Uddrag af Homer: Odysseen 12. sang.

"(...)
1 Men da vort Skib var ud af Okeanos' skyllende Strømme
2 Sluppet, og atter vi løb paa det vidtbeseilede Havdyb,
3 Kom vi til Øen Aiaia igjen, hvor den dæmrende Dagning
4 Har sin Bolig og hædres med Chor, og hvor Solen sig reiser.
5 Op paa den sandede Kyst vi haled vort Skib ved vor Ankomst,
6 Selv udstege vi saa paa den havbeskyllede Strandbred,
7 Der vi tog os et Blund, og vented paa Morgenens Komme.    

8 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
9 Sendte jeg strax til Kirkes Palads et Par af mit Mandskab,
10 Dem jeg befoel Elpenors afsjelede Legem at hente.
11 Brændsel vi hugged imens, og ude hvor Kysten var høiest
12 Jorded vi Liget med Sorg, og Taarerne randt os paa Kinden.
13 Men da vi Dødningen havde forbrændt med alle hans Vaaben,
14 Tued vi Muld over Graven, og stilled en Støtte paa Tuen,
15 Øverst paa hvilken vi planted hans nemthandteerlige Aare.    

16 Saa vi syslede travlt, men ei for Kirke det dulgtes,
17 At vi var komne fra Hades igjen, thi selv hun paa Stedet
18 Kom i en stadselig Dragt, ledsaget af Terner, som bare
19 Brød og Kjød og blussende Viin i rundeligt Forraad.
20 Trædende frem i vor Kreds udbrød den fagre Gudinde:    

21 Dristige Mænd, som vandred i levende Live til Hades,
22 Dobbelt at døe, da dog Døden kun een Gang Mennesket times!
23 Vel! saa spiser af Maden da nu, og drikker af Vinen
24 Her idag, men imorgen, saasnart der lysner et Dagskjær,
25 Atter I drage tilsøes! baade Veien og alle dens Farer
26 Nævne jeg vil Eder klart, at I ei ved daarlige Anslag
27 Enten til Lands eller Vands skal friste bedrøveligt Vandheld.    

28 Saa hun taled, bevæged' da blev vore mandige Hjerter.
29 Saaledes Dagen igjennem til seent, da Solen sig bjerged,
30 Sad vi og nød fortræffeligt Kjød og Viin, som var liflig,
31 Men da nu Solen sig bjerged, og Mulm udbredte sig vide,
32 Lagde sig Folket til Roe ved Tougene agter i Skibet.
33 Mig tog Kirke ved Haanden, og satte mig fjernt fra mit Mandskab,
34 Leired sig hos mig fortrolig, og fritted mig ivrig om Alting.
35 Hende fortalte jeg da nøiagtigen hvad der var hændt mig,
36 Hvorpaa den værdige Kirke tog Ordet, og talte saalunde:    

37 Dette har nu til Ende du bragt, men læg nu paa Hjerte,
38 Hvad jeg fortælle dig vil, og en Gud derom dig vil minde.
39 Først til Seirenerne komme du vil, som fortrylle tilhobe
40 Hvert et Menneskens Barn, som vover sig nær deres Bolig.
41 Hvo der af Vaade sig nærmer og hører Seirenernes Stemme,
42 Ham skal aldrig hans elskede Viv og uskyldige Smaabørn
43 Meer omringe med Jubel, og froe gjenhilse ved Hjemkomst,
44 Med deres klingende Sang Seirenerne vil ham forkogle,
45 Siddende hist paa en Eng; trindt ligger paa Stranden en Bunke
46 Smuldrende Menneskebeen, al Hud er fra Benene visnet.
47 Derfor du seile forbi, og stop Kameraternes Øren
48 Til med æltede Kager af Vox, at ei af dit Mandskab
49 Nogen skal Sangen fornemme, men lyster du selv den at høre,
50 Lad dine Mænd dig da surre opreist til Foden af Masten
51 Baade med Hænder og Been, og stærkt Mastlinerne knytte,
52 At du kan lytte med Fryd til Sang af de tvende Seirener;
53 Men hvis du beder endda og befaler dit Folk dig at løse,
54 Lad dem da baste dig strax med fleer forsvarlige Strikker!    

