HCA NYHEDER H.C. Andersen på rejseudstilling

H.C. Andersen danner dansk frontfigur for Danmarks stand på verdens største rejse-udstilling i disse dage.

Af Mikkel Stjernberg - H.C. Andersen 2005 - 11 November 2003

Danmark sætter i disse dage alle sejl for at markedsføre H.C. Andersen på verdens største rejse-udstilling, World Travel Market, i London. Målet er at få turister fra hele verden til at strømme til Danmark i 2005, hvor verden fejrer digterens 200-års jubilæum.

"HCA2005-projektet er en enestående chance for at markedsføre Danmark i udlandet," siger chef for Danmark Turistråds kontor i London til Dagbladet Børsen.

Han tilføjer som eksempel på aktiviteterne, at Danmarks Turistråd i Storbritannien har indgået en aftale med undervisningsminsteriet om, at man kan tilbyde en flyvende kuffert til ikke mindre end 13.000 5. klasser. Kufferten er fyldt med alskens H.C. Andersen relaterede ting samt en konkurrence, som hele skoleklassen samlet skal deltage i.

Vinderpræmien er en rejse i H.C. Andersens fodspor, og de irske myndiheder har også netop købt ideen om den flyvende kuffert i skolerne.

"Måske 250.000 børn efter denne indsats vil have et andet forhold til Danmark, og de vil, når de selv kan bestemme, selvfølgelig også tage Danmark med i overvejelserne, når ferien skal planlægges," siger Henrik Kahn.

Irland vild med Andersen
Irland er i øvrigt en succes, når det gælder turiststrømme til Danmark. På fem år er antallet af besøgende irere steget fra 30.000 til 120.000 overnatninger om året.

Det skyldes blandt andet, at Danmarks Turistråd har indgået en aftale med Irlands største kæde af tankstationer, norske Statoil, om at tilbyde rejser til alle kunder til specialpriser.

Der var i 2002 omkring 550.000 britiske overnatninger i Danmark. Storbritannien er den femtestørste leverandør af turister til Danmark - kun overgået af Tyskland, Sverige, Norge og Holland.

Tilbage