HCA NYHEDER Engelsholm Slot laver eventyrpark

Slotsparken bliver lavet om til Andersens-inspireret eventyrpark i 2005 på Engelsholm Slot ved Bredsten.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 14 April 2004

Med hjælp fra fire hviderussiske træskærere bliver slotsparken på Engelholm Slot ved Bredsten lavet om til en stor eventyrpark i 2005. Det sker i anledning af H.C. Andersens 200-års jubilæum næste år, hvor hele verden fejrer den danske digter.

Træskærerne vil simpelthen udsmykke slotsparken med træfigurer fra forskellige af H.C. Andersens eventyr, skriver avisen Jydske Vestkysten, og de fire hviderussere er allerede godt i gang med forberedelserne.

Ud fra en ønskeliste med eventyr, hvorfra Engelsholm Kunsthøjskole gerne vil se nogle figurer, har træskærerne lavet de første skitseudkast.

Hvis ellers de danske myndigheder giver hviderusserne lov til at rejse ind i landet, kommer de på besøg i løbet af maj måned for at gå i gang med arbejdet. De får en måned til at udarbejde figurer fra henholdsvis Fyrtøjet, Nattergalen, Den Grimme Ælling og Klods Hans, som er blandt de ni eventyr på ønskelisten.

At det lige bliver hviderussiske træskærere, som skal udføre arbejdet, hænger sammen med, at der ikke er den store tradition for håndværket i Danmark mere, hvorimod Hviderusland stadig holder det i hævd.

De færdige figurer vil blive sat til salg med det samme, men dog på betingelse af, at figurene kan blive stående i slotsparken igennem hele jubilæumsåret.


Tilbage