HCA NYHEDER HCA2005's webbureau årets gazelle i København

Webbureauet In2media A/S, der blandt andet har lavet portalen her, er netop kåret som årets gazelle i hovedstadsområdet.

Af Mikkel Stjernberg - H.C. Andersen 2005 - 10 Oktober 2003

Med kreativitet som driver og intelligens i løsningerne har webbureauet In2media A/S i løbet af de sidste tre år lagt sig forrest i feltet af danske webbureauer med stadig flere af de tunge kunder på referencelisten.

Blandt andet derfor har de i dag modtaget dagbladet Børsens kåring af dem som årets gazelle-virksomhed i hovedstaden. En udmærkelse der er resultatet af flere års målrettet, kreativt fokus.

Netop derfor har In2media A/S været i stand til at trodse et stagnerende marked og sikre en vækst på 900 procent siden 1999 til det lille webbureau i København.

Selv tilskriver virksomhedens stifter og kreative direktør, Søren Kjær, succesen til en flad ledelsesstruktur og stor alsidighed hos alle medarbejdere. Det har dels bevaret det kreative fokus og begejstringen ved opgaverne hos de ansatte, dels holdt omkostningerne nede på et fornuftigt niveau.

"Vi kan se, at nye features på vores kunders websites får besøgstallene til at stige markant, og derfor tror vi på, at der fremover ligger et kæmpe potentiale i multimedie-løsninger. De fleste virksomheder i dag har kun en tekst liggende, hvor der står noget i retning af, at virksomheden vil være førende inden sin branche, men det er der jo ingen, der gider at læse, hvis ikke visionen bliver formidlet troværdigt. Det er så dér, vi kommer ind i billedet," siger Søren Kjær.

Han tilføjer, at han kun ser de sidste par års stagnation i multimedie-branchen som et nødvendigt dyk for, at branchen kunne konsolidere sig oven på de vilde 90'ere, men at virksomhedernes behov for at kommunikere via multimedie-løsninger vil stige markant, efterhånden som teknologien bliver mere og mere integreret i vores hverdag.

"Det næste helt store skridt i branchen bliver at indbygge intelligens i løsningerne. Noget vi i In2media har haft i pipelinen et års tid, og som vi nu er klar til at fokusere benhårdt på," siger Søren Kjær.


Tilbage