HCA NYHEDER 17-årig flygtning kom videre i livet med HCA-legat

Han kom til Danmark som 12-årig fra Kosovo med ar på sjælen og alle odds imod sig. Med legatet "H.C. Andersens Hjælp" på 6000 kroner i ryggen vendte han flere års tabt skolegang til en stor personlig sejr, og han er nu en velfungerende og velintregreret dreng med kursen sat mod Tandlægehøjskolen.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 14 April 2004

Vedat Shemsiu er 17-år gammel og en velfungerende indvandrer i Danmark. Takket være flid i skolen, personlig styrke og legatet "H.C. Andersens Hjælp" på 6000 kroner tidligere i år har han på kun fem år lært sig flydende dansk og integreret sig fuldstændig i det danske samfund.

Han havde ellers alle odds imod sig, da han kom til Danmark fra Kosovo som 12-årig. Flere års tabt skolegang og en række oplevelser i bagagen, som han ikke taler om den selv den dag i dag. Plus næsten umulige lektie-læsnings-forhold i det lille værelse på flygtningencentret, hvor Vedat boede sammen med sine tre søskende og sine forældre, da han lige var ankommet til Danmark.

"Jeg betragter mig selv som nyfødt i Danmark som 13-årig. Fortiden vil jeg ikke tænke på," siger han til Fyens Stiftstidende.

Flittig elev
Legatet "H.C. Andersens Hjælp" bliver givet hvert år til en flittig skoledreng fra en af Odenses kommunale skoler. Som en ekstrem hårdt-arbejdende og flittig elev på Seden skole var Vedat en oplagt kandidat til prisen, og hans lærere har blandt andet begrundet valget med, at "det især skal nævnes, at han taler flydende dansk, er en meget velholdt person blandt kammerater og lærere, har et dejligt glimt i øjet og har vist, at man trods hårde odds kan komme langt med det rigtige gå-på-mod."

"Jeg laver lektier 1-2 timer dagligt og læser blandt andet noveller, romaner og digte for at blive bedre til dansk og lære mere om Danmark," siger han.

Næste år skal han i gymnasiet og derefter på Tandlægehøjskolen, såfremt hans gennemsnit er højt nok til den tid.

"Det er en drøm, jeg har haft, siden jeg var ni år, og den voksede, da jeg kom til Danmark, hvor jeg fik mine tænder undersøgt grundigt. Jeg vil gøre alt for at nå mit mål," siger Vedat.

 


Tilbage