HCA NYHEDER Dronning Margrethe laver scenografi til ny ballet

Dronning Margrethe har sagt ja til at lave scenografi og tegne kostumer til en ny ballet over H.C. Andersens eventyr om "Tommelise", der skal opføres i Tivoli til næste år.

Af on - H.C. Andersen 2005 - 10 Oktober 2004

"Tommelise" er efter Dronningens eget udsagn et eventyr hun altid har holdt af, og hun glæder sig til at kaste sig over scenografi og kostumer til H.C. Andersens eventyr om den lillebitte pige, der skulle gå så grueligt meget igennem, inden hun fandt sin lillebitte prins, skriver B.T.

De andre på kreative kræfter bag balleten er Dinna Bjørn, der er balletmester ved Finlands Nationalballet, og som skaber koreografien og iscenesætter, og komponisten james Price som er ved at færdiggøre musikken.
Det er ikke første gang, Dronningen, Dinna Bjørn og James Price laver en ballet sammen til Pantomimeteatret i Tivoli.

Succes-ballet til Japan
For tre år siden stod de tre bag succesen "Kærlighed i Skarnkassen", som blev vist 92 gange med stor succes.

Forestillingen er så efterspurgt, at den i november følger med Dronning Margrethe på det officielle statsbesøg til Japan, hvor forestillingens skal opføres ved returmiddagen den 17. november, skriver B.T.


Tilbage