HCA NYHEDER Russisk Andersen-film på vej

Den russiske instruktør Eldar Ryjasanov planlægger en spillefilm baseret på fire af H.C. Andersens mest kendte eventyr.

Af Camilla Jensen - H.C. Andersen 2005 - 24 Februar 2004

Ny russisk spillefilm over fire af H.C. Andersens mest kendte eventyr er på vej ud i virkeligheden med arbejdstitlen "Andersens fantasier".

Baseret på eventyrene Svinedrengen, Skyggen, Prinsessen på Ærten og Den lille Pige med Svovlstikkerne er filmen planlagt som international co-produktion med danske, russiske, tyske, engelske og amerikanske skuespillere.

Ved en sammenkomst på Det Russiske Center for Kultur og Videnskab i København betroede den 76-årige instruktør, at realiseringen af projektet er en gammel drøm, der nu endelig ser ud til at gå i opfyldelse. Eldar Ryjasanov har instrueret mere end 30 spillefilm og tv-serier og regner med, at H.C. Andersen filmatiseringen vil stå som en flot afslutning på hans karriere.

Det russiske tiltag er ikke den eneste H.C. Andersen film, der er på vej op til forfatterens 200-års fødselsdag. Der arbejdes i øjeblikket med hele to danske filmprojekter. H.C. Andersen 2005 Fonden har engageret instruktøren Bille August til en engelsk spillefilm og Nordisk Film samarbejder med Danmarks Radio om et projekt med Rumle Hammerich instruktør.


Tilbage