BAGGRUND

På H.C. Andersens tid var det ikke ualmindeligt, at ganske almindelige borgere bad kongen og andre indflydelsesrige personer om støtte til projekter; det var for mange den eneste chance for at hæve sig op over deres en gang givne økonomiske situation.

Som Andersen skriver i brevet, kunne hans forældre ikke hjælpe ham, så han måtte rende velhavende, indflydelsesrige københavnere på dørene for at få en fod indenfor på teatret.

Det var ikke kun i begyndelsen af sin karriere, Andersen modtog hjælp fra venner og velgørere: hele sit liv nød Andersen godt af rige menneskers velvilje. Der findes fx stort set ikke den danske herregård (se Galleri), hvor han ikke i kortere eller længere tid opholdt sig kvit og frit, mens han skrev - måske mod at medvirke til underholdningen i familien kreds eller ved selskaber ved at læse op af sine værker.