55 Er I nu stævnede disse forbi, du selv og dit Mandskab,
56 Da er jeg ikke tilsinds, forud at forkynde dig nøie,
57 Hvad for en Vei af de to du vælge dig vil, men bestemme
58 Maa du det selv i dit Sind, dog vil jeg om begge fortælle.    

59 Hist fremludende Klipper man seer, mod hvilke med Brusen
60 Bølgerne drives af Havets sortøiede Viv Amphitrite,
61 Og af de salige Guder de kaldes de rørlige Klipper.
62 Aldrig en Fugl kan flyve forbi dem, ikke de bange
63 Flygtige Duer engang, som til Zeus Ambrosia bringe,
64 Selv af dem bortsnapper den glindsende Klippe bestandig
65 Een, men Zeus strax skaber en ny, for Tallet at fylde.
66 Aldrig endnu er et Skib blevet frelst, som Klippen sig nærmed,
67 Men en fortærende Ildorkan og brusende Bølger
68 Slænger afsted baade Mændenes Liig og Skibenes Planker.
69 Kuns et eneste Skib, det vidtnavnkundige Argo,
70 Slap i Behold forbi, da det styrede hjem fra Aietes,
71 Dog selv dette var brat blevet knuust mod de vældige Klipper,
72 Var det ei styret af Here, som huldt beskjermed Iason.    

73 Men i den modsatte Retning man seer to Klipper, den ene
74 Stikker mod Skye sit Hoved saa spidst, indhyllet i blaalig
75 Taage, som aldrig fortrækker, og hverken om Høst eller Sommer
76 Vorder dens Isse belyst af klar reensmilende Blaaluft.
77 Op eller ned af Klippen kan ei nogen Dødelig klyve,
78 Selv om ti Par Hænder og ti Par Fødder han eied,
79 Thi den er glat, som om Stenen var trindt tilhugget og slettet.
80 Midt i Klippen en Hule man seer, indhyllet i Natmulm,
81 Vendt mod Mørket og Erebos hen, og den vil I mulig
82 Styre forbi med det bugede Skib, min straalende Konning!
83 Selv om den dygtigste Gut fra det hurtige Skib med sin Bue
84 Skjød derind, traf Pilen dog ei den inderste Fjeldkløft.
85 Der har Skylla sin Bolig, det frygtelig glammende Udyr,
86 Og hendes Røst er skingrende klar, som Bjef af en nyfød
87 Hund, men arg hun er, og ei skal Nogen sig fryde,
88 Ei en Guddom engang, som faaer Utysket at skue.
89 Sex Par Fødder i Alt hun har, vanskabte tilhobe,
90 Sex fremstikkende Halse dertil, og paa hver af disse
91 Sidder et grueligt Hoved, hvori tre Rader af Tænder,
92 Talrige, tæt ved hverandre, bebudende Døden den sorte.
93 Lige til midt paa Livet hun sidder i Hulen fordybet,
94 Men fra det rædsomme Svælg hun frem sine Hoveder stikker,
95 Gridsk om Hulen hun snuser, og der hun fisker sig jevnlig
96 Baade Delphiner og Sæler, ja fanger endog af de store
97 Haier, hvoraf Amphitrite, den brusende, fostrer saa mange.
98 End har aldrig en Skipper sig roest, at han der med sit Fartøi
99 Løb i Behold forbi; i hvert af Gabene Skylla
100 Bærer en Mand, som hun rev fra den mørkblaastavnede Snekke.    

101 Lavere nede den anden du seer af de Klipper, jeg nævned,
102 Dog den første saa nær, at en Piil kan lange derover.
103 Der er en Figen, som hæver sig høit med løvrige Grene,
104 Nede ved denne Charybdis indsuger det sortladne Søvand,
105 Tregange spyer hun det ud, og tregange suger hun daglig.
106 Gid du ei maa komme derhen, naar Vandet hun suger,
107 Ei da mægted Poseidon engang at frie dig fra Ufærd.
108 Derfor du hellere styre dit Skib tæt ind under Skyllas
109 Klippe saa snelt du formaaer, langt bedre det er dog i Sandhed,
110 Sex af Folket ombord end den hele Besætning at miste.    

