HCA NYHEDER Kronprinsen udnævner britiske HCA-ambassadører

Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik udnævner syv britiske H.C. Andersen-ambassadører ved offentliggørelsen af de britiske HCA2005-projekter i London 15. september.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 04 August 2004

I forbindelse med den verdensomspændende fejring af H.C. Andersens 200-års fødselsdag i 2005 lanceres og offentliggøres H.C. Andersen 2005-året i England ved et storstilet arrangement på British Library i London.

Præsentationen af de britiske H.C. Andersen 2005-arrangementer finder sted den 15. september 2004 i British Librarys Pearson Galleries under overværelse af H.K.H. Kronprins Frederik og H.K.H. Kronprinsesse Mary. Udstillingen, der er sponsoreret af H. C. Andersen 2005 Fonden, tegner til at blive en af de største udstillinger om H.C. Andersen uden for Danmark i jubilæumsåret.

Til stede ved præsentationen vil endvidere være British Librarys direktør Lynne Brindley, H.C. Andersen-udstillingens chefkurator Dr. Kristian Jensen, British Library, og som repræsentanter for H.C. Andersen 2005 Fonden generalsekretær Lars Seeberg og kommunikationsdirektør Christian Have.

Ved præsentationen vil H.K.H. Kronprins Frederik samtidig udnævne i alt syv britiske H.C. Andersen-ambassadører, som skal være med til at udbrede kendskabet til H.C. Andersen i England.
 
Det drejer sig om:

- Journalist, forfatter og tv-vært Sir David Frost, BBC

- Skuespilleren Sir Derek Jacobi

- Forfatteren Michael Morpurgo, "Children's Laureate"

- Forfatteren Dame Antonia S.Byatt

- TV-vært og forfatter Sandi Toksvig

- Litteraturforsker og forfatter Jackie Wullschlager, forfatter til "The Life a Storyteller".

- Skuespillerinden Elizabeth Hurley

"England har fra starten været et af de mest centrale indsatslande i forbindelse med den verdensomspændende synliggørelse af H.C. Andersen-året. Det er derfor med stor glæde og stolthed, at syv prominente engelske navne gerne vil modtage udnævnelsen som H.C. Andersen-ambassadør. Det er syv meget forskellige profiler, men hver for sig har de udmærket sig på fornemste vis inden for deres felt, og jeg er ikke i tvivl, om at deres engagement i fejringen vil have en stor og positiv betydning for udbredelsen af H.C. Andersen i England," siger generalsekretær for H.C. Andersen 2005 Fonden, Lars Seeberg.


Tilbage