HCA NYHEDER Ny stor kinesisk HCA2005-portal en realitet

Kinesisk HCA2005-portal rammer bredt i det kinesiske landskab.

Af Mikkel Stjernberg - H.C. Andersen 2005 - 03 December 2003

Kineserne har et tæt forhold til H.C. Andersen, og i forbindelse med HCA2005 er Kina et af de vigtigste internationale markeder for projektet at ramme. Herunder også på internettet, hvor HCA2005 netop har etableret en stor kinesisk portal, der skal give kineserne nuancerede oplysninger om, hvad de har i vente i forbindelse med den internationale fejring af H.C. Andersen i 2005.

På hca2005.cn kan kineserne på mandarin følge med i de seneste internationale nyheder og begivenheder vedrørende H.C. Andersen generelt, lige som de har adgang til kinesisk information om aktiviteterne i Kina.

Desuden er der masser af baggrundsmateriale om såvel H.C. Andersen som HCA2005-projektet på portalen, der ligeledes rummer masser af links til de forskellige typer indhold på den internationale HCA2005-portal. Det er en del af hovedformålet med portalen at trække trafik fra hca2005.cn og ind på den internationale og engelsk-sprogede HCA2005-portal.

Ejerskab af HCA
"Hvis ikke vi skulle fejre H.C. Andersen i Kina, så er det ingen andre lande end Danmark, vi skal fejre ham i. Kina har et passioneret og dybfølt forhold til Andersen samt et ejerskab af ham, som vi danskere kun kan være inspireret af. Det kinesiske website er dermed et fremragende symbol på, hvordan en lille kultur som den danske kan udveksle viden og indsigt med en stor kultur som den kinesiske ved hjælp af moderne teknologi," siger generalsekretær for HCA2005 Fonden, Lars Seeberg.

Den kinesiske HCA2005-portal vil blive udviklet løbende og i løbet af 2005 også indeholde diverse former for oplevelses-orienteret indhold. Eksempelvis reportager og interviews i levende billeder og forskellige former for internet-spil for børn og andre legende sjæle, der har lyst til at dykke ned i H.C. Andersens univers på mere alternativ vis.

"Den kinesiske HCA2005-portal er en hjørnesten for projektets aktiviteter i Kina og et væsentligt led i vores kommunikations-strategi. Vi har fra start af lagt stor vægt på vores synlighed på internettet og betragter hca2005.cn som en naturlig forlængelse af vores aktiviteter på den engelsk-sprogede HCA2005-portal. Hca2005.cn er derfor endnu et eksempel på, hvordan vi med HCA2005-projektet forbinder verden," siger kommunikationsansvarlig for HCA2005, Christian Have.



Oplev den kinesiske HCA2005-portal på hca2005.cn
Tilbage