H.C. Andersen: Af Mit Livs Eventyr

[...]
Verdens-Udstillingen i Paris var netop blevet aabnet. Folk fra alle Verdens Lande strømmede derhen. "Fata Morganas" Slot var reist paa Marsmarkens Sandslette, denne selv forvandlet i den skjønneste Have. Jeg maatte derhen; see Eventyr-Synet i vor Tid.
   Allerede den ellevte April var jeg i Banetoget over Fyen, gjennem Hertugdømmerne og Tydskland ihast i Paris. Udstillings-Paladset var reist, men endnu i stadig Fremvæxt; Bygningerne rundt om det, hele Have-Anlæget med Kanaler, Grotter og Vandfald i travl Udvikling, hver Dag saa man de stærke Fremskridt. Alt opfyldte og løftede mig, jeg kom her næsten daglig og mødtes med Bekjendte og Venner fra forskjellige Verdens Lande. Det var som om et stort Stævne var sat her.
   En Dag, da jeg gik herude, kom en elegant klædt Dame med sin Mand, en Neger. Hun tiltalte mig i et blandet Sprog, svensk-engelsk-tydsk. Hun var født i Sverrig, men havde tilbragt sine senere Aar i Udlandet. Hun kjendte mig efter mit Portræt, sagde hun, og presenterede mig sin Mand, den udmærkede Skuespiller, Negeren Ira Aldridge, der netop i disse Dage kaldte Pariserne til Odéon-Theatret, hvor han var optraadt i Othellos Rolle. Jeg trykkede Kunstnerens Haand, vi vexlede paa engelsk nogle venlige Ord. Jeg tilstaar, det fornøiede mig, at ogsaa en af Afrikas begavede Sønner hilsede mig som Ven. Der var en Tid, da jeg ikke havde vovet at udtale Sligt, men min Omgivelse har nu forstaaet, at det ikke er Forfængelighed, men Glæde over alt det Gud forunder mig, "the boy of fortune", og det vil mine Venner i en fjernere Kreds ogsaa snart forstaae.
   En af Herrerne for den engelske Afdeling i Udstillingsbygningen indbød mig en Dag til Middag hos sig i Grand Hôtel du Louvre. Her mødtes jeg med Englænderen Baker, Opdageren af Nilens Kilder; han var her med sin modige, trofaste Kone, som paa den farefulde Reise havde fulgt ham, trøstet, opmuntret og styrket ham. Man tildeelte mig den Ære at føre Lady Baker tilbords.
   Kong Georg af Grækenland var i Paris. Jeg havde den Glæde at gjensee den unge Konge, som jeg havde kjendt fra han som Barn i sine kongelige Forældres Huus lyttede til mine Eventyr. Man ventede hans besøg paa Udstillingen; den græske Afdeling stødte tilfældigviis op til den danske, i eet Skridt var man her fra Grækenland inde i Danmark. Gjennemgangen blev smykket med græske Flag paa Grækenlands Side og danske Flag ud mod den danske Afdeling. Man bad mig skrive en Inskription, og jeg skrev derude paa Stedet et lille Vers, som snart prangede med store Bogstaver mellem de vaiende Faner:

"Her Grækenlands Vaaben og Danmarks Flag
Dig hilse og føle Dit Hjerteslag".

