HCA NYHEDER Fire millioner til Bille August film

H.C. Andersen 2005 Fonden har valgt at støtte den danske filminstruktør Bille August med fire millioner kroner til hans kommende spillefilm om den danske eventyrdigter.

Af ms - H.C. Andersen 2005 - 19 Marts 2003

H.C. Andersen 2005 Fondens bestyrelse besluttede tirsdag at donere fire millioner kroner i støtte til Bille Augusts kommende storfilm om H.C. Andersen. Beløbet øremærkes til udvikling af filmen. Det vil sige research, manuskriptudvikling og casting af filmens internationale skuespillere.

"Vi er meget glade for at sikre udviklingen af den internationale storfilm om H.C. Andersen, som Bille August skal i gang med. Vi tror på, at Bille August er den helt rigtige til at lave en film, der for alvor kan være med til at udbrede kendskabet til vores måske mest berømte forfatter," siger formand for H.C. Andersen 2005 Fondens bestyrelse og borgmester i Odense, Anker Boye. 

De fire millioner kroner fra H.C. Andersen 2005 Fonden bliver den første væsentlige platform for filmen at hvile på, fordi de finansierer et manuskript til filmen i international klasse. Med det i hånden vil Bille August have lettere ved at tiltrække de største internationale skuespillere til filmen, og når først de har sagt ja, er vejen banet for den helt store finansiering.

"Jeg forestiller mig virkelig store stjerner i rollerne. For eksempel folk som Anthony Hopkins og Julianne Moore. Har man sådanne navne med sig, er der ingen problemer med at rejse kapital," siger Bille August.

Modsætningernes mand
For Bille August lægger den nærmeste fremtid dermed op til en søgen efter den rigtige manuskriptforfatter, der kan levere et manuskript af meget høj international klasse, og som ikke lægger op til et historisk kostume-drama.

"Jeg har altid været fascineret af, at H.C. Andersen var modsætningernes mand. Meget naiv og barnlig, men samtidig utrolig dybsindig. Desuden finder jeg det interessant, at han fornægtede sin sociale oprindelse i arbejderklassen, men i kunsten altid var solidarisk med de fattige og svage. Han brugte fantasien som helbredende middel og som noget, der kunne give hans liv mening. Derfor er det vigtigste for mig at få skabt det psykologiske univers i filmen. Kan vi nå ind til den centrale del af det, får omgivelserne ikke den store betydning," siger Bille August.

Bille er bedst
Også generalsekretær for H.C. Andersen 2005, Lars Seeberg, glæder sig over valget af Bille August og det kommende filmprojekt, som bliver en hjørnesten i den internationale fejring af H.C. Andersens 200-års fødselsdag i 2005.

"Vi fik mange tilbud efter vores besøg i Cannes sidste år, men ingen af dem var rigtige. Pludselig under et tilfældigt møde med Bille August finder vi ud af, at det selvfølgelig skal være ham, som skal stå for filmen," siger Lars Seeberg.

De fire millioner kroner fra H.C. Andersen 2005 Fonden bliver suppleret af 50.000 Euro, som Bille August modtager i form af Odense Bys H.C. Andersen Pris. Prisen er fremadrettet og tildeles en kunstner, der skal være med til at udbrede kendskabet til H.C. Andersen. Bille August får således prisen for hans engagement i forbindelse med planlægningen af storfilmen om H.C. Andersen. Odense Bys H.C. Andersen Pris overrækkes på Odense Teater den 2. april i år i anledning af fejringen af digterens 198-års fødselsdag.


Tilbage