LISZT

H.C. Andersen: Liszt. Af: En Digters Bazar

Det var i Hamborg i Hotellet: Stadt London, Liszt gav Concert! Salen var i nogle faa Øieblikke propfuld, jeg kom for silde, men jeg fik dog den bedste Plads tæt op til Tribunen hvor Fortepianoet stod, thi man skaffede mig op ad en Bagtrappe. Liszt er en af Kongerne i Tonernes Rige, og til ham førte mit Selskab mig, som sagt, op ad en Bagtrappe, det skammer jeg mig ikke ved at bekjende.
   Salen, ja selv Sideværelserne, straalede af Lys, Guldkjæder og Diamanter! ikke langtfra, hvor jeg stod, laae i en Sopha en Jødepige, fed og pyntet, hun lignede en Hvalros med Vifte. Solide Hamborger Kjøbmænd stode murede op paa hverandre, som var det en vigtig Børs-Sag der skulde afhandles; der sad dem et Smiil ved Munden, som havde de alt kjøbt Papirer og vundet utroligt. Den mythologiske Orpheus kunde ved sit Spil sætte Stene og Træer i Bevægelse, den nye Orpheus-Liszt havde alt før sit Spil electriseret dem; Rygtet havde med sin mægtige Nimbus aabnet Øine og Øre paa Folket, saa det alt syntes at erkjende og høre det som vilde følge! jeg selv følte i Straalerne af disse mange flammende Øine, denne forventningsfulde Hjertebanken, Nærmelsen af en stor Genius, der med dristig Finger afpeger Grændsen for sin Kunst i vor Tidsalder!
   I London, denne Maskinernes store Verdens-By, eller i Hamborg, dette europæiske Handels-Contoir, bliver det charakteristisk, første Gang at høre Liszt, da svarer Tid og Sted til hinanden, og i Hamborg skulde jeg høre ham. Vor Tidsalder er ikke længer Phantasiens og Følelsens, den er Forstandens, den techniske Færdighed i enhver Kunst og i enhver Haandtering er nu en almindelig Betingelse for deres Udøvelse; Sprogene ere blevne saa uddannede, at det næsten hører til at skrive Stiil, det at kunne sætte sine Tanker i Vers, der for et halvhundrede Aar siden vilde have gjaldt for en sand Digters Arbeider; i hver stor By finder man i Dusinviis Folk, der exeqverer Musik, med en sådan Færdighed at de for tyve Aar siden kunde have ladet sig høre som Virtuoser. Alt Technisk, saavel det Materielle, som det Aandelige er i vor Tid i sin høieste Udvikling, vor Tid erholder herved en Flugt, selv i de døde Masser!
   Vore Verdens-Genier, ere de ikke Mode-Skummet kun af denne Brydning i vor Tidsudvikling, men ægte Aander, maae kunne udholde den kritiske Sønderlemmelse og hæve sig høit over det der kunde tilegnes; de maae, hver paa deres aandelige Plads, ikke blot udfylde den, men give noget Mere! - de maae som Coraldyret sætte endnu en Størrelse til Kunstens Træ, eller deres Virksomhed er ingen!
   I den musikalske Verden har vor Tid to Pianoets Fyrster, der saaledes fylde deres Plads, det er Thalberg og Liszt.
   Som et electrisk Slag gik det gjennem Salen, da Liszt traadte ind; de fleste Damer reiste sig, det var som kom der en Solglands over hvert Ansigt, som om alle Øine modtog en kjær, elsket Ven! - jeg stod ganske nær ved Kunstneren, det er en mager, ung Mand, et langt mørkt Haar hang om det blege Ansigt; han hilsede og satte sig ved Claveret! Hele Liszts Ydre og Bevægelighed viser strax en af disse Personligheder, man bliver opmærksom paa i og alene ved deres Eiendommelighed; Guddomshaanden har paatrykt dem et eget Stempel, der gjør dem kjendelig mellem Tusinde. Som Liszt der sad foran Fortepianoet, var paa mig det første Indtryk af hans Personlighed, dette Udtryk af stærke Lidenskaber i hans blege Ansigt, at han forekom mig en Dæmon, der var naglet fast til det Instrument hvorfra Tonerne udstrømmede, de kom fra hans Blod, fra hans Tanker; han var en Dæmon, der skulde spille sin Sjæl fri; han var paa Torturen, Blodet flød og Nerverne zittrede; men alt som han spillede svandt det Dæmoniske, jeg saa det blege ansigt faae et ædlere og skjønnere Udtryk, den guddommelige Sjæl lyste ud af hans Øine, ud af hvert Træk, han blev skjøn, som Aand og Begeistring kan gjøre det!
