HCA NYHEDER DR Radiosymfoniorkestret fejrer H.C. Andersen

DR Radiosymfoniorkestret er blandt de helt centrale aktører, når dansk kulturliv i 2005 fejrer 200-året for H.C. Andersens fødsel. Ikke kun med de hjemlige torsdags-koncerter, men også med en intensiv turné-virksomhed over hele verden. DR Radiosymfoniorkestret er støttet af H.C. Andersen 2005 Fonden og udgør et af fyrtårnene i den globale fejring af H.C. Andersen.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 24 Marts 2004

Med turnéer i næsten alle afkroge af verden, er DR Radiosymfoniorkestret blandt de fremmeste repræsentanter for såvel dansk kultur som for H.C. Andersen i forbindelse med den verdensomspændende fejring af den danske digter i 2005. Orkestret har allerede planlagt besøg i Kina, Korea, Taiwan, USA, Canada og i de fleste europæiske lande, og der kommer flere til, efterhånden som vi nærmer os 200-året for H.C. Andersens fødsel.

Grundlæggende er repertoiret for fejringen sat sammen ud fra tre kriterier:

- At bruge H.C. Andersen som afsæt til at inspirere nulevende komponister til at skabe interessante værker, der kan uropføres i løbet af 2005.
- At spille nogle af hovedværkerne fra det eksisterende repertoire baseret på H.C. Andersen som for eksempel Stravinskijs "Nattergalen".
- At præsentere en række programmer, hvor der spilles musik af H.C. Andersens venner. For eksempel Mendelsohn, Schumann og Hartmann.

Koncertgængerne kan således se frem til ny musik af blandt andre Poul Ruders, Per Nørgård, Bent Sørensen, Bo Holten, den kinesiskfødte Bright Sheng og endelig det store amerikanske navn Bobby McFerrin. Han gæster både København og Århus sammen med DR Radiosymfoniorkestret og DR Radiokoret.

Endvidere har DR Radiosymfoniorkestret planlagt at udvide entertaineren Sigurd Barretts succesrige formidling af klassisk musik til børn med en turne-version af konceptet "Sigurd og Symfoniorkestret" med henblik på at nå ud til børn og deres forældre over hele landet. Naturligvis med afsæt i H.C. Andersen for en del af programmets vedkommende, så formidlingen af klassisk musik til børn bliver tæt knyttet til digterens eventyr.

"I forrige sæson valgte vi af forskellige årsager kun at lave julekoncerter med Sigurd og Symfoniorkestret i København. Det var en fejl! Det viste sig nemlig, at der sidder rigtig mange familier rundt om i Danmark, som meget gerne vil opleve Sigurd og Symfoniorkestret, og derfor har vi besluttet at tage på den store juleturné igennem hele landet i december 2004," siger orkester- og korchef, Per Erik Veng.

Han slår dog samtidig fast, at det uanset orkestrets ekspansion er torsdagskoncerterne, der er kerneområdet for DR Radiosymfoniorkestret.

"Det er torsdag, man skal sætte en aften af, hvis man vil opleve musik af en meget høj kvalitet leveret af et orkester, der har udviklet sig til et af de bedste i Europa," siger Per Erik Veng.

DR Radiokoret og DR Radiopigekoret
Ud over DR Radiosymfoniorkestret er også DR Radiokoret og DR Radiopigekoret på banen i forbindelse med H.C. Andersen 2005. I samarbejde med Hotel Pro Forma præsenterer DR Radiokoret en helt ny forestilling "Jeg er kun skindød" med udgangspunkt i Andersens efterladte dagbøger.

Forestillingen skabes af Hotel Pro Formas Kirsten Dehlholm, mens musikken skrives af den tyske komponist Manos Tsangaris. Han kombinerer ubesværet komponistens, digterens, slagtøjsspillerens, iscenesætterens og den visuelle kunstners roller.

Desuden vil udvalgte musikere fra DR Radiosymfoniorkestret få en fremtrædende plads i Hotel Pro Formas univers, der som sædvanlig lyssættes af Jesper Kongshaug. Forestillingen får premiere i Schauspielhaus Köln til foråret 2005, mens den danske premiere først finder sted i næste sæson, 2005/06.

Som det er tilfældet med DR Radiosymfoniorkestret og DR Radiokoret, bliver der også skrevet nye værker til DR Radiopigekoret i forbindelse med H.C. Andersen-året.  Både danske Bo Holten og den særdeles anerkendte canadiske komponist Stephen Hatfield skriver ny musik til de danske piger.

Begge værker uropføres ved DR Radiopigekorets koncert i april 2005. I juni 2005 tager koret på en stor H.C. Andersen-turné til USA's østkyst og Canada, og her vil Hatfields værk naturligvis være på programmet.


Koncerter i Radiohusets Koncertsal
med tilknytning til H.C.Andersen:

Torsdag 17. marts:
Stravinskij Feens kys og Nattergalen

Torsdag 7. april:
Finn Høffding: Det er ganske vist,
August Enna: Den lille pige med
svovlstikkerne
Zemlinsky: Den lille havfrue

Torsdag 21. april:
Stephen Hatfield: Nyt værk
Bo Holten: Den lille havfrue
Michael Bojesen: Fra kyst til kyst.

Onsdag 27. april:
Torsdag 28. april:
Bobby McFerrin og H.C.Andersen

Torsdag 19. maj:
Bright Sheng: The Phoenix
Derefter turnée til Kina, Singapore,
Korea og Hongkong.

Koncerter i august 2005 med tilknytning
til H.C.Andersen:

10. august 2005
Amsterdam Concertgeb
Dirigent: Thomas Dausgaard
Solist: Lars Vogt, klaver
Værker af I. P. E Hartmann, Grieg og Carl Nielsen

12. august 2005
BBC Proms, i Royal Albert Hall, London
Dirigent: Thomas Dausgaard
Solister: Lars Vogt, klaver
Inger Dam-Jensen, sopran
Værker af Bent Sørensen, Grieg og Carl Nielsen.


Tilbage