HCA NYHEDER Digtene der ikke kom med

En samling H.C. Andersen-digte, der ikke kom med i udgivelsen "Samlede Skrifter" er nu tilgængelig på bogmarkedet. Med tilhørene noter af Andersen selv.

Af Mikkel Stjernberg - H.C. Andersen 2005 - 08 Maj 2003

Forfatteren Jørgen Skjerk har samlet en række digte af H.C. Andersen, der ikke kom med i den tidligere udgivelse "Samlede Skrifter". Digtsamlingen indeholder ud over digtene også H.C. Andersens private noter omkring det at skrive digte, og det er blandt andet på grund af dem, at Jørgen Skjerk har valgt selv at samle, trykke og udgive digtsamlingen.

"Jeg kender fem-seks tidligere H.C. Andersen-digtsamlinger, udkommet siden 1930, men ingen med den art noget om Andersens glæde, sorg, ærgrelse, raseri, stolthed, ved arbejdet med digte," siger Jørgen Skjerk.

Han tilføjer, at nogle af digtene ikke i sig selv er vanvittigt spændende, men at de bliver det i det øjeblik, man holder noterne op mod dem. Simpelthen fordi noterne viser et billede af "det skabende menneske" på arbejde. Eller netop den indfaldsvinkel til H.C. Andersen, som filminstruktøren Bille August angriber sit store filmprojekt om eventyrdigteren med.

"Jeg bilder mig ind, at de kommentarer, jeg har fundet frem, i nogen grad kan vise noget om Andersens følelser ved at arbejde med digte," siger Jørgen Skjerk, der hele sit liv har næret en stor interesse for H.C. Andersen.

H.C. Andersen. "Digte der ikke kom med i eventyrdigterens "Samlede Skrifter". Udvalgt og kommenteret af Jørgen Skjerk. 613 sider. Privattryk fremstillet i 400 eksemplarer. Pris 550,- kroner mod check til udgiveren Jørgen Skjerk, Tagensvej 235, 2.mf., 2400 København NV.


Tilbage