HCA NYHEDER Prisbelønnet teaterforestilling med til fødselsdag

Cornwalls Internationale Teater Kompagni, Kneehigh Theatre, fra Storbritannien besøger Odense i anledning af fejringen af H.C. Andersens 198-års dag den 2. april 2003.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 28 Marts 2003

H.C. Andersen 2005 har inviteret Cornwalls Internationale Teater Kompagni, Kneehigh Theatre, fra Storbritannien til Odense for at vise den H.C. Andersen-inspirerede forestilling "The Red Shoes".

Det internationalt anerkendte turnéteater har vakt begejstring i adskillige lande med forestillingen, der i 2002 blev belønnet med den prestigefulde Barclays TMA Awards for bedste iscenesættelse. Det er instruktøren Emma Rice, der har instrueret "The Red Shoes", som i den britiske avis The Guardian er blevet beskrevet som ?a show to die for?.

Forestillingen er bygget over H.C. Andersens berømte eventyr "De Røde Sko" og handler lige som den oprindelige historie om en pige, der forelsker sig et par røde sko og nægter at tage dem af, men straffes hårdt for sin forfængelighed.

Kneehigh Theatre har skabt sin egen version af historien, der fremstår som en djævelsk kabaret med musik og billeder ? på én gang makaber, morsom og bevægende.

Det er en historie om frihed og glæde og om fristelsen ved den overfladiske skønhed. Med et visuelt og ekspressivt udtryk har Kneehigh Theatre udviklet en fortællestil, der gør det muligt at komme tæt på publikum verden over.

Kneehigh Theatre spiller på Odense Teater tre gange i løbet af festdagene, nemlig d. 1. april kl. 13.00 og kl. 19.30 og d. 2. april kl. 13.00.


Tilbage