111 Saa hun taled, og jeg hende flux gjensvared og sagde:
112 Dette, Gudinde! jeg beder, sandfærdigen du mig besvare.
113 Var det ei muligt at slippe forbi den grumme Charybdis,
114 Og imod Skylla mig værge, saasnart mine Folk hun vil myrde?    

115 Saa jeg taled, da gav mig til Svar den fagre Gudinde:
116 Dristige Mand! vil ogsaa du her til Kamp og til Voldsfærd
117 Vende din Hu? vil ei engang for Guder du vige?
118 Dødelig er ei Skylla, udødelig er hun det Udyr,
119 Rædsom og lumsk og grum, og ei kan i Kamp hun betvinges;
120 Her er Kjækhed omsonst, at flye er derfor det Bedste;
121 Thi hvis du dvæler ved Klippen, for der til Kamp dig at ruste,
122 Da er jeg bange, hun falder dig an paany og dig griber
123 Med sine Gab, og i hvert af Gabene snapper en Sømand;
124 Roe da forbi saa skrapt du formaaer, og beed til Kratais,
125 Utyskets Moder, som Skylla har født til Menneskens Ufærd,
126 Datteren styre hun vil, at ei hun fornyer sit Angreb.    

127 Komme du skal til Thrinakrias Øe, hvor den hellige Solguds
128 Oxer og mæskede Faar i Mængde paa Vangene græsse.
129 Oxernes Hjorder er syv, og syv er Faarenes Flokke,
130 Hver halvhundrede Kræe, men ved Yngel formeres de aldrig,
131 Mindskes ei heller i Tal, og Gudinder dem vogte paa Græsgang,
132 To skjønlokkede Nympher, Lampetia og Phaethusa,
133 Børn af Hyperions Søn den lysende Sol og Neaira.
134 Men da den værdige Moder, som fødte dem, havde dem fostret,
135 Sendte hun dem til Thrinakrias Øe at boe i det Fjerne,
136 Faderens Hjorder at vogte, hans Faar saavelsom hans Hornqvæg.
137 Lader du disse med Fred og bekymrer dig blot om din Hjemfærd,
138 Da skal I end efter megen Besvær til Ithaka komme,
139 Men hvis I gjør dem Fortræd, da bebuder jeg dig og dit Mandskab
140 Død, og din Snekke Forliis, og om selv end Livet du bjerger,
141 Kommer du seent og suurt til dit Hjem, og berøvet dit Mandskab.    

142 Talt; da reiste sig strax den guldstolthronende Dagning,
143 Og gjennem Øen tilbage da gik den fagre Gudinde,
144 Men til mit Skib begav jeg mig ned, og befoel mine Svende,
145 Selv at skibe sig ind, og Linerne løsne fra Bagstavn.
146 Flux ombord de nu gik, paa Tofterne toge de Sæde,
147 Alle paa Rad, og med Aarer de slog de graalige Bølger.
148 Kirke, den haarfagre bolde Gudinde med Menneskestemme
149 Gav os en rask seilfyldende Bør, paa vort Fart en fortrinlig
150 Fører, thi agter den stod paa vor mørkblaastavnede Snekke.
151 Men da saa Alt ombord var kant og klart til at lette,
152 Sad vi paa Toft, og Vind og Styrmand raaded for Kaasen.
153 Derpaa bedrøvet i Hu jeg talede saa til mit Mandskab:    

154 Venner! det skikker sig ei, at en Enkelt af os eller Tvende
155 Veed alene, hvad Kirke, den fagre Gudinde, har spaaet os;
156 Thi vil jeg sige det høit, at vi velunderrettede Alle
157 Enten kan døe, eller flye Fordærv og reddes fra Henfart.
158 Først hun alvorlig os byder at skye de lumske Seireners
159 Altforkoglende Sang og den blommede Eng, hvor de synge.
160 Jeg alene maa lytte til Tonerne; dog skal I surre
161 Fast mig med snærende Reeb opreist til Foden af Masten,
162 Saa jeg mig ikke kan røre, og stærkt Mastlinerne knytte.
163 Beder jeg Eder endda og befaler mig atter at løse,
164 Da skal I baste mig strax med fleer forsvarlige Strikker.    

