HCA NYHEDER Plant et træ for Andersen

Egetræsskov på Fyn med form som papirklip af H.C. Andersen mangler finansiering.

Af Mikkel Stjernerbg - H.C. Andersen 2005 - 17 December 2003

De første 162 egetræer står der allerede og danner den spæde begyndelse til mønstret fra et af H.C. Andersens papirklip.

Men træ nummer 163 håber man, at den danske kronprins, H.K.H. Kronprins Frederik, vil plante den 2. april 2005, hvor H.C. Andersen fylder 200 år. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Der er tale om en egetræsskov på Fyn, som set fra oven har form som papirklippet "Solen som ansigt", som i mange år prydede hovedindgangen til digterens museum i Odense.

Træerne står med 15 meters afstand, så de ad åre kan danne store, flotte trækroner og skabe en eventyr-præget kulisse omkring de dyr og mennesker, der færdes blandt dem.

I sol-mønstrets øjne, næse, mund og kinder bliver der lysninger i skoven, så der for eksempel kan indrettes en scene, udsigtstårn eller lignende oplevesesting. Med andre ord en perfekt eventyrkulisse i naturens helt egne materialer og helt efter H.C. Andersens hoved.

Fattes penge
Problemet er bare, at de to millioner kroner, som byrådet i Odense bevilligede for flere år siden til projektet, er brugt på andre ting, så nu skal der findes ekstra ressourcer for at gennemføre planen.

Derfor har Plant et Træ Komiteen nu udbudt 162 sponsorater - et for hvert træ - af 10.000 kroner stykket i håb om, at virksomheder og privatpersoner vil byde ind på projektet.

Med sponsoratet følger et certifikat og et kort, der tydeligt markerer, hvor sponsorens træ står. Desuden får man automatisk en indbydelse til indvielsen af skoven i 2005.


Tilbage