HCA NYHEDER Maria Teresa af Luxembourg bliver Æresambassadør

Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte udnævner Hendes Kongelige Højhed Storhertuginde Maria Teresa af Luxembourg til H.C. Andersen Æresambassadør. Udnævnelsen finder sted d. 19. oktober kl. 16.00 i udstillingscentret Lux Expo i Luxembourg.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 15 Oktober 2004

Tirsdag d. 19. oktober udnævnes Storhertuginde Maria Teresa af Luxembourg til H.C. Andersen Æresambassadør af HKH Prinsesse Benedikte af Danmark.

Udnævnelsen arrangeres af Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles og Den Danske Ambassade i Luxembourg i samarbejde med H.C. Andersen 2005 Fonden. Den finder sted i Luxembourgs største udstillings- og messecenter Lux Expo i hjertet af Luxembourgs Kirchberg-distrikt i forbindelse med messen Nouveau Salon de l'Enfant, som fokuserer på børnelitteratur og pædagogik.

Nouveau Salon de l'Enfant, som åbner d. 15. oktober og lukker d. 24. oktober og vil have helt op til 70.000 besøgende, har i år særligt fokus på H.C. Andersen i anledning af 200-året. Messen vil i år blandt andet præsentere Odense Bys Museers store vandreudstilling om H.C. Andersens liv og værk, en børnebogsudstilling med H.C. Andersens værker samt foredrag om H.C. Andersen og læselyst ved professor ved Syddansk Universitet, Anne-Marie Mai. Storhertuginde Maria Teresa af Luxembourg er protektor for Nouveau Salon de l'Enfant.

HKH Storhertuginde Maria Teresa af Luxembourg er den første kongelige H.C. Andersen-ambassadør, som udnævnes i den lange række af prominente H.C. Andersen-ambassadører verden over. Storhertuginden - som er mor til fem - har i årevis været forkæmper for børns rettigheder. Hun har siden 1997 været UNESCO Goodwill-ambassadør for uddannelse af piger og kvinder.

I forbindelse med udnævnelsen vil H.C. Andersen 2005 Fonden og Det Danske Kulturinstitut i Bruxelles løfte sløret for de forskellige H.C. Andersen-projekter, der vil finde sted i Luxembourg i anledning af 200-året. Umiddelbart efter udnævnelsen til H.C. Andersen Æresambassadør vil Storhertuginde Maria Teresa af Luxembourg kvittere for udnævnelsen ved at læse op af H.C. Andersens eventyr for en gruppe børn fra en 3. klasse i Luxembourg. 


Tilbage