HCA NYHEDER Sydkorea udnævnte HCA-ambassadører

Ved en ceremoni på rådhuset i Seoul udnævnte Danmarks ambassadør i Sydkorea, Leif Donde, to sydkoreanske HCA-ambassadører. Ved samme lejlighed blev de sydkoreanske HCA2005-projekter præsenteret.

Af Mikkel Stjernberg - H.C. Andersen 2005 - 29 Oktober 2004

Rådhuset i den sydkoreanske hovedstad Seoul udgjorde rammerne, da Danmarks ambassadør i den sydkoreanske republik onsdag udnævnte to sydkoreanske HCA-ambassadører og samtidig præsenterede de sydkoreanske HCA2005-projekter.

De to HCA-ambassadører er henholdsvis Lee Myung Bak, der er borgmester i Seoul, og Yoon Suk Hwa, der er en kendt sydkoreansk skuespiller og sanger. Begge modtog de en H.C. Andersen-nål i 24 karats rød- og hvidguld og det officelle H.C. Andersen-spisestel designet af Lin Utzon.

"Fra at være en relativ ubeskrevet asiatisk hovedstad er Seoul på få årtier blevet til en enorm metropol, der tiltrækker forretningsfolk og turister fra hele verden. På trods af den hurtige forandringsproces til en af verdens største hovedstader har byen dog aldrig mistet fodfæstet. Indbyggerne i Seoul er forblevet omdrejningspunktet for byens udvikling, og konsekvensen er, at få asiatiske hovedstæder kan konkurrere med Seoul, når det kommer til kulturelle aktiviteter. Hvad enten de er koreansk, asiatisk eller vestligt orienterede," sagde Danmarks ambassadør i Sydkorea, Leif Donde, i sin tale ved ceremonien.

Den markerede samtidig begyndelsen på festlighederne i Sydkorea i forbindelse med fejringen af H.C. Andersens 200-års jubilæum. Som Leif Donde sagde i sin indledende tale, så er den officielle startdato godt nok 2. april 2005, men allerede den 13.-14. november 2004 tyvstarter Seoul med en optræden af Tivolis Pantomime Ballet i operahuset i Seoul.

Sydkoreanske projekter
Herefter går det slag i slag i den sydkoreanske hovedstad med begivenheder helt frem til slutningen af 2005. Blandt andet:

19. november 2004. Oplæsning på engelsk af Benny Andersen med eget akkompagnement i form af et jazz-klaver. Arrangementet foregår på Goethe-instituttet i Seoul.

21. december 2004. Den danske violonist Nicolai Znaider optræder i Hoam Art Hall.

Forår 2005. Goethe-instituttet er vært for et akademisk symposium om H.C. Andersen i moderne europæisk sammenhæng. Det bør her bemærkes, at Andersen, ud over skrive eventyr, også var ophavsmand til en række socialt og filosofisk kommenterende essays, som på realistisk vis afspejlede livet i Danmark og Europa på hans tid.

Omkring 1. juni 2005. DR Radiosymfoniorkestret gæster Seoul med optræden i Sejong-centrets koncerthal.

Lee Myung Bak, borgmester i Seoul, Sydkorea
Lee Myung Bak er borgmester i Seoul, Sydkorea. Han blev i 1992 indvalgt i Sydkoreas nationalforsamling. Han stiler mod at blive præsidentkandidat ved næste valg i 2007. Borgmesteren har i det hele taget haft en succesfuld karriere og er meget aktiv, hvad angår Seouls udvikling.

Borgmesteren har udvist stor interesse for H.C. Andersen og har givet tilsagn om, at byen gratis stiller en af sine fornemme koncerthaller til rådighed, når Danmarks Radios Symfoniorkester skal give koncert i byen i juni 2005. Borgmesteren har desuden lovet, at man fra byens side vil bistå med at skabe PR, og han vil i det hele taget være til nytte i bestræbelserne på at skabe mediedækning af ambassadens H.C. Andersen-relaterede arrangementer.

Yoon Suk Hwa, sydkoreansk skuespiller og sanger
Hun er kendt og overordentlig populær ikke mindst  for sin optræden i en lang række musicals, blandt andet West Side Story, Fanny, Annie, Guys and Dolls, Song and Dance, Nunsense, m.fl. og teaterstykker, samt fra utallige fjernsynsudsendelser. Hun er 48 år gammel og har haft sin teateruddannelse dels i Sydkorea dels i New York (The City College of New York, Performing Arts; New York University; Harvard Drama Institute).

Mrs. Yoon er ud over sine kunstneriske færdigheder kendt for sin betydelige interesse og omsorg for børn. I et konfuciansk samfund med meget stive familieopfattelser, hvor tale om adoption anses at være nærmest amoralsk, har hun bl.a. været foregangskvinde ved at adoptere et barn. Hun har gjort sig til fortaler for, at koreanerne selv burde adoptere børn istedet for, at børnene adopteres af udenlandske forældre.


Tilbage