165 Saaledes gjorde jeg nu mine Mænd bekjendte med Alting.
166 Midlertid kom i strygende Fart vor dygtige Snekke
167 Hen til Seirenernes Øe, fremdreven af lempelig Kuling;
168 Strax nu løiede Vinden, og trindt os bredte sig Havblik
169 Uden den ringeste Blæst, en Gud søvndyssede Bølgen;
170 Op da sprang mine Mænd, i en Fart de Seilene fired,
171 Lagde dem ned i det bugede Skib, og sad saa paa Roerbænk,
172 Pidskende Vandet i Skum med de glattilhuggede Aarer.
173 Selv en betydelig Kage jeg tog af Vox, med mit Malmsværd
174 Skar jeg det smaat, og ælted det stærkt med vældige Hænder;
175 Snart blev Voxet da blødt ved den Kraft, hvormed jeg det klemte,
176 Og ved den straalende Sol, Hyperions Søn i det Høie.
177 Voxet jeg klæbed nu trindt om Mændenes Øren tilhobe,
178 Derpaa de surred mig fast opreist til Foden af Masten
179 Baade med Hænder og Been, og stærkt Mastlinerne knytted,
180 Toge saa Plads og slog med Aarer de graalige Bølger.
181 Men da vi var dem saa nær, som en lydelig Stemme kan række,
182 Jagende rask afsted, da saae de den glidende Snekke
183 Nærme sig stærkt i sin Fart, og den klingende Sang de begyndte:    

184 Kom, Odysses! du hædrede Drot, Achaiernes Stolthed!
185 Stands dit Skib, og lyt til den Sang, Gudinder dig synge
186 Aldrig en Mand her seiled forbi paa sin tjærede Snekke,
187 Førend han først havde hørt den liflige Røst af vor Læbe;
188 Glad i Hu han reiser da hjem og beriget med Kundskab.
189 Os er tilfulde bekjendt, hvad Ondt Achaier og Troer    
190     Hist efter Gudernes Raad og Styrelse fristed i Troia;
191 Alt vi veed, hvad der skeer paa den alternærende Jordkreds.

192 Saa med fortryllende Stemme de sang, da lysted mit Hjerte
193 Svart at lytte til Sangen, og Mændene bød jeg mig løse,
194 Nikkende til dem med Hoved, men rask deres Aarer de brugte.
195 Op da sprang Eurylochos flux og med ham Perimedes,
196 Tog nogle Reeb endnu, og basted mig mere forsbarlig.
197 Men da de saa havde roet dem forbi saa langt, at vi ikke
198 Meer kunde høre Seirenernes Sang og klingende Stemme,
199 Bort da slængte paastand mine Mænd det Vox, som jeg klæbed
200 Om deres Øren, og løste de Reeb, hvormed jeg var bunden.    

201 Øen vi neppelig havde paa Bag, da skued jeg klarlig
202 Damp og svulmende Søe, og et Bulder jeg hørte tillige.
203 Rædde da blev mine Mænd, og slap af Haand deres Aarer;
204 Pladskende lydt de slæbte for Strøm, da sakked mit Fartøi
205 Strax, thi ei nogen Haand tog Tag med de vældige Aarer.
206 Hen over Dækket jeg gik nu paastand, og muntred mit Mandskab,
207 Frem jeg treen, og med kjærlige Ord til dem Alle jeg talte:    