I den danske Afdeling var en Mængde Photographi-Portrætter fra Kjøbenhavn og en riig Samling Buster i Leer af bekjendte Danske. Mange Fremmede havde spurgt efter mit Billede eller min Buste, men her fandtes ingen. Det var imidlertid ikke Udstillings-Comiteens Skyld. Præsidenten, Kammerherre Wolfhagen fortalte mig, at han gjentagne Gange havde skrevet til Kjøbenhavn og særligt forlangt to Buster, een af afdøde Konferensraad Thomsen, Oldgranskeren, og een af H. C. Andersen. Hjemme fra blev svaret, at de to forlangte Buster ikke existerede i Marmor; de bleve da forlangte i Gips, og der sendtes Thomsens Buste og den norske Digter Bjørnstjerne Bjørnsons, ikke H. C. Andersens.
   Mellem Landsmændende i Paris var Robert Watt, ung og livsglad, og dog Een af dem, der har prøvet tunge Dage i Ungdomsvaar; dette havde særligt vakt min Interesse for ham. Hans Fader havde eiet en Gaard i Jylland, staaet sig godt, og Børnene fik en god Opdragelse. Omstændighederne forandrede sig og ved Faderens Død havde Børnene at sørge for sig selv. Den unge Robert var anbragt paa et Kjøbmandscontoir i Aarhuus; da kom Brev fra hans Farbroder, der levede i Melbourne i Ny-Holland, han vilde tage ham i Søns Sted, og den ganske unge Mand reiste glad og tryg derhen. Ved Ankomsten havde Onkelen mistet sin Formue, var pludselig blevet fattig, og Robert stod forladt, overladt til sig selv, fremmed i den fremmede Verdensdeel. Men Modet slap han ikke. Han prøvede mange vexlende Livsstillinger, alle hæderlige, men alle ringe, reiste som Koureer, arbeidede ved Guldgraveriet, og da han havde samlet sig saa stor en Sum, at han kunde naae hjem igjen til Danmark, skyndte han sig derhen, fortalte i livlige Billeder om Australien, skrev Reiseskizzer som Feuilleton til Dagbladet; alt dette forenet med Godmodighed og freidigt Ungdomsmod maa vække Interesse! af mit Hjerte ønsker jeg ham en lys Fremtid.
   Til den sex og tyvende Mai, det danske Kongepars Sølvbryllupsfest, vilde jeg være i Kjøbenhavn. Hjemveien bestemte jeg at lægge over Locle i Schweiz. Før jeg forlod Paris, fik jeg en Indbydelse af Landsmænd og svenske og norske Venner til at samles med dem i Skandinavisk Forening. Det var en Fornyelse af Festen, som Bjørnstjerne Bjørnson bragte i Stand for mig, da vi sidste samledes her. De nordiske Flag vaiede, Kong Christians og Kong Carls Portrætter vare omslyngede med friske Blomster. Kammerherre Wolfhagen udbratgte en Skaal for Nordens Konger; Sange bleve sjungne, jeg læste Eventyr og udbragte Skaalen for Nordens Poesi.
   Fra Paris til Neuchâtel er med Banetoget kun en Dagsreise. Jeg naaede ved Solnedgang Grændsen mod Schweiz, hvor Jurabjergene med Ege, Bøge og Graner løftede sig. Veien fører nu gjennem Tunnel ved Tunnel, Skinnerne ligge mange Steder tæt ved den bratte Afgrund, man seer i Dybden under sig Byer og Huse. Lysene blinkede dernede, Stjernerne blinkede foroven. Ud paa Aftenen var jeg i Neuchâtel og snart oppe paa Bjerghøiden i Locle hos min Ven Jules Jürgensen. Bøgetræerne stode i deres friske Udspring, Buskene vare grønne, men Sneen faldt, hver Busk fik Udseende af en blomstrende Hvidtjørn. Kulden tog til, jeg blev stærkt forkjølet, kunde ikke reise, ikke naae Kjøbenhavn til Festen der. En Sang-Hilsen, ret skrevet ud af mit Hjerte, hjemsendte jeg i en Skrivelse til Kronprinds Frederik, som naadigst overrakte samme til sine Forældre.

PAA SØLVBRYLLUPSFESTEN
den 26de Mai 1867.

Fra Vilhelm Tells til Palnatokes Hjem,
Fra Alpelandet med de dybe Søer,
Flyv, Sangfugl, did, hvor Havet løfter frem
Den friske Bøgeskov, paa Danmarks Øer,
Der er saa søndagsfestligt denne Dag,
Sølvbryllup-Klokkerne i Slottet klinge.
Flyv, Sangfugl, flyv med stærke Vingeslag,
En dybfølt Sang Du Kongeparret bringe.

Hver Storheds Drøm blev Sandhed underfuld,
Til Kongekrone svulmed' Brudekransen;
Med Hjertets Guld og Kongekroners Guld
Gaaer Børneflokken frem i Hædersglandsen.
Dog ogsaa Prøvelsernes Bølge slog
Mod Kongens Huus, den slog mod Folk og Rige.
Gud holde og udfolde Dannebrog,
Det sank fra Himlen, - lad i Glands det stige!

Huuslivets Lykke holder Fest idag,
Sølvbryllups-Klokkerne i Slottet klinge,
Flyv, Sangfugl, flyv med stærke Vingeslag,
Bær frem i Sang - er den end svag og ringe -
Det bedste Ønske Hjertet bringe kan:
Gud være med i Glæde og i Smerte,
Guds Aasyn lyse over Folk og Land,
Da er der Fryd i Kongeparrets Hjerte.

Fra Vilhelm Tells til Palnatokes Land fløi Tankerne med Hjertets bedste Ønsker. Jules Jürgensen heisede Dannebrog, og i skummende Champagne blev Skaalen udbragt for Sølvbryllupsparret, Kong Christian den Niende og Dronning Louise.
   Et Par Dage efter forlod jeg de kjære Venner i Locle og var snart i Kjøbenhavn.
   Ved den kongelige Sølvbryllupsfest blev Mange hædrede med Udnævnelser eller Ordener. Kongen havde naadigst tildeelt mig Titelen: Etatsraad. Jeg bragte Hans Majestæt min dybfølte Tak.
[...]


Bibliografisk:
Teksten er en scannet og korrekturlæst gengivelse af:
Andersen, H.C.: Af: Mit Livs Eventyr (1855). Bd II. Udg. H. Topsøe-Jensen, Kbh.: Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S. 1975, s. 330-334.


Se mere om Mit Livs Eventyr i På vej.


Husk at se oplysningerne i Baggrund og gå videre til Arbejdsopgaver!