   Hans "Valse infernale" er mere end et Daguerreotyp-Billede af Meyerbeers Robert! - vi staae ikke udenfor og beskue det kjendte Maleri, nei vi sættes ind i det, vi stirre ned i Dybet selv og opdage nye hvivlende Skikkelser. Det lød ikke som et Fortepianos Strænge klang, nei, hver Tone syntes klingende Vanddraaber!
   Den, som beundrer Kunsten i technisk Færdighed, maa bøie sig for Liszt, den, som det Geniale, det af Gud givne henriver, bøier sig endnu dybere! vor Tids Orpheus har ladet Tonerne bruse gjennem Maskinernes store Verdens-By og man fandt og erkjendte, som en Kjøbenhavner har sagt "hans Fingre ere lutter Jernbaner og Dampmaskiner," hans Genius endnu mægtigere til at drage Verdensaanderne sammen, end alle Jernbaner om Jorden. Vor Tids Orpheus har ladet Tonerne klinge i det europæiske Handels-Contoir og, i det mindste i Øieblikket, troede Folket Evangeliet: Aandens Guld har en mægtigere Klang end Verdens.
   Man bruger tidt, uden at tydeliggjøre sig det, Udtrykket: et Hav af Toner, og et saadant er det der strømmer ud fra Fortepianoet, hvor Liszt sidder. Instrumentet synes forvandlet til et heelt Orchester, det formaae ti Fingre, der eie en Færdighed der kunde kaldes fanatisk, de føres af den mægtige Genius; det er et Hav af Toner, der just i sit Oprør er et Speil for hvert glødende Gemyts øieblikkelige Livs-Opgave. Jeg har truffet paa Politikere, der ved Liszts Spil begreb, at den rolige Borger kunde gribes ved Marseillaisens Toner, til at tage Geværet, styrte sig fra Hjem og Arne og kjæmpe for en Idee! jeg har ved hans Spil seet rolige Kjøbenhavnere med dansk Efteraars-Taage i Blodet blive politiske Bacchanter; Mathematikere have svimlet i Klangfigurer og Beregninger om Lyden. Unge Hegelianere, og det de virkelig begavede, ikke de døde Hoveder, der kun ved Philosophiens galvaniske Strøm gjøre en aandelig Grimasse, skuede i dette Tonehav Videnskabens bølgeformige Fremskriden mod Fuldendelsens Kyst, Digteren fandt i den sit hele Hjertes Lyrik eller det rige Klædemon for sine dristigste Skikkelser! - den Reisende, ja jeg slutter fra mig selv, han faaer Tonebilleder af hvad han seer eller skal see, jeg hørte hans Spil, som en Ouverture til min Reise, jeg hørte hvor mit eget Hjerte bankede og blødte ved Afskeden fra Hjemmet; jeg hørte Bølgernes Levvel, Bølgerne, som jeg igjen først skulde høre ved Terracinas Klipper; det klang som Orgeltoner fra Tydsklands gamle Domkirker, Gletscherne rullede fra Alpernes Bjerge og Italien dandsede i Carnevals-Dragt og slog med sin Brix, medens det i Hjertet tænkte paa Cæsar, Horats og Raphael! Det brændte fra Vesuv og Ætna, Dombasunen lød fra Grækenlands Bjerge, hvor de gamle Guder ere døde; Toner jeg ikke kjendte, Toner jeg ei har Ord for, tydede paa Orienten, Phantasiens Land, Digterens andet Fædreland!
   Da Liszt havde endt sit Spil, regnede der Blomster ned omkring ham, unge nydelige Piger, gamle Damer, der ogsaa engang havde været nydelige Piger, kastede hver sin Bouquet; han havde jo kastet tusinde Tonebouquetter i deres Hjerte og Hoved. Fra Hamborg vilde Liszt flyve til London! der udkaste nye Tonebouquetter, der dufte Poesi over det materielle Hverdagsliv! den Lykkelige, der saaledes kan rejse sit hele Liv! altid see Folk i deres aandelige Søndagsklæder, ja selv i Begeistringens Brudedragt! Mon jeg oftere møder ham? var min sidste Tanke! og Tilfældet vilde at vi skulde mødes paa Reisen, mødes et Sted hvor jeg og min Læser mindst kunde tænke; mødes, blive Venner og atter skilles; dog det hører til de sidste Capitler af denne Flugt. Nu drog han til Vittorias By, jeg til Gregor den Sextendes.


Bibliografisk:
Teksten er en scannet og korrekturlæst gengivelse af:
Andersen, H.C.: "Liszt". H.C. Andersen: Romaner og Rejseskildringer I-VII. Bd. VI. En Digters Bazar. Red. H. Topsøe-Jensen, Kbh.: Gyldendal. Det danske Sprog- og Litteraturselskab 1944, s. 10-13.