Dobbeltgængermotivet var meget yndet blandt forfatterne i første halvdel af 1800-tallet. Forfatteren Svend Åge Madsen (f. 1939) har skrevet en veloplagt og drilagtig oversigt over, hvordan motivet er blevet anvendt i en lang række værker.

Hos H.C. Andersen er dobbeltgængeren en skygge, og eventyret har fremkaldt to typer af fortolkninger. Skyggen er blevet fortolket psykologisk: den er de fortrængte sider af psyken. Og kulturhistorisk: den er bagsiden af tidens dannelseskultur. Uffe Hansen har foreslået en tredje fortolkning. Der var i tiden stor interesse for hypnose, og man mente, at folk under hypnose afslørede usædvanlige evner, som de ellers ikke havde. De kunne fx spille instrumenter, de aldrig havde lært at spille på. Men som Uffe Hansen skriver:

"Andersens holdning var, at dømme efter Skyggen, at man aldrig skulle røre ved de dele af personligheden, der lå uden for normalbevidsthedens domæne".

Også kunstnerne var interesseret i motivet. Se i Galleriet.

Andersen diskuterede jævnligt overnaturlige emner med sin gode ven, digteren B.S. Ingemann, og Ingemann har selv skrevet en novelle om et lignende emne, Selv-Citationen fra 1847. 

Den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe skrev to år tidligere en novelle med samme emne, Sandheden om M. Valdemar.

En sammenligning af de tre noveller giver et godt indtryk af ligheder og forskelle mellem dansk og amerikansk litteratur på det tidspunkt, da den amerikanske litteratur var ved at løsrive sig fra sine europæiske rødder.

Se litteraturhenvisninger til alle de nævnte tekster i Perspektivering.