USA





























THOMAS HELMIG

Sanger, sangskriver, musiker og producer. Født den 15. oktober 1964 i Århus. Droppede ud af gymnasiet i 1981 for at satse på en karriere som musiker. Blev i 1983 sanger i Elevatordrengene. Fik sit gennembrud med debutpladen Thomas i 1985, hvor han også medvirkede på støttesinglen "Afrika" og sangduetten "Venner" med Anne Linnet fra filmen Den Kroniske Uskyld.

Fra 1986 dannede Helmig par med en anden kendt, dansk sanger, Søs Fenger, og de nød fælles succes i 1988 med en duet på julesangen "Når sneen falder" og AIDS-støttesinglen "Den jeg elsker, elsker jeg."

Helmigs egne albums, 2 (1986) og Kære Maskine (1987), var også store succeser, og da Helmig udgav albummet Vejen Væk i kølvandet på sin skilsmisse fra Søs Fenger, blev sangen "Nu hvor du har brændt mig af" et stort hit. Efterfølgeren, Løvens Hjerte (1990), solgte imidlertid ikke så godt og blev Helmigs sidste dansksprogede album.

Helmig udsendte sit første engelsksprogede album Rhythm i 1992, og i 1993 fulgte Say When, som modtog tre danske Grammyer ved årets prisuddeling. Men den helt store succes vendte først tilbage i 1994 med albummet Stupid Man, som solgte 250.000 eksemplarer og vandt seks danske Grammyer.

Herefter blev Helmigs popularitet konsolideret med pladerne Groovy Day (1996), Dream (1999), IsItYouIsItMe (2001) og opsamlingerne Årene Går (1997) og Wanted (2000). Helmigs nyeste album, El Camino udkom i april i år.

Helmig har endvidere skrevet sange til bl.a. Hanne Boel, Lis Sørensen og Sanne Salomonsen.

Privat bor Helmig i Risskov ved Århus sammen med den tidligere model Renée Toft Simonsen og deres børn fra såvel nuværende som tidligere forhold.