Endnu i 1805 i Hans Christian Andersens fødeår var den multinationale og enevældigt styrede helstat, som den danske konge Frederik 6. regerede over, præget af gode økonomiske kår. De europæiske krige gav et neuralt land gode eksportmuligheder, men de udenrigspolitiske spændinger må have virket truende.

Odense var Kongeriget Danmarks næststørste by med næsten 3000 indbyggere. Erhvervslivet var i fremgang og i 1806 kunne den nye kanal, der forbandt byen med Odense Fjord og havet, indvies. Større skibe kunne nu besejle Odense Havn og her har den lille Hans Christian kunnet se skibe fra mange lande, iagttage de fremmede søfolk og de eksotiske varer, de medbragte. Se Galleri under punktet 'Damp og el'.

I 1807 angreb engelske tropper København og beslaglagde den danske handelsflåde. Den danske regering allierede sig derefter med Napoleons Frankrig, og tilsluttede sig den fastlandsspærring, som Frankrig havde indledt for at isolere og besejre England. I de kommende år blev det stille i havnen i Odense, og byens økonomiske liv måtte imødese trange tider.

Den hjælp, der kom fra Frankrig, var nogle spanske lejetropper, der en tid lang blev indkvarteret i Odense, et forhold, som H.C Andersen omtalte i romanen OT fra 1835. (Se OT kapitel VII på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside). Som følge af krigsbegivenhederne kom statens økonomi i vanskeligheder, og i 1813 måtte staten erklære sig bankerot. Det var derfor nødvendigt at indføre en ny valuta og føre en stram finanspolitik, der virkede hæmmende på produktion og eksport. I forbindelse med Napoleons nederlag måtte den danske konge afstå Norge til Sverige, og der herskede derfor en udbredt økonomisk pessimisme i hele Andersens ungdomstid. Krigen kom også til direkte at præge H.C. Andersens liv, idet hans far meldte sig som soldat i et forsøg på bryde ud af fattigdommen, men vendte syg og modløs hjem og døde i hjemmet i 1815. Moderen måtte ernære familien som vaskekone. I sit andet ægteskab fik hun en datter; med et tiltagende alkoholmisbrug endte hun på fattiggården.

I 1813 indgav vægterne i Odense et andragende til deres arbejdsgivere om, at få en bedre aflønning. Henvendelsen var motiveret således:

"Tidernes sving og gang ved pengevæsenets forfald og produkternes stigen nødtvinger os til ideligt at ansøge Deres Exelence om tillæg i vores løn som vægtere i Odense, thi aldrig så snart er vi tilstået løn med hensyn til tiderne, før man atter må føle denne løns utilstrækkelighed med hensyn til livets allerførste fornødenheder. Thi næsten enhver berettiget og uberettiget handlende i forening med landprangernes skarer og kornpugerne søger ved rænker, fremvirket af egenytte, at se fødemidler og alt bragt til det højeste, imens den arbejdende klasse for en del bringes til betlerstaven og nærmer sig undergang, Enhver, der er beskikket med jøde- og handelsånd søger at formere sin formue på den arbejdende klasses bekostning ved ublu og underfundig fremgang, uden at have følelse for den elendighed, de ved nedrig vindesyge fremvirker."

(Mod bedre tider. Odense 1789-1868, s. 99. Se Perspektivering).

I 1819, efter konfirmationen fik H.C. Andersen, efter længe at have plaget sin mor, lov til at rejse til København. Moderen ville gerne have ham i skrædderlære, men det ville han ikke.
By og land var på den tid både økonomisk og administrativt adskilt, og H.C. Andersen måtte derfor udstyres med et rejsepas, der var påkrævet når en rejsende skulle krydse de indre farvande, herunder Storebælt. (Se Galleri).

Netop da han ankom til hovedstaden, blev han vidne til flere overfald på jøder, der på plakater blev beskrevet som "udsugere, ågerkarle, pengegriske og plattenslagere". I Kun en Spillemand fra 1837 gengav han nogle af de indtryk, han havde fået af jødeforfølgelsen i 1819. (Se Kun en Spillemand kapitel XII på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside).