HCA NYHEDER Otte britiske HCA-ambassadører udnævnt

Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik af Danmark udnævnte otte britiske H.C. Andersen- ambassadører ved storstilet lancering af H.C. Andersen 2005 i London idag. Ved arrangementet var der et massivt engelsk og internationalt presseopbud - heriblandt CNN, BBC, RTL, FRANSK TV, AP, REUTER og store engelske aviser.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 15 September 2004

I forbindelse med den verdensomspændende fejring af H.C. Andersen 200 års fødselsdag i 2005 blev H.C. Andersen 2005-året i England i dag lanceret ved et storstilet pressemøde på British Library i London. Pressemødet blev overværet af HKH Kronprins Frederik og HKH Kronprinsesse Mary. Presselanceringen var koordineret af Den Danske Ambassade i London og British Library i samarbejde med H.C. Andersen 2005 Fonden.

I forbindelse med lanceringen udnævnte HKH Kronprins Frederik otte store britiske personligheder til H.C. Andersen-ambassadører.

De britiske H.C. Andersen-ambassadører er:

skuespilleren og modellen Elizabeth Hurley, tv-værten Sir David Frost, skuespilleren Sir Derek Jacobi, børnebogsforfatteren Michael Morpurgo, forfatteren Dame Antonia S. Byatt, tv-værten og komikeren Sandi Toksvig, forfatteren Jackie Wullschlager og skuespilleren Sir Roger Moore.

De vil alle være med til at udbrede kendskabet til H.C. Andersen i England såvel som i resten af verden. H.C. Andersen-ambassadørerne vil ud over at udbrede kendskabet til H.C. Andersen også repræsentere den humanitære fond HCA-abc Fonden, der er stiftet i H.C. Andersens navn til bekæmpelse af analfabetisme.

Lars Seeberg, generalsekretær for H.C. Andersen 2005 Fonden, udtaler:
"I 2005 fejrer H.C. Andersens hjemland Danmark nationaldigteren Andersen - med en lang række begivenheder inden for kunst og kultur, undervisning og turisme. Men vi betragter ikke bare Andersen som dansker. For at vise nye sider af Andersen inviterer vi hele verden til at være med, med så mange internationale fortolkninger af ham som muligt. En invitation, som er blevet taget flot imod, også her i Storbritannien. Det er min forhåbning, at mange i Storbritannien vil forny bekendtskabet med den Andersen, de troede de kendte."



Britiske H.C. Andersen-projekter i samarbejde med H.C. Andersen 2005 Fonden

British Library
British Library har lavet en speciel H.C. Andersen udstilling med titlen:"Fairytale Childhoods - Hans Christian Andersen in Victorian Britain". Foruden at fejre H.C. Andersens bidrag til børnelitteraturen, vil udstillingen sætte fokus på den britiske modtagelse af H.C. Andersen og hans indflydelse på den victorianske opfattelse af barndommen.

Tiger Lillies
Den britiske kabaret trio Tiger Lillies iscenesætter i 2005 H.C. Andersens eventyr "Den lille pige med svovlstikkerne". Tanken bag stykket er at skabe en visuel guide, hvor den lille pige med svovlstikkerne fører publikum gennem historien. Stykket vil blive opført i en victoriansk atmosfære med dansere, et brassband og Tiger Lillies.

Arc Dance
Den dansk-engelske koreograf Kim Brandstup vil sammen med sit dansekompagni Arc Dance opføre en moderne danseforestilling, The Anatomy of a Storyteller, der er inspireret af H.C. Andersens historier. Forestillingen vil dreje sig om de temaer, der er centrale i H.C. Andersens værker. De skabes gennem et virtuelt landskab af tekstlige og rytmiske transformationer, som iscenesættes gennem en serie projektioner af kunstige eller animerede modeller, der er bygget og filmet af de estimerede filmskabere Brothers Quay.

Deborah Warner og Fiona Shaw
Deborah Warner tilhører gruppen af de absolut største teaterinstruktører med hendes utallige og højt anerkendte fortolkninger af klassiske stykker såvel som hendes mere eksperimenterende teaterprojekter. Hun samarbejder ofte med den fantastiske irske skuespiller, Irish Shaw, som har modtaget fire "Laurence Olivier Awards". Warner og Shaw ønsker i denne forestilling at skabe et mere nutidigt og eksperimenterende teaterudtryk for børn, idet de bruger udvalgte H.C. Andersen-eventyr.

Penguin Press
Penguin Press vil i løbet af efteråret 2004 i samarbejde med H.C. Andersen 2005 udgive en ny oversættelse af 30 af H.C. Andersens eventyr. Eventyrene er udvalgt af Jackie Wullschlager og oversat fra dansk af Tiina Nunnally. Eventyrene vil være illustrerede af H.C. Andersen egne papirklip.

Symphonic Fairytales
City of Birmingham Symphony Orchestra deltager i det verdensomspændende H.C. Andersen 200 års projekt "Symphonic Fairytales". Velrenomerede symfoniorkestre fra hele verden opfører 10 nye værker af danske komponister, der alle har taget udgangspunkt i et eventyr eller et digt af H.C. Andersen. City of Birmingham Symphony Orchestra opfører d. 2. og 3. april 2005 Per Nørgaards komposition "The Will-o" - the "Wisps are in town" der bygger over H.C. Andersens eventyr "Lygtemændene".

The Barbican
En af vor tids største teaterinstruktører og skuespillere, canadieren Robert Lepage, har skabt en solo-forestilling inspireret af H.C. Andersen liv og med udgangspunkt i eventyret "Dryaden". Forestillingen opføres i februar 2006 på The Barbican som er co-producent på forestillingen i samarbejde med H.C. Andersen 2005 Fonden.

Den Flyvende Kuffert
I samarbejde med H.C. Andersen 2005 Fonden præsenterer Danmarks Turistråd i London "Den flyvende kuffert", som er et H.C. Andersen undervisningsmateriale, der skal uddeles til alle skolebørn i 11 års-alderen i Storbritannien og Irland. Kufferten indeholder eventyrbøger, film, papirklip og generel information om Danmark. Kufferten indeholder desuden en konkurrence som er skabt i samarbejde med avisen The Guardian.

Hans Christian Andersen in Schools
I samarbejde med H.C. Andersen 2005 Fonden har Det Danske Center for Børnelitteratur produceret et inspirerende materiale om H.C. Andersen til undervisningsbrug for børn i alderen 6-16 år. Materialet er blevet oversat til utallige sprog og den engelske version er en af de første til at blive publiceret på H.C. Andersen 2005s officielle hjemmeside hca2005.com. Alle materialer er tilgængelige via hjemmesiden uden betaling.


Tilbage