HCA NYHEDER Den Største Fortælling

En international vandreudstilling om H.C. Andersens liv, eventyr og kunst blev tirsdag præsenteret for offentligheden. Udstillingen åbner april 2005.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 26 Maj 2004

United Exhibits Group præsenterede tirsdag konceptet for den planlagte verdensomspændende vandreudstilling om H.C. Andersen, "H.C. Andersen - Den Største Fortælling" på et pressemøde på Rosenborg Slot.

Udstillingen åbner i april 2005 i Danmark på Rosenborg Slots forplads, hvor der til lejligheden opføres en midlertidig udstillingspavillon på 600 kvadratmeter med form som en gigantisk bog i halvanden etage.

"Udfordringen ligger i at skabe et visuelt univers, der bygger på H.C. Andersens liv og litterære produktion, og som giver publikum en dybere indsigt i personen H.C. Andersen, samtidig med at publikum forlader udstillingen inspirerede og fornøjede over gensynet," siger Teit Ritzau, direktør for United Exhibits Group.
 
Støttet af HCA2005
United Exhibits Group har udviklet "H.C. Andersen - Den Største Fortælling" med støtte fra H.C. Andersen 2005 Fonden, og konceptet for udstillingen er blevet til i tæt samarbejde med danske H.C. Andersen-eksperter. Heriblandt forfatterne Johannes Møllehave, Niels Birger Wamberg, Jens Andersen samt kunstkritiker og tidligere museumsinspektør, Mikael Wivel.

"For H.C. Andersen 2005 Fonden har det været vigtigt at få lavet en autoritativ og eventyrlig udstilling, som kan repræsentere det mere sammensatte syn på H.C. Andersen, som H.C. Andersen 2005 Fonden står for. Udstillingen vil ikke alene være til glæde for Danmark og danskere, men vil også nå et stort internationalt publikum, som, vi håber, vil blive inspireret til at besøge Danmark i kølvandet på deres oplevelser med denne udstilling," siger Lars Seeberg, generalsekretær for H.C. Andersen 2005 Fonden.
 
For udstillingens design står det anerkendte New York-baserede firma, Ralph Appelbaum Associates, der har udarbejdet prisbelønnede museumsudstillinger og koncepter for blandt andet American Museum of Natural History, New York Public Library og USA's Holocaust Memorial Museum. Appelbaum Associates er på nuværende tidspunkt den største tegnestue i verden inden for udstillingsarkitektur med mere end 90 udstillingsprojekter bag sig og en medarbejderstab på 75 specialister i design og kommunikation.
 
Firmaets grundlægger og chefdesigner, Ralph Appelbaum, var selv til stede ved pressemødet for at præsentere udstillingsdesignet. Ralph Appelbaum har i arbejdet med "H.C. Andersen - Den Største Fortælling" lagt stor vægt på at forstå og formidle ånden i H.C. Andersens liv og eventyr. I samarbejde med de danske eksperter har han udarbejdet en udstilling, der forsøger at komme tæt på H.C. Andersen fra så mange vinkler som muligt.
 
Personlig eventyrhistorie
"H.C. Andersen - Den Største Fortælling" er en fængslende narrativ rejse gennem H. C. Andersens liv og eventyr fortalt med forfatterens egne ord og billeder. Integrerede interaktive elementer vækker denne forunderlige verden til live, så den besøgende igennem udstillingen opfordres til at skabe sin egen personlige eventyrhistorie baseret på H. C. Andersens fantastiske univers. Den gennemløbende storyline støttes af en samling originale genstande som omfatter personlige objekter, manuskripter, tegninger og papirklip.
 
