H.C. Andersens Hus åbner papirklip-udstilling

06 Juni 2003 , Udstilling (inkl. permanente)
Danmark - Odense

Den kinesiske papirklipper, Lu Xue, har foræret H.C. Andersens Hus 112 papirklip over fem af H.C. Andersens eventyr. Udstillingen åbner 6. juni 2003.

Den længe ventede udstilling af de 112 kinesiske papirklip over H.C. Andersens eventyr åbner i dag i H.C. Andersens Hus i Odense. Papirklippene er udfærdiget af den meget anerkendte kinesiske papirklipper, Lu Xue, som desværre ikke kan være tilstede i forbindelse med åbningen af udstillingen. Lu Xue har fået rejseforbud af de kinesiske myndigheder på grund af SARS-problematikken.

I stedet kommer hun omkring den 1. september i år og giver her prøver i museet på sin suveræne klippe-teknik. Ingen af hendes papirklip er nemlig skårede, men udelukkende klippet. En meget svær kunst at mestre.

De 112 papirklip blev sidste år givet i gave til H.C. Andersens Hus, og efter en travl ombygning af museet er det nu parat til at vise Lu Xues papirklip frem for offentligheden.

Kina har i århundreder været berømt for sin papirklip-tradition, og de 112 klip giver et spændende indblik i en fremmedartet H.C.  Andersen-tradition, der i Lu Xue's kunst er påvirket af både kinesisk teknik og af vestlig form.

Lu Xue tilhører Kinas absolutte elite af papirklippere og har udstillet overalt i Asien samt flere steder i Europa og i USA. De 112 klip fordeler sig på fem H.C. Andersens eventyr:
"Den lille Havfrue",  "Kejserens nye klæder", "Den grimme ælling", "De vilde svaner" og "Den lille pige med  svovlstikkerne".



Tilbage





Kalender navigation