Spejlvendt daguerreotypi, her retvendt.
Den ældste, endnu eksisterende fotografiske optagelse af H.C. Andersen er det smukke, lille daguerreotypi i H.C. Andersens Hus i Odense. Andersen er i sit stiveste puds til lejligheden, kjole og hvidt, flip og sløjfe, smukt friseret. Og den pyntelige ordensdekoration har han med vilje anbragt i det højre revers, som er det forkerte, fordi han vidste, at det på denne måde ville komme til at sidde i den rigtige, venstre side på det færdige daguerreotypi, som var spejlvendt. Eksponeringstiden var flere minutter, deraf den noget stive kropsholdning. Alligevel fremviser Andersen et roligt, ligesom drømmende ansigtsudtryk. Han har næppe været bevidst om at se ud på nogen bestemt måde.
Foto af: Ferdinand Petersen, København, 1847.
Fotografi på saltpapir.
I 1850erne slog papirsfotografiet efter engelsk mønster igennem i hele Europa. Andersen blev fotograferet efter den nye metode under en rejse i Tyskland i 1854, hvor han poserede for en ukendt fotograf i Dresden. Resultatet var denne gang mindre heldigt. Andersen noterede i sin dagbog: "Mandag 22 Mai. - Kjørt hen og blevet photographeret, sad 3 Gange; saae ud som en skrællet Nøddeknækker."
Foto af: Ukendt fotograf, Dresden, 1854.
To fotografier udklippet og opsat på karton.
Disse to indgående ansigtsstudier af H.C. Andersen blev optaget med det formål at tjene som forlæg for et litografi, som skulle sendes i billedhandelen. Det var endnu før man var begyndt at handle med fotografier i større stil. Andersen gør sig umage for at sidde helt stille under den lange eksponering, men på det ene af dem viser han sig alligevel med et meget nærværende og indtagende smil, hvad der var noget af en sjældenhed på disse vilkår. (Sort/hvid affotografering).
Foto af: Ukendt fotograf, København, 1857.
Franz Hanfstaengl, München, 1860.
Under et ophold i München i 1860 blev Andersen foreviget to gange af en af Europas førende fotografer, Franz Hanfstaengl, som havde bedt ham sidde for sig til et værk med portrætter af tidens største berømtheder. Han indfangede det lysende digtergeni i et storladent beåndet portræt. Andersen, som havde været temmelig nervøs inden optagelsen, blev henrykt over resultatet. Den 3. august skrev han til sin gode ven Edvard Collin: "Aldrig har jeg seet et saa smukt og dog lignende Portræt af mig! Jeg blev aldeles overrasket, forbauset ved at Sollyset kunde forme en saadan Skjønheds-Skikkelse af mit Ansigt. Jeg er smigret i utrolig Grad og dog er det Photographie kun. De vil faae det at see; det er det eneste Portræt min Forfængelighed ønsker gaaer over til Efterverdenen. Hvor de unge Damer da vilde sige: At han ikke blev gift?!". Collin meldte tilbage, at billedet efter hans mening havde en del godt, "kun er Minen overflødigt udfordrende."
Foto af: Franz Hanfstaengl, München, 1860.
Franz Hanfstaengl, München, 1860. Udsnit.
Med det andet portræt demonstrerede Hanfstaengl, at han også havde øje for den mørke side af H.C. Andersens sind. Det er portrættet af det dæmoniske mesterstykke Skyggens digter, som selv var plaget af de dæmoner, han beskrev. Om dette portræt skrev Andersen, at "det behagede mig mindre"; og hos hans ven Edvard Collin, gjorde det heller ikke megen lykke. Billedet er måske nok mindre typisk som et billede af Andersens udseende, men det er stadigvæk et mesterligt psykologisk portræt.
Foto af: Franz Hanfstaengl, München, 1860.
Komponisten Ravnkilde fra hans Ven H.C. Andersen, Rom 24 Mai 1861.
I løbet af 1860'erne blev visitkortfotografiet den store mode, og Andersen blev en storforbruger af dem. Ideen var, at man præsenterede sig ved hjælp af sit billede, når man ville aflægge visit. Som regel indeholdt de ikke meget mere end et almindeligt signalement af personen, omtrent som vore dages pasfotos. De kom i billedhandelen overalt og blev enormt populære også som samleobjekter. Det første, Andersen fandt vellykket nok til at anvende efter formålet, blev optaget i Geneve på opfordring af en schweizisk digterkollega, Henri Blanvalet. Andersen har givetvis været nem at lokke.
Foto af: Francois Vuagnat, Geneve, 1860.
Georg E. Hansen, København, 1860-61.
Georg E. Hansen blev H.C. Andersens foretrukne fotograf gennem årene, og han var den første, danske fotograf, der kom til at fremstille visitkortfotografier af digteren. I begyndelsen prøvede man sig frem med forskellige positurer. De første forsøg var endnu ret usikre, det kunne let gå hen og blive for selvbevidst, eller alt for afslørende i forhold til Andersens lange arme og ben.
Foto af: Georg E. Hansen, København, 1860-61.
Georg E. Hansen, København, 1862.
Georg E. Hansen indførte et bord i kompositionen til tingenes indbyrdes afbalancering, men da han bad Andersen om at læne sig til en almindelig, højrygget stol, var det ved at gå galt. På grund af sin højde måtte Andersen bøje sig urimeligt langt ned og kom derved til at stå aldeles akavet på sine ben. Man rettede sig så op igen og samlede frakkeskøderne om de problematiske ben. Overfrakken og den høje hat, som nu kom til, var i øvrigt helt i overensstemmelse med visitkortfotografiets ide: Man blev fotograferet, som man stod i entreen og ventede på at blive indladt, efter at kortet var båret ind til herskabet.
Foto af: Georg E. Hansen, København, 1862.
Georg E. Hansen, København, 1862.
Endelig fandt Georg E. Hansen på at bede Andersen sætte sig ned og støtte sig til bordet for at finde en mere naturlig og afslappet attitude. Billederne blev sådan set smukkere og smukkere, men det endte med, at Andersen kom til at se ud, som om han kedede sig gudsjammerligt. Egentlig ikke nogen særligt høflig måde at præsentere sig på.
Foto af: Georg E. Hansen, København, 1862.
Budtz Müller, København 1863
Visitkortfotografiet var under stadig udvikling. Budtz Müller, som blev H.C. Andersens anden foretrukne fotograf i København, installerede sig for eksempel med en skovlig idyl i form af et rullegardin og kunne nu illudere vandringsmand i det grønne, også selvom skovbunden faktisk var beklædt med linoleum.
Print
)
)
)
){kind=link}
){kind=link}
){kind=link}
){kind=link}
){kind=link}
){kind=link}
){kind=link}