HCA NYHEDER Chiles præsidentfrue skal være HCA-ambassadør

Mandag 26. januar udnævner Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Alexandra Chiles præsidentfrue, Luisa Durán de Lagos, til H.C. Andersen-ambassadør.

Af Mikkel Stjernberg - H.C. Andersen 2005 - 15 Januar 2004

Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Alexandra udnævner mandag 26. januar Chiles præsidentfrue, Luisa Durán de Lagos, til H. C. Andersen-ambassadør.
 
Det sker på et pressemøde i København, hvor H.C. Andersen 2005 Fonden samtidig præsenterer det første store chilenske H.C. Andersen-projekt i forbindelse med fejringen i 2005.

I det hele taget er Chile tildelt en aktiv og meget synlig rolle i fejringen af H.C. Andersen. En række markante chilenske projekter vil eksempelvis se dagens lys i løbet af jubilæumsåret, men allerede nu bliver Chiles involvering i HCA2005 markeret.
 
Udnævnelsen af Luisa Durán de Lagos sker i forbindelse med, at Chiles præsident, Ricardo Lagos, kommer på officielt besøg til Danmark d. 25. - 27. januar. Han har afsat tid til at deltage i arrangementet på Hofteatret og vil her - på vegne af sin kone - modtage udnævnelsen som H.C. Andersen-ambassadør af Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Alexandra.

Udbrede kendskabet
Luisa Durán de Lagos bliver udnævnt som følge af Chiles fremtrædende rolle i forbindelse med fejringen af jubilæet i 2005 og skal medvirke til at udbrede kendskabet til H.C. Andersen i Chile.

Herudover vil generalsekretær Lars Seeberg, H.C. Andersen 2005 Fonden, præsentere det første store chilenske H.C. Andersen-projekt, som finder sted i samarbejde mellem det chilenske kulturministerium og H.C. Andersen 2005 Fonden.


Tilbage