HCA NYHEDER Jens Olesen H.C. Andersen-Ambassadør

Borgmester Anker Boye udnævner erhvervsmanden og kunstmæcenen Jens Olesen til H.C. Andersen-ambassadør.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 22 Marts 2004

Mandag d. 22. marts 2004 blev erhvervsmanden og kunstmæcenen Jens Olesen udnævnt til H.C. Andersen-ambassadør af borgmester i Odense, Anker Boye, ved en ceremoni på Odense Rådhus.

Jens Olesen, som er bosat i Brasilien, er Latinamerika-præsident for reklame- og marketingbureauet McCann-Erickson og primus motor bag en lang række kulturudvekslinger mellem Danmark og Sydamerika.

Takket være Jens Olesens initiativ er et samarbejde mellem H.C. Andersen 2005 Fonden og en af Brasiliens mest berømte sambaskoler, Imperatriz Leopoldinense, kommet i stand. Med støtte fra H.C. Andersen 2005 Fonden tager sambaskolen H.C. Andersen som tema ved næste års karneval i Rio de Janeiro i anledning af 200-året for Andersens fødsel.

Halv millard tv-seere
Dermed får flere hundredtusinder af sambaglade brasilianere og en halv milliard tv-seere verden over mulighed for at opleve H.C. Andersens eventyrfigurer indtage det verdensberømte karneval i Rio de Janeiro.

Jens Olesen har igennem de sidste otte måneder arbejdet sammen med Imperatriz Leopoldinense om forberedelserne til sambaskolens H.C. Andersen-optog i 2005.

Hvert år konkurrerer sambaskolerne i Rio de Janeiro om at præsentere den mest imponerende parade under karnevalet. Næste år har Imperatriz Leopoldinense valgt at bruge H.C. Andersens liv og eventyrunivers som inspirationskilde til deres imponerende udsmykninger og kostumer. Sambaskolens kunstner og ansvarlig for udsmykningen, Rosa Magalhães, besøger i disse dage Danmark, herunder Andersens fødeby Odense, hvor hun udforsker H.C. Andersens liv og værker.

"Vi kunne ikke forestille os en bedre hyldest til Andersens magiske univers end de fantasifulde karnevalsoptog i Rio. At én af Brasiliens mest berømte sambaskoler vælger at gøre H.C. Andersen til tema er en enestående mulighed for at skabe opmærksomhed om 200-året for Andersens fødselsdag. Ikke alene i Brasilien, men i hele Sydamerika," siger generalsekretær for H.C. Andersen 2005 Fonden, Lars Seeberg.

I sin motivationstale pointerede Anker Boye, at Jens Olesen gennem de seneste årtier har været personligt ansvarlig for hovedparten af de kulturudvekslinger, der har fundet sted mellem Danmark og den latinamerikanske verden, og at det derfor også er naturligt, at Jens Olesen er blevet primus motor for fejringen af H.C. Andersens 200 års fødselsdag i Latinamerika.


Tilbage