Igennem hele udstillingen befinder den besøgende sig i et magisk eventyr univers, som stimulerer nysgerrigheden for at opleve og lære mere om H. C. Andersen og hans verden. Mediebaserede præsentationer vil introducere H.C. Andersen som den besøgendes guide igennem udstillingen og give en berigende indsigt i en mand, som blev født som en fattig skomagerdreng men døde som verdensberømt forfatter. Under forstørrede høje hatte hører den besøgende en dramatisering af H. C. Andersens egne ord og fortolkning af de begivenheder, der inspirerede ham til de verdenskendte eventyr.  
 
Udstillingens interaktive elementer er struktureret omkring indgangsbilletten, der er udformet som en lille bog med et ufuldendt eventyr. Igennem udstillingen bruges denne bog aktivt, så den til sidst rummer den besøgendes egen personlige version af et H. C. Andersen-inspireret eventyr med bl.a. papirklip, eventyrfigurer og rejseminder fra det nittende århundrede.

I disse interaktive workshops får den besøgende på egen hånd indblik i, hvad der inspirerede H. C. Andersen, og hvordan han konstruerede sine eventyr med nyskabende brug af sprog, plot, karakterer og iscenesættelse - baseret på begivenheder fra hans liv. Igennem hele oplevelsen er H. C. Andersen "bevidstheden", der leder de besøgende gennem de forskellige aktiviteter samtidig med, at han delagtiggør dem i sin kreative vision for at opmuntre dem til at udforske deres egen fantasi, kreativitet og fortælleevner.
 
"H.C. Andersen sagde, at når han fortalte eventyr, forestillede han sig, at der sad et barn i stuen, men der skulle også være noget for tanken, for de voksne, som læste højt. Udstillingen er tænkt på samme måde: Børnene skal få en oplevelse af mødet med de talrige figurer, soldaten og heksen, den lille havfrue, nattergalen, hyrdinden og skorstensfejeren, den standhaftige tinsoldat og så videre. Men der skal også være noget for tanken. For H.C. Andersen vakte vores fantasi, da vi var børn, men man kan ikke tolke ham udtømmende, om man så bliver 80 år," siger forfatter Johannes Møllehave.
 
Barnets fantasi
Udstillingen bevæger sig desuden i to retninger: Den store verdens betydning for den danske digter gennem hans talrige rejser, og den danske digters betydning for den store verden. H.C. Andersen blev inspiration for et hav af børnebøger, først og fremmest "Alice i Eventyrland". Nok interesserede H.C. Andersens samtid sig for barnet, men H.C. Andersen var den første, som gav børnene stemme og fandt en uvurderlig kraft i barnets følelse og fantasi.
 
Som en ekstra dimension indeholder udstillingen et illustrationsmodul, som præsenterer illustrationer og kunstværker inspireret af H. C. Andersens eventyr. Værker som repræsenterer fortolkninger fra fjerne verdensdele og giver indblik i forskellige tiders og kulturers opfattelse af H. C. Andersen.
 
"H.C. Andersen - Den Største Fortælling" vil efter visningen i Danmark på Rosenborg Slot turnere i to versioner til udvalgte museer i Asien, Nordamerika og Europa. Udstillingens størrelse er på 800-1200 kvadratmeter, og det vurderes, at den vil blive set af 2-3 millioner mennesker verden over.
 

Fakta om United Exhibits Group
United Exhibits Group er Europas største privatejede gruppe af udstillingsselskaber og har siden etableringen i 1988 stået bag en række af verdens mest populære vandreudstillinger - senest "Quest For immortality - Treasures of Ancient Egypt", en stor ægyptisk vandreudstilling med en perlerække af sjældne egyptiske kulturgenstande, arrangeret i samarbejde med National Gallery of Art i Washington DC. Udstillingen vises i øjeblikket på Milwaukee Public Museum.
 
Netop nu er United Exhibits Group i færd med at planlægge THE GOLD OF NIMRUD, en international vandreudstilling med unikke irakiske kulturskatte. Projektet er støttet af det Irakiske Kulturministerium, UNESCO og Carsten Niebuhr Instituttet.

For yderligere information besøg: www.unitedexhibits.com


Tilbage