstad Prag.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 03 November 2004

Udnævnelsen blev foretaget af den tidligere danske udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, der gennem sin tid som udenrigsminister udviklede stærke bånd til lederne af den demokratiske opposition i Tjekkoslovakiet før 1989 og siden udviklede en omfattende støtte til den demokratiske fornyelse i Central- og Østeuropa. Den Kongelige Danske Ambassade i Prag stod bag arrangementet i samarbejde med H.C. Andersen 2005 Fonden. Den danske ambassadør i Tjekkiet, Jørgen Bøjer, var vært.

Tilstede ved udnævnelsen var generalsekretær for H.C. Andersen 2005 Fonden, Lars Seeberg, der udtaler:

"At få tidligere præsident af Den Tjekkiske Republik, Václav Havel, og den verdensberømte tjekkiske mezzo-sopran Magdalena Kozená som H.C. Andersen-ambassadører betragter HCA2005 som en meget flot anerkendelse af H.C. Andersens liv og værk. Der står stor international respekt om Václav Havels betydelige indsats i forbindelse med sit lands demokratiseringsproces, mens Magdalena Kozená har beriget verden med sine fantastiske fortolkninger af musikkens store værker. Med disse ambassadører har vi fået to stærke stemmer, der vil kunne nå ud til en bred offentlighed med budskabet om H.C. Andersens 200 års fødselsdag og de mange projekter, der knytter sig til fejringen."

Uffe Ellemann-Jensen udtaler:
"When Václav Havel visited Copenhagen 13 and a half years ago to accept the Sonning prize he gave a speech where he took a close look on the nature of political leadership and the entrapments of political power. It was a most unusual speech and an eye-opener for a lot of people. In doing so Václav Havel played a role that was pure Andersen: That of the little boy in the emperor's new clothes."


Václav Havel udtaler:
"When I learned that I would be appointed a Hans Christian Andersen Ambassador I recalled the very same fairytale that Uffe Ellemann-Jensen remembered. I was one of the few children that was allowed to call out that the emperor was naked, while our surroundings still pretended that the emperor was fully clothed or even thought so. But ours is a fairytale even better than Hans Christian Andersen because at a certain point everybody said it out loud and the emperor could then no longer travel in his "clothes". I am happy and honoured to receive this appointment."

H.C. Andersen-ambassadørerne skal i forbindelse med fejringen af H.C. Andersens 200 års fødselsdag i 2005 være med til at udbrede kendskabet til H.C. Andersens liv og værk. Ambassadørerne er anerkendte kunstnere, politikere, journalister, erhvervsfolk og sportsfolk fra hele verden, som H.C. Andersen 2005 Fonden beder repræsentere fejringen af 200-året for H.C. Andersens fødselsdag. Alle adspurgte er som både Václav Havel og Magdalena Kozená højt respekterede inden for deres eget felt og har gennem deres liv og arbejde opnået en høj troværdighed og gennemslagskraft over for omverdenen.

H.C. Andersen-ambassadørerne vil i årene efter 2005 repræsentere den humanitære fond HCA-abc Fonden, der vil bekæmpe analfabetisme i H.C. Andersens navn.

Ud over taler af såvel ambassadør Jørgen Bøjer, generalsekretær Lars Seeberg, Uffe Ellemann-Jensen, Václav Havel og Magdalena Kozená indeholdt arrangementet også en oplæsning af H.C. Andersens eventyr Hurtigløberne. Oplæsningen blev forestået af den højt estimerede tjekkiske H.C. Andersen-oversætter Frantisek Fröhlich.

H.C. Andersens 200 års fødselsdag vil i 2005 blive fejret ved forskellige kulturelle tiltag i Tjekkiet. Blandt andet har Odense Bys Museer i samarbejde med H.C. Andersen 2005 Fonden fremstillet en vandreudstilling om H.C. Andersens liv og værk. Vandreudstillingen findes på mere end 20 forskellige sprog heriblandt tjekkisk. Udstillingen illustrerer historien om H.C. Andersen ved hjælp af dokumenter og billeder fra digterens egen verden. Udstillingen vil rejse rundt i Tjekkiet i løbet af 2005.

H.C. Andersen 2005 Fonden har også igangsat et verdensomspændende undervisningsprojekt for børn og unge. I samarbejde med Center for Børnelitteratur har fonden produceret inspirerende uddannelsesmateriale om H.C. Andersen beregnet til skolelærere, der arbejder med børn i alderen 6-16 år.

Undervisningsmaterialet vil blive oversat til en lang række sprog, heriblandt tjekkisk, og vil bestå af artikler om H.C. Andersens liv og værk samt den tid, han levede i. Med materialet følger en virtuel udstilling, som sammen med materialet kan downloades fra H.C. Andersen 2005 Fonden officielle hjemmeside www.hca2005.dk. Alt materiale vil være gratis.


Václav Havel

Václav Havel var den ledende aktør i den anti-kommunistiske modstand i Tjekkoslovakiet efter Sovjetunionens invasion i 1968. Denne modstand kulminerede i "Fløjls Revolutionen" i 1989. I december 1989 blev han valgt til Præsident i det daværende Tjekkoslovakiet. I Januar 1993 blev han valgt til den første Præsident i Den Tjekkiske Republik.

Václav Havel har spillet en afgørende rolle i opbygningen af Den Tjekkiske Republik.

Den tidligere Præsident har gennem tiden modtaget utallige priser for sit politiske og litterære arbejde samt sit engagement i menneskerettigheder. I 1989 fik han således "The Olof Palme Prize", i 1990 "The UNESCO Prize for the Teaching of Human Rights" og i 1991 "The Sonning Prize" for bare at nævne nogle få af de mange hædersbevisninger, den tidligere Præsident har modtaget.

Václav Havel er desuden Æresdoktor ved flere universiteter verden over og kæmper i dag stadig for overholdelsen af menneskerettigheder.


Magdalena Kozená

Magdalena Kozená er født i den tjekkiske by Brno. Uddannet ved konservatoriet i Brno og siden ved Eva Blahová på College of Performing Arts of Bratislava, hvor hun færdiggjorde sin uddannelse i 1995.

Magdalena Kozená har modtaget adskillige nationale og internationale priser. Blandt andet ved den 6. internationale Mozart-konkurrence i Salzburg i 1995. I 2003 fik hun titlen "Chevalier de L'Ordre des Arts et des Lettres" af den franske regering.

Hun sang ved Wiener Volksoper i 1996/1997, og i 1998 debuterede hun ved Drottningholm Festivalen som Paride i Glucks "Paride ed Elena".

Magdalena Kozenás store talent har bragt hende vidt omkring, og hun har blandt andet sunget i London, Bruxelles, Paris, Hamburg, Amsterdam, München, Prag, Tokyo, Yokohama og Sapporo. Hun har desuden en omfattende CD-karriere. I den kommende tid vil Magdalena Kozena blandt andet debutere ved San Francisco Opera som Dorabella i "Cosi Fan Tutte" og som Varvara i Janaceks opera "Katja Cabanova" ved The Metropolitan Opera. Hun vil desuden synge titelrollen i Cavallis "Calisto" ved Bayrische Staatsoper i München.

 

Odense Bys Museers vandreudstilling i Tjekkiet

5. april, Prag: Officiel åbning i Klementinum, Karlova 1

10. maj - 3. juni, Brno: KJM Biblioteket, Koblizna

2. november - 26. november, Ostrava: Ostrava Hovedbibliotek, 28. Rijna 2

Dette er de foreløbige datoer for udstillingen. Der vil løbende komme flere til.


Tilbage