208 Venner! vi ere jo ei hidtil ukjendte med Trængsler;
209 Større forsand er Faren ei her, end dengang Kyklopen
210 Spærred os inde med frygtelig Kraft i sin hvælvede Hule,
211 Derfra vi dog ved min Kjækhed, min Køgt og mit snedige Paafund
212 Slap i Behold; den Dyst er vel knap Eder gaaen ad Glemme.
213 Hører da dette mit Ord, og lader os Alle det følge!
214 Tager paa Tofterne Plads, og slaaer de brændende Bølger
215 Kraftig med Aarernes Blad, om maaskee den høie Kronion
216 Huldt os forunder at frelses ved Flugt af denne vor Qvide.
217 Hør saa, Styrmand! hvad sige jeg vil, og læg det paa Hjertet!
218 Thi paa det bugede Skib er det dig, som raader for Roret.
219 Styr brav langt fra Brændingen hist og udenom Røgen,
220 Hold ad Klippen derhenne, og pas paa Skuden, at ikke
221 Hist hun smutter dig hen, om en Hals da var vi tilhobe.    

222 Saa jeg taled, og Mændene flux adlød min Befaling.
223 Dog om Skylla jeg taug som en uafværgelig Fare,
224 Thi jeg befrygted forsand, at af Skræk mine Folk skulde standse
225 Brat med at roe, og sig skjule maaskee i Rummet af Skibet.
226 Ogsaa forglemte jeg ganske den piinlige, strenge Formaning,
227 Kirke mig gav, da hun reent forbød til Kamp mig at væbne.
228 Flux min glimrende Rustning jeg axlede, greb udi Haanden
229 To langskaftede Spyd, og stilled paa Dækket mig forskibs,
230 Thi jeg formoded, at der hun først vilde komme tilsyne,
231 Skylla, det Fjeldutyske, som stod mine Mænd efter Livet;
232 Dog hun var ei at see, og bitterlig alt mine Øine
233 Sved af at stirre med speidende Blik mod den taagede Klippe.    

234 Hjertebeklemte tilhobe vi styred nu op gjennem Sundet;
235 Her os truede Skylla, og hist den barske Charybdis
236 Suged af Havet paa frygtelig Viis det bølgende Saltvand.
237 Hvergang hun spyede det ud, da plumredes Vandet og bobled
238 Høit som en Kjedel paa blussende Baal, og Skummet i Veiret
239 Steg og besprøitede Toppen af begge de kneisende Klipper.
240 Naar derimod af Havet hun slugte det bølgende Saltvand,
241 Sank Midten den plumrede Strøm med et Brag, saa det dønned
242 Huult i Klippen omkring, og man saae den svælgende Havbund
243 Sort af det dyndede Sand; da blegned af Skræk mine Svende.
244 Medens paa hende vi stirrede hen med frygtelig Dødsangst,
245 Havde den grusomme Skylla mig alt bortsnappet fra Skibet
246 Sex af mit Folk, de dygtigste Mænd af Kræfter og Arme,
247 Og da jeg kasted et Blik hen over mit Skib og mit Mandskab,
248 Hænder og Fødder jeg saae af de Stakler, som høit allerede
249 Svæved i Luften; med Qval i Hjertet de ynkelig raabte
250 Til mig, og nævnte mit navn, for aldrig at nævne det mere.
251 Som naar en Fisker paa Næs med sin langtfremstikkende Angle
252 Madingen kaster i Søe, Smaafiskene lumsk at forlokke,
253 Ud i Vandet han hiver sin Snor med Røret af Kohorn,
254 Og naar han fanger en Fisk, han iland den sprællende kaster,
255 Saaledes Mændene her blev sprællende slængte mod Klippen;
256 Midt i den gabende Kløft hun dem aad, og frygtelig skreg de,
257 Strækkende frem deres Arme mod mig i gruelig Dødskamp.
258 Aldrig endnu saa ynkeligt Syn var mig kommet for Øine,
259 Skjønt jeg til Rædsler var vant paa min forskende Fart over Bølgen.    
(...)"

Bibliografisk:
Homer: Odysseen. 12. sang Oversat af Chr. Wilster, 1837. Kilde: Det Kongelige Bibliotek.