ELEV ELLER GENI...


Model af Jens Galschiøts planlagte H.C. Andersen fortællebrønd til at stille op i Odense centrum. Foto af Lars Bjørnsten hcandersen-homepage.dk 2003.

Man skal kunne hitte på for at blive digter - det kunne se ud til at være en af pointerne i H.C. Andersens eventyr Hvad man kan hitte paa.


Men er man født med evnen til at hitte på, eller skal den have hjælp i form af en vejledende hånd?

I romantikken blev det at kunne digte oftest opfattet som gave og en særlig evne, digteren var udstyret med fra sin skabers hånd. Faktisk var han en lille skaber selv. Derfor var digtning heller ikke et håndværk, der kunne læres ved at øve sig i regler. Man havde den opfattelse, at man i tiden før romantikken i det, vi i dag vil kalde klassicismen, havde dyrket åndløs imitation, og at digtning ofte bestod i at kunne snedkerere med sproget på den rigtige måde ved hjælp af retorikkens regler. (Se mere om denne tradition i næste forløb 'Imitation og stileskrivning').
   Som en reaktion herpå var romantikken bl.a. optaget af universalpoesien, hvor grænserne mellem genrer skulle nedbrydes, tvungne mekaniske metre skulle opgives, og skellet mellem filosofi og digtning nedbrydes.

I teksterne i dette punkt kommer du til at arbejde med H.C. Andersens beskrivelser af mislykkede digtere, der ikke havde det medfødte talent og derfor enten ville studere sig til det eller mente allerede at have studeret sig til det. Og her afspejles konflikten mellem det at være et naturtalent og at studere sig til digtningen. Men hvordan beskriver H.C. Andersen konflikten? Prøv at læse eventyret Hvad man kan hitte paa og klippene fra Improvisatoren.



Klik på punkterne Tekst og Arbejdsopgaver i menuen for at arbejde med emnet.