Af H.C. Andersens Levnedsbog

Mit Besøg hos Weyse, fandt da Sted næste Morgen, og hvilken Henrykkelse, han havde 70 Rdlr til mig, man havde skudt sammen. Siboni lovede desuden at naar jeg kunde gjøre mig forstaaelig paa Tydsk for ham, vilde han synge med mig, og jeg maatte da spise i hans Huus om Dagen. - Jeg var som vanvittig af Glæde; nu følte jeg, at hvad jeg drømte og haabede, maatte opfyldes, at den gode Gud ikke forlod mig, og at nu alle Prøvelserne vare forbi. - Overrasket blev jeg i Grunden slet ikke, jeg havde jo tænkt mig det saaledes, og i alle Romaner og Historier gik det jo dog Helten godt tilsidst. Jeg husker endnu, hvorledes jeg i min barnlige Glæde, da jeg gik ned fra Veise, og var ene paa Gangen, kyssede mig selv paa Haanden og løftede den derpaa mod Himlen for at bringe Gud mit fulde Hjertes Tak. - Weyse raadede mig, at leie mig ind hos nogle skikkelige Folk, og være forsigtig med Pengene, som jeg skulde faae en bestemt Sum af hver Maaned. - Saamange Penge havde jeg endnu aldrig seet, mindre eiet. Jeg følte mig saa riig, saa lykkelig, og skrev et jublende Brev til Hjemmet. - Hos en Madam Thorgesen (en Enke) der boede i Holmens Gade, kom jeg til at logere (og tænk, hun boede just i den smalle Ende af Gaden); jeg var vistnok, efter min Alder, det barnligste Væsen i det hele Qvarteer der. - Nu faldt det mig ind, at min Moder skulde have en halv Søster, der levede i Kjøbenhavn, var Enke efter en riig Søecapitain, hende tænkte jeg at ville tye til, hun kunde jo ingen Skam have af mig, som man alt havde viist, saamegen Interesse. - Ved en Hændelse fik jeg hendes Bopæl opspurgt, uden at det siden har været mig mueligt at erindre hendes Navn, eller jeg har mødt hende, rimeligviis er hun død. - Hun havde i min tidligste Barndom engang været i Odense, var da meget brillant, kom da et Øieblik ind til mine Forældre og gav mig en Sølvskilling, men da min Moder, alfor hæftigt og med stærke Udtryk talte om hendes Rigdom og Stads, skildtes de ad som Fjender. Jeg var af for barnlig Godmodighed, til at tro, sligt kunde længe vare ved, trængte ogsaa til et Slags Hjem og - som sagt, søgte denne Slags Tante op. - Der var ret pynteligt i hendes Huus, hun tog ogsaa ret taaleligt mod mig, men det gik ud over min stakkels Moder, som hun for en pyntelig Dame der i Værelset, udskældte for Raaehed, Mangel paa Dannelse og sagde til sidst: -og see nu sender hun mig ovenikjøbet, efter at have behandlet mig slet, sit Barn paa Halsen! og det en Dreng, var det endda en Pige!- - Kort efter traadte en fremmed Herre ind, -det er Jomfruens Kjæreste!- hviskede Tanten, og bad mig følge sig. Vi gik nu op paa et Loft, hvor hun opholdt mig med Tale om sine Midler og sagde, at jeg kunde imellem komme til hende. Men Maaden hun talte om min Moder paa, den fremmede Dame og hendes Elsker, gjorte et underligt Indtryk paa mig, og da jeg fortalte Madam Thorgesen derom, gruede min Sjæl, thi jeg saae nu, hvilken Maade den gode Tante levede paa og - jeg saae hende aldrig siden - sikkert er hun død; eller ingen af os kjende hinanden.  [?]  Som Dandse-Elev fik jeg ellers Lov til at jeg hver Aften turde gaae op i Figurantindernes Loge i tredje Etage, og her see Comedierne, her sad jeg da i et løierligt Selskab og hørte tidt løierlige Ting, men min Sjæl var reen og min Tanke levede og aande[de] kun for Theatret. - Guldberg læste imidlertid flittig Dansk med mig, lod mig lære Digte udenad, som jeg maatte declamere, og roste mig for alle, som et ufordærvet, barnligt Gemyt, men Pengene han havde til mig hørte op og Madammen vilde have sine 20 Daler, det saae slemt ud. Guldberg holdt en Tale paa Gjæthuset i Anledning af Kongens Fødselsdag, Indtægten tilfaldt mig; og da det hedte i Anoncen at det var til en ung Kunstner der var blottet for Alt, blev det ikke saa ubetydeligt. - Madammen fik da sine 20 Rdlr; jeg hang ellers ret barnlig ved hende, jeg følte slet ikke, som nu, at hun i Grunden var slem ved mig, eftersom jeg var saa fattig. Alt hvad jeg eiede, tog hun jo. Tidt bad hun mig endogsaa at gaae Ærinder langt ud paa Fredriksberg for sig, og gav mig da 4 β derfor, som jeg modtog med megen Glæde og Taknemlighed, thi jeg kunde da kjøbe et Dukke-Ansigt eller et Billede hos Blankensteiner. - Jeg levede i lykkelige Drømme, mærkede næsten slet ikke til den fordærvelige Omgivning der krydsede daglig mit Liv. - Saae jeg ud af Vinduet, var det kun Fordærvelse, mellem Figuranterne, var Talen meget letfærdig, og hjemme hos Madammen - ja der fløttede en nye Madamme ind, en Madam Müller, hvis gamle Fader Hr. Müller næsten hver anden Aften besøgte hende; - det var der jo intet i, men engang kom jeg til Hofdamen Frøken Colbjørnsen og der stod den gamle Müller, ikke i sin simple Frakke, men med Stjerne paa Brystet. Jeg blev ganske forbauset, men sagde ikke et Ord derom. Hr. Müller kjendte mig heller ikke, skjøndt jeg næsten hver Aften lukkede ham ind. - Maddam Thorgesen selv havde en Kjærligheds-Historie - som ikke kommer mig ved, jeg laae i mit lille Kammer og legede med mine Dukker og mit Theater, lod alt Andet flyve forbi, først nu, som Ældre, indseer jeg, paa hvilken Afgrund jeg i Ordets egentlige Forstand legede og drømte.

Bibliografisk:
Teksten er en scannet og korrekturlæst gengivelse af:
Andersen, H.C.: Af: H.C. Andersens Levnedsbog 1805-31 (1926). Udg. H. Topsøe-Jensen. Kbh.: Det Schønbergske Forlag 1988, s. 62ff.