HCA NYHEDER Odense Rådhus for ansigstløftning op til HCA2005

Rådhuset i Odense skal renoveres for 8,5 millioner kroner og være klar til H.C. Andersens fødselsdag den 2. april 2005.

Af Mikkel Stjernberg - H.C. Andersen 2005 - 07 Januar 2004

Når hele verden fejrer H.C. Andersens 200-års fødselsdag den 2. april 2005 ved en af de største kulturbegivenheder nogensinde, fejrer borgerne i Odense Kommune samtidig indvielsen af deres til den tid nyrenoverede rådhus.

Rådhuset skal nemlig friskes op med både nye farver og lamper, så det ikke fremstår helt så mørkt og trist, som det er blevet beskyldt for at være, skriver Fyens Stiftstidende.

Det er især gangene, mødelokalerne, festsalen og rådhushallen, der trænger til en venlig hånd, og rådhuset benytter sig samtidig af muligheden for at få installeret mere moderne faciliteter i disse lokaler, så det får lettere ved at afvikle udstillinger, møder og koncerter. Endvidere skal de fleste af rådhusets gulve slibes, lige som alle skilte på rådhuset skal udskiftes.

Der røres dog ikke ved rådhushallens kendte kunstværk "Fynsk Forår".

Renoveringen koster 8,5 millioner kroner, og arbejdet, der netop er gået igang, forventes at vare cirka et år.


Tilbage