HCA NYHEDER Danske marts-kokke i Paris

John Kofod og hans to restauranter "Under Lindetræet" og "Sortebro Kro" er blevet inviteret ned på det Danske Hus i Paris den første uge i marts.

Af Mikkel Stjernberg - H.C. Andersen 2005 - 04 Marts 2004

Det er ikke første gang, det sker, men i år er der H.c. Andersen på menuen, og det gør det årlige danske kokkebesøg i Paris til noget ganske særligt. Kokken John Kofod og hans to restaurater "Under Lindetræet" og "Sortebro Kro" er nemlig i Paris i disse dage efter invitation fra det Danske Hus i Paris, der samarbejder med den danske ambassade om besøget.

John Kofod har i den anledning sammensat en H.C. Andersen Menu frit fortolket over den digterens 70 Års Fødselsdags Menu fra 1875. Menuen er et samspil mellem forskellige digte, madoplevelser og vine, som går igen flere gange i H.C. Andersens værker.

Ikke mindst er forbindelsen mellem eventyrene og maden så nærliggende, at Melchior-familien havde udformet Andersens 70-års fødselsdagsmiddag ud fra eventyrenes titler. Melchior-familien var tæt knyttet til H.C. Andersen og tog sig af ham på hans gamle dage.

Menuen som i disse dage bliver præsenteret i Paris er en otte retters menu med alt det danske, man kan tænke sig. Asparges, fjordrejer, smørrebrød og så videre.

Tidligere har kokke som Erwin Lauterbach og Francis Cardenau repræsenteret Danmark i Paris. En tradition der altid finder sted den første uge i marts.